Fokus på klima, miljø og bæredygtighed har længe været en del af samfundsagendaen. Nu ses det også, at flere frie og private skoler tager den grønne dagsorden til sig med indsatser og aktiviteter, der rækker ud over undervisningen, og som bidrager til fællesskabet i mere bred forstand, herunder ved at gøre en indsats for klima, miljø og bæredygtighed.
Nogle skoler tager skridtet og bliver certificeret som Grøn Skole. Grøn Skole er et program, der guider til en bæredygtig udvikling af skoler, hvor formålet bl.a. er at bidrage til, at børn og unge bliver aktive medborgere, der kan tage hånd om naturen og miljøet.
For at blive Grøn Skole, skal skolen leve op til en række kriterier, og det har bl.a. Rygaards skole formået, hvor Skipper Clement Skole fortsat er i processen.
Rygaards skole har hejst det grønne flag
På Rygaards skole i Gentofte er det lykkedes at blive certificeret Grøn Skole, men arbejdet med at styrke den grønne profil fortsættes.
Et af kravene for at være Grøn Skole er, at man som skole laver konkrete tiltag, som har betydning for skolens grønne fodaftryk. På Rygaards skole har man bl.a. iværksat et samarbejde med Elis, der både er CSR- og verdensmålcertificeret. Elis forsyner skolen med miljøvenlige rengøringsartikler, og skolens klude mm. bliver vasket på Elis miljøoptimerede vaskerier. Lige nu har skolen også stort fokus på at reducere forbruget af emballage, og de har derfor eksempelvis en ”waste-free day”, hvor skolens elever medbringer madpakker, hvor der ikke er noget emballage, der skal smides ud.
På Rygaards skole er deres mission, ”at alle på skolen skal lære noget og tage det med sig videre og gøre verden til et bedre sted. Det handler om at give eleverne nogle gode værdier med på vejen”, udtaler skolens skoleleder, Elsebeth Trap. Og netop det at passe på miljøet, mener hun, er en vigtig værdi at give eleverne med videre.
Skipper Clement Skole på vej til at blive Grøn Skole
På Skipper Clement Skole i Aalborg er man midt i processen til at blive certificeret Grøn Skole, og lige nuer skolen ved at samle et team, bestående af bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere og elever, der skal være primus motor på projektet. Dog er skolen allerede godt på vej til at blive Grøn Skole, bl.a. producerer skolen selv strøm, og der er kommet et grønt beplantet tag på skolens nyeste bygning.
Der er flere grunde til, at skolen godt kunne tænke sig at blive Grøn Skole. En af grundene er bl.a., at skolen oplever, at eleverne selv har været med til at skabe motivationen: ”Vi har faktisk oplevet, at elever selv har spurgt, hvorfor vi bruger engangsservice og smider plastik ud, og det sætter altså tankerne i gang, når det ligefrem er nogle af eleverne selv, der er first movers”, siger Peter Würtz, skoleleder på Skipper Clement Skole.
Kodeks for samfundsansvar
Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter, der gavner samfundet. Et af løfterne, med overskriften ”Skolen og omverdenen”, handler om, at skolerne aktivt skal gøre en positiv forskel for det store fællesskab, de er en del af – det omkringliggende samfund. Det kan eksempelvis ske ved, at skolerne prioriterer systematiske indsatser for at fremme miljømæssig bæredygtig udvikling.