Den nye inspirationsguide “Hvordan kan vi tale om samfundsansvaret?” er tænkt som en hjælp til den lokale dialog om de tiltag og aktiviteter, som skolen iværksætter med det underliggende formål at handle til gavn for samfundet.

Det, at man viser, at man er en del af fællesskabet, er en forventning, som samfundet har til den frie og private skole. Det er samtidig helt afgørende for skolen, at den kan skabe og opretholde et godt omdømme, legitimitet og gode relationer til sine interessenter. En kortlægning af skolens samfundsansvarlige profil kan være begyndelsen på en tydeliggørelse af skolens identitet i et samfundsperspektiv.

En del af et større fællesskab

Den frie og private skole er et fællesskab, der består af mange fællesskaber. Samtidig er skolens fællesskab en del af et større fællesskab.

Man kan hævde, at det at være fri og privat skole i sig selv er et udtryk for samfundsansvar:

Man har etableret en skole – man driver en skole.

Der er få, der vil være uenige i, at det er skolens ansvar at skabe rammer for at uddanne og danne elever til gode, sunde og kompetente mennesker; eleverne skal lære noget og trives i det og trives med sig selv. Men rækker skolens opgave og ansvar ud over det at være udbyder af kvalitetsuddannelse, og det man kan betegne som skolens indre liv? Naturligvis gør det det. Den samfundsansvarlige frie og private skole vil aldrig drømme om kun at spørge: ”Hvad får skolen ud af det her?” Den vil altid have et bredere perspektiv for øje.

Den frie og private skoles tiltag, som ansvarlig samfundsinstitution, vil både være rettet mod individet i skolen, fællesskabet i skolen og fællesskabet, som skolen er en del af; det omkringliggende samfund. Men alle aktiviteter vil have det underliggende formål at handle til gavn for samfundet.

Værdier i brug

Vi skal måske ikke ligefrem til at benytte den ”buisnesslingo” og de begreber, der bruges i forretningsverdenen. Men det er måske på tide at tale om indholdet af nogle forretningsbegreber i konteksten af skolen som organisationen? Hvad betyder det, hvis vi i, en skolesammenhæng, taler om f.eks.  ”Corporate Social Responsibility” (virksomhedens sociale ansvar) eller ”Corporate Citizenship” (virksomhedens medborgerskab)?  

I den frie og private skoleverden kan vi lide at omtale disse begreber som ”værdier i brug”:

Hvordan måler skolen på, om den lever op til egne etiske standarder? Hvordan sikrer skolen, at den er opmærksom på sociale forpligtelser, muligheder og risici? Hvordan handler skolen samfundsmæssigt ansvarligt – lokalt og globalt – for eksempel ved at tage hensyn til menneskerettigheder, sociale vilkår, arbejdsforhold, klima etc.? Hvordan er skolen, ud over at være optaget af, hvordan den varetager kerneydelsen og driver dens skoleforretning, også opmærksom på, hvordan dette påvirker omverdenen?

Hvad skal jeres skoles samfundsansvar kendes på?

Centrale pejlemærker, når en fri og privat skole skal måle dens egen succes, bør altid være skolens formål og værdisæt. Disse pejlemærker bør også være udgangspunktet, når skolens samfundsansvar tages op til overvejelse, og når skolen skal evaluere og vurdere, om den – i første omgang i egen optik – gør det man kan forvente af den i relation til det samfund, den er en del af.

Den frie og private skoles formål og værdisæt bør have direkte og indirekte betydning for skolens selvforståelse og ageren som samfundsansvarlig institution.

Hvad kan man læse i skolens formål og værdisæt, at skolen skal kendes på?

Hvordan skal disse pejlemærker oversættes og forstås i konteksten ”skolens samfundsansvar”?

Kortlægning af skolens samfundsansvarlige profil

Hvad er skolens identitet i et samfundsperspektiv?

