Regeringen har fremlagt et teknisk finanslovsforslag for 2027 med forslag til næste års tilskudsforhold for frie grundskoler og frie og private gymnasier. Forslaget er ikke udtryk for regeringens endelige politiske prioriteringer. De beskrevne tilskud er derfor ikke garanterede, men kan blive ændret i det opdaterede finanslovsforslag og i de efterfølgende politiske forhandlinger.

Regeringen har d. 28. august fremlagt et såkaldt teknisk finanslovsforslag til Finanslov 2027, herunder forslag til tilskudsforhold for frie grundskoler og frie og private gymnasier.

Et teknisk finanslovsforslag

Der er tale om et teknisk finanslovsforslag, da folketingsvalgets afholdelsestidspunkt og den efterfølgende regeringsdannelse ikke har gjort det muligt at udarbejde et finanslovsforslag, der afspejler regeringens økonomiske politik og politiske prioriteringer. Det følger imidlertid af grundloven, at der skal fremsættes et finanslovsforslag inden udgangen af august måned. Derfor et teknisk finanslovsforslag.

Regeringen vil forud for Folketingets åbning præsentere et opdateret finanslovsforslag for 2027.

Foreningen noterer sig, at der i det tekniske finanslovsforslag er taget udgangspunkt i de nuværende tilskudsprocenter for både grundskolerne og gymnasierne.

Frie grundskoler

Koblingsprocenten i det tekniske finanslovsforslag

I det tekniske finanslovsforslag for 2027 er der taget udgangspunkt i den nuværende koblingsprocent på 76 %.

Det statslige driftstilskud er koblet til den gennemsnitlige udgift pr. elev i folkeskolen 3 år tidligere. Færre udgifter eller besparelser på folkeskolerne slår altså igennem med en forsinkelse på 3 år. Tilsvarende gør øgede udgifter.

Undervisnings- og fællesudgiftstakster

I forhold til undervisningstaksterne er der tale om stigninger i taksterne på 3,52 procent for både elever under og over 13 år. For elever i 10. klasse udgør stigningen i undervisningstaksten 3,59 procent. For fællesudgifternes vedkommende er der tale om en forventet stigning på 3,27 procent for skoler med op til 220 elever og det samme for de efterfølgende elever.

Bygningstilskuddet forhøjes med 2,39 procent, kostskoletilskuddet med 2,70 procent både for 6.-9. klasse og 10. klasse, og endelig stiger SFO-tilskuddet ligeledes med 2,70 procent.

Specialundervisning

Med hensyn til specialundervisningstaksterne forventes en stigning på 3,67 procent for 1. elev, 3,68 procent for 2. elev og 3,67 procent for 3. og efterfølgende elever. Taksterne er naturligvis afhængige af, hvor stor en pulje, der afsættes samt elevtallet pr. 5. september.

Private gymnasier

Grundtilskud og taxametre

For de private gymnasier er grundtilskuddet beregnet ud fra samme niveau som i 2026.

Undervisningstaxametrene stiger forventeligt med mellem 2,44 og 2,46 procent samt 2,69 procent for så vidt angår enkeltfag. Færdiggørelsestilskuddene løftes med mellem 2,88 og 2,94 procent. Med hensyn til fællesudgiftstaxametrene er der tale om en stigning på mellem 1,01 procent og 1,17 procent samt 2,68 procent for så vidt angår enkeltfag.

Bygningstaxametrene stiger med 2,39 procent.

Kostafdelinger, fripladser og vikarer

Tilskuddene til kostafdelinger reguleres for så vidt angår årskostelevtilskuddet med en stigning på 2,33 procent. Opholdsstøtten til kostelever under 18 år forhøjes med 2,60 procent.

Friplads- og Vikarkassen videreføres uændret med henholdsvis 3,7 og 5,0 mio. kr.

Hvad nu?

Det skal understreges, at ovenstående er baseret på et såkaldt teknisk finanslovsforslag for 2027, og regeringen vil derfor som nævnt forud for Folketingets åbning præsentere et opdateret finanslovsforslag, der derefter skal forhandles om. De beskrevne tilskudsforhold er derfor ikke garanterede. Intet er altså vedtaget endnu.

Så snart der foreligger nye oplysninger om finanslovsforslaget for 2027 og skolernes tilskudsforhold, offentliggøres de under nyheder på foreningens hjemmeside.

Orienteringsbreve om finanslovsforslaget for 2027 og tilskudsberegnere

Ministeriet udsender hvert år orienteringsbreve til uddannelsesinstitutionerne om finanslovsforslaget og eventuelle ændringsforslag til finanslovsforslaget. Orienteringsbrevene indeholder nærmere oplysninger om de foreslåede tilskuds- og takstforhold. Orienteringsbrevene vedrørende det tekniske finanslovsforslag for 2027 samt tilskudsberegnere for såvel frie grundskoler som frie og private gymnasiale uddannelser kan findes på foreningens hjemmeside under Værktøjer for medlemsskoler, Statstilskud.

For spørgsmål kontakt sekretariatet

Danmarks Private Skoler er organisation for frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordelt over hele Danmark.
Foreningen varetager skolernes interesser over for bl.a. Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Interessevaretagelsen understøttes af foreningens kommunikationsvirksomhed og projekt- og analysearbejde. Foreningens sekretariat rådgiver skolerne i juridiske, økonomiske, ledelsesmæssige, pædagogiske og undervisningsrelaterede spørgsmål.
Foreningen har desuden en omfattende kursusvirksomhed for skolernes ledelser og bestyrelser.

Danmarks Private Skoler

Ny Kongensgade 15
1472 København K

T: 3330 7930
E: info@privateskoler.dk
W: www.privateskoler.dk

©2026 Danmarks Private Skoler