I et debatindlæg i Skolemonitor, 25. juni 2026, rejser foreningen to centrale spørgsmål: Er friheden fortsat den grundlæggende begrundelse for de frie grundskolers eksistens og statstilskud? Og hvordan sikrer vi, at debatten om samfundsansvar, finansiering og nye forventninger til skolerne bygger på fakta og et oplyst grundlag?
Her er debatindlægget, som indsendt til Skolemonitor:
Er friheden stadig begrundelsen for de frie grundskoler?
Det nye regeringsgrundlag indeholder flere formuleringer, som bør få alle med interesse for skoleområdet til at spidse ører.
Regeringen ønsker, at fri- og privatskolerne – altså frie grundskoler – tager socialt ansvar. Det er svært at være uenig i. Skolerne har altid været båret af en idé om frihed under ansvar.
Hver dag arbejder skolerne for stærke fællesskaber, trivsel, dannelse og et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Mange skoler udvikler nye undervisningsformer, går forrest med innovative læringsmiljøer og bidrager med erfaringer og løsninger, som inspirerer bredt på skoleområdet. Samtidig uddanner de børn og unge til et samfund og et arbejdsliv i forandring og tager aktiv del i udviklingen af fremtidens skole. De bidrager ikke kun til deres egne elever, men til det samfund, de er en del af.
Derfor er spørgsmålet ikke, om de frie grundskoler skal tage samfundsansvar. Spørgsmålet er snarere, hvordan samfundsansvar forstås, og hvordan det hænger sammen med den frihed, som historisk har været grundlaget for skolernes virke.
Men regeringsgrundlaget rejser samtidig et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er egentlig begrundelsen for de frie grundskolers eksistens og for det statstilskud, de modtager?
Historisk har svaret været enkelt. Frie grundskoler eksisterer, fordi forældre i et frit samfund skal have mulighed for at vælge en skole, der bygger på bestemte værdier, pædagogiske idéer eller dannelsestraditioner. Friheden kommer først. Tilskuddet er samfundets anerkendelse af denne frihed.
I regeringsgrundlaget antydes en anden forståelse. Her kobles investeringer og tilskud tættere sammen med forventninger om bestemte sociale opgaver og funktioner, sågar til den enkelte skoles lokalitet. Dermed flyttes fokus gradvist fra forældrenes frihed til skolernes nytteværdi. Hvis tilskuddet i stigende grad knyttes til bestemte samfundsopgaver eller politiske prioriteringer, opstår spørgsmålet, om de frie grundskolers frihed samtidig bliver mere betinget.
Det er en diskussion, vi bør tage åbent og ærligt.
Hvis de frie grundskolers legitimitet i stigende grad skal begrundes i bestemte opgaver, de løser for samfundet, er det vigtigt, at diskussionen bygger på et solidt og oplyst grundlag.
Vi deltager gerne i dialogen om både samfundsansvar, elever med særlige udfordringer og skolernes bidrag til fællesskabet. Men det skal være med udgangspunkt i fakta: Hvordan er de frie grundskoler finansieret i dag? Hvad anvendes tilskuddene til? Hvordan omfordeles det allerede blandt skolerne? Hvilke opgaver løfter skolerne allerede? Og hvilke konsekvenser vil forskellige modeller have for elever, familier og skoler samt for den mangfoldighed af skoletilbud, som gennem generationer har været en styrke i det danske uddannelsessystem?
Det er spørgsmål, som fortjener grundige svar frem for hurtige antagelser.
Derfor ser jeg frem til en åben og faktabaseret dialog om skolernes rolle og rammevilkår. De frie grundskoler skal tage samfundsansvar – det gør de allerede. Det afgørende er, hvordan vi definerer ansvar uden samtidig at udhule den frihed, som er grundlaget for deres virke. Hvis friheden gradvist gøres betinget af skiftende politiske prioriteringer, risikerer vi at svække netop den mangfoldighed og det engagement, som de frie grundskoler bidrager med til samfundet.