Et godt sted at starte er ved at kortlægge skolens samfundsansvarlige profil. En sådan kortlægning skal naturligvis ske i lyset af de rammebetingelser, der er givet den frie skolesektor, både lovgivningsmæssige og økonomiske. Den skal også ses i lyset af retten til at drive skole efter et bestemt formål og værdigrundlag.

En kortlægning af skolens samfundsansvarlige profil kan ske ved kvantitativt og kvalitativt at undersøge den frie og private skoles varetagelse af samfundsansvar inden for en række temaer. Ved at besvare spørgsmålene i denne inspirationsguide er skolen godt på vej.

En kortlægning, hvor flere af skolens aktører er med, kan skabe ejerskab om den sociale og samfundsansvarlige identitet, man allerede har eller ønsker at få.

En central udfordring for den frie og private skole består også i at afgøre, hvordan et mere eksplicit fokus på samfundsansvar kan omsættes til konkrete strategier, adfærd og handling set i relation til skolens image, egenart og værdisæt.

Hvad skal prioriteres og ikke mindst, hvordan skal initiativerne komme til live og kommunikeres internt og til bredere målgrupper?

Tal om samfundsansvar i et bredt perspektiv

Dialogen om de frie og private skolers samfundsmæssige ansvar kommer sjældent videre end til drøftelsen af elever med særlige behov og socioøkonomisk elevfordeling. Og det bliver det, som skolerne – i relation til socialt- og samfundsmæssigt ansvar – vurderes på. Det skal de også! Men andre samfundsmæssige udfordringer bør også have en fremtrædende plads, når der tales om skolernes varetagelse af samfundsansvaret. Vi skal tale om skolens samfundsansvar i et bredere perspektiv.

Inspirationsguiden ”Hvordan kan vi tale om skolens samfundsansvar?” kan give inspiration til at tale om skolens samfundsansvar i et bredt perspektiv på baggrund af disse overordnede spørgsmål:

  • Hvordan er skolens socioøkonomiske profil?
  • Har skolens plads til alle – uanset deres udgangspunkt?
  • Hvordan varetager skolen rollen som forebyggende instans?
  • Hvordan er skolens fokus på elevernes videre vej i uddannelsessystemet?
  • Har skolen fokus på rettigheder og konventioner?
  • Er skolen ”skolen til fremtiden”?
  • Har skolen fokus på omverdenen?

Center for Sociologisk Analyse (CSA) har for Danmarks Private Skoler udarbejdet en rapport, der sætter fokus på privatskoleelevers overgang til uddannelse og arbejdsmarked efter endt grundskole.

Rapporten beskæftiger sig bl.a. med, i hvilket omfang de private skoler medvirker til at sikre, at børn og unge fra alle samfundslag har gode forudsætninger for at fortsætte i uddannelse og beskæftigelse efter endt grundskole. Rapporten viser bl.a., at privatskolerne i højere grad medvirker til at øge den opadgående sociale mobilitet hos de mindst ressourcestærke elever.

Elevsammensætningen i de private skoler er, ligesom i folkeskolerne, ganske bred

I rapportens første del analyseres elevsammensætningen i private skoler og folkeskoler for de elever, der afsluttede grundskolen i henholdsvis 2003, 2008 og 2013. I den sammenhæng konkluderes det, at elevsammensætningen på henholdsvis private skoler og folkeskoler i høj grad er ensartet. Ifølge rapporten er private skoler ikke kun benyttet af de mest ressourcestærke forældre og elever. Tværtimod er elevsammensætningen i de private skoler, ligesom i folkeskolerne, ganske bred og forskelligartet, når man ser på elevernes socioøkonomiske baggrund. Analysen kan således ikke bekræfte opfattelsen af, at private skoler på grundskoleniveau ikke skulle løfte et socialt ansvar i forhold til børn med færrest ressourcer. Analysernes resultater viser også, at eleverne i private skoler generelt klarer sig bedre i forhold til karakterer ved afslutningen af 9. klasse, hvilket er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser på området.

