“Tradition”
DP-seniorer er en forening for tidligere ledere og bestyrelses­medlemmer på Danmarks Private Skolers medlemsskoler. DP-seniorer er et forum, hvor medlemmerne mødes til arrangementer og samvær for derigennem at bevare tilknytningen til Danmarks Private Skoler og skoleverdenen.

Bestyrelsen for DP-seniorer ønsker at slå et slag for foreningen. Her fortæller de om foreningens historie, formål og aktiviteter:

Vi er en forening, der efterhånden har en del år på bagen. DP-Seniorer havde stiftende generalforsamling den 12. marts 2007.

Ifølge vedtægterne er foreningens formål at være et forum, hvor medlemmerne kan mødes et par gange om året til arrangementer og samvær for derigennem at bevare tilknytningen til Danmarks Private Skoler og skoleverdenen. Det overordnede sigte med foreningen er også at skabe en overgang fra et aktivt arbejdsliv til en tilværelse som pensionist, hvor relationer, der er opbygget over tid, kan bevares og fortsætte i et andet regi.

Som medlemmer optages forhenværende skoleledere, souschefer, afdelingsledere og bestyrelsesmedlemmer m.v. samt personer, der har haft fast tilknytning til Danmarks Private Skolers sekretariat. Vi er for tiden 34 medlemmer i foreningen, men vi kunne godt tænke os at være nogle flere, og vi vil gerne møde ‘yngre pensionister’, som kan se sig selv i en kulturel og selskabelig forening, hvor man stadig kan holde forbindelsen til den skoleverden, vi alle holder så meget af.

Vi mødes to gange om året. Det ene møde, i april, indeholder altid den årlige generalforsamling. Begge møder indeholder et kulturelt arrangement, der kan spænde fra museumsbesøg og arkitektonisk nytænkning til mere underholdningsprægede events, såsom opera, koncerter og teater. Vi har bl.a. været på Søfartsmuseet i Helsingør, Fængslet i Horsens, DOK1 i Århus, Moesgaard Museum, Det ny Teater, DR`s koncertsal og meget mere. Arrangementerne afsluttes altid med en middag, hvor samtalen og det sociale er i højsædet, krydret med god mad og musik.

Vi har besluttet, at forårsarrangementet i april 2023 henlægges til Sorø med generalforsamling på Sorø Privatskole. Bagefter besøger vi blandt andet Sorø Akademi. Sæt kryds ved fredag d. 21. april 2023!

Vi håber på, at du er blevet fristet af denne skrivelse. Det vil glæde os at se dig som kommende medlem hos DP´s seniorer.

Læs mere om DP-seniorer på Danmarks Private Skolers hjemmeside her