I sidste uge blev Danmarksmestrene i skolens fag kåret. 600 finalister, heriblandt elever fra 24 medlemsskoler, dystede landsmesterskaberne i dansk, engelsk, tysk, matematik, historie, biologi, fysik/kemi samt i den tværfaglige og den naturvidenskabelige holdkonkurrence.

Foreningen Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier har været en del af konsortiet bag DM i Fagene siden 2015/16, hvor idéen om konkurrencen blev født. Konsortiet består af centrale aktører på skoleområdet, der bl.a. bidrager med viden og markedsføring af konkurrencen.

Det er ok at dygtiggøre sig
Danmarks Private Skoler har ønsket at påtage sig rollen som medlem af konsortiet af flere årsager, først og fremmest pga. formålet med DM i Fagene, der har stort sammenfald med det foreningen og foreningens medlemsskoler står for: En faglig profil med fokus på at løfte alle elever og et undervisningsmiljø, der er præget af, at det er i orden at arbejde for at dygtiggøre sig.

Ikke bare noget vi leger
Opgaverne i DM i Fagene er casebaserede og er udarbejdet i tæt samarbejde med virksomheder. Bl.a. er de to holdkonkurrencer i år udviklet i samarbejde med henholdsvis Novozymes og Salling Group som casevirksomhed. Konkurrencen har til formål at styrke elevernes evne til at koble skolens fag med virkelighedens arbejdsmarked. Med andre ord, er det ikke ”bare noget vi leger”, det er alvor, og der er brug for at eleverne kommer med anvendelige løsninger på virkelige problemstillinger.

Caseopgaverne fra tidligere års DM i Fagene er frit tilgængelige. De kan bruges i den almindelige undervisning og egner sig både til individuelt arbejde og gruppearbejde i 8. og 9. klasse. Opgaverne kan også bruges til at få en fornemmelse af opgavernes omfang og opbygning, inden en elev eller klasse deltager i DM i Fagene.

Eleverne har klaret sig godt
Foreningens medlemsskoler har vist stor interesse for at deltage i DM i fagene fra begyndelsen. Ikke mindre end 24 medlemsskoler var repræsenteret ved årets finaler, og eleverne har klaret sig flot i alle fag og konkurrencer, hvilket man får et indblik i, når man kaster et blik på listen over vindere.

DM i Fagene 2023 skydes forventeligt i gang med den indledende runde i august 2022 via DM i fagenes online-platform. Følg med på www.dmifagene.dk