Hvad sker der med eleverne efter de har forladt grundskolen?

Rapportens efterfølgende dele beskæftiger sig med, hvad der er sket med eleverne, henholdsvis 5, 10 og 15 år efter de har afsluttet grundskolen. Analyserne fokuserer på status i forhold til uddannelse, beskæftigelse, arbejdsløshed og udtræden fra arbejdsstyrken, og de tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund og deres karakterer ved afslutningen af 9. klasse.

Analyserne viser, at når man ser på status 5 og 10 år efter, at eleverne har afsluttet 9. klasse, så klarer særligt de mindst ressourcestærke elever fra privatskolerne sig bedre end de tilsvarende elever fra folkeskolen. Dette gælder når deres status sammenholdes med familiens indkomst i barndommen og forældrenes uddannelse. For status efter 5 år gælder denne tendens også, når man ser på de elever, der ligger i den laveste kvartil for karaktergennemsnit ved afslutningen af 9.klasse.

15 år efter afsluttet grundskole kan der ikke påvises nogen tydelig forskel i beskæftigelses- og uddannelsesmæssig status for elever fra folkeskoler og private skoler.

Privatskolerne øger den opadgående sociale mobilitet

Analyserne peger således på, – når man ser på status 5 og 10 år efter endt grundskole -, at privatskolerne i lidt højere grad end folkeskolerne medvirker til at øge den opadgående sociale mobilitet hos de mindst ressourcestærke elever. Dette ses ved, at elever fra lavindkomsthjem og elever fra hjem med ingen eller lavt uddannelsesniveau i højere grad er i gang med uddannelse og beskæftigelse, når de har gået i en privat skole, end når de har gået i en folkeskole. Ligeledes har denne gruppe af elever, fra de private skoler, også en mindre sandsynlighed for at være udtrådt af arbejdsstyrken (f.eks. ved at være tilkendt førtidspension) end de tilsvarende elevgrupper fra folkeskolerne. Disse konklusioner stemmer godt overens med en tidligere undersøgelse af private skolers løft af elevernes faglige niveau.

Læs rapporten her:

Elever fra private grundskolers videre vej i uddannelse og beskæftigelse

tydelighed   Kopi 2

SE DEBATINDLÆGGET PÅ ALTINGET.DK HER

VIVE påviser i en ny undersøgelse, at målt på uddannelse og beskæftigelse klarer unge fra de frie og private kostskoler sig mindst lige så godt som unge, der har været i familiepleje og signifikant bedre end unge fra døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.

En række kostskoleledere forsøger på baggrund af undersøgelsen, i et debatindlæg i Altinget, at råbe sagsbehandlere, forvaltningschefer og kommunalpolitikere op med et budskab om, at kostskoler som anbringelsestilbud bør være en del af den kommunale anbringelsesvifte.

Læs hele debatindlægget herunder:

Kostskoler til kommuner: Brug os til anbringelser

Når vi kostskoleledere taler med sagsbehandlere, forvaltningschefer eller kommunalpolitikere, får vi gang på gang den oplevelse, at kostskoler som anbringelsestilbud ikke er en del af den kommunale anbringelsesvifte. Mange ved knapt, hvad de kan bruge os til. Tallene siger det hele: Kun 1 procent af alle anbragte børn og unge var i 2019 anbragt på en kost- eller efterskole mod 11 procent i 1999.

Det er synd – både for samfundet og for børnene og de unge. Ikke mindst fordi vi nu har forskningsbelæg for, at det virker at blive anbragt på en kostskole.

Vive viser i en ny undersøgelse, at målt på uddannelse og beskæftigelse klarer unge fra kostskolerne sig mindst lige så godt som unge, der har været i familiepleje og signifikant bedre end unge fra døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder.

For eksempel er 72 procent af unge med en 9.- eller 10.-klasses afgangsprøve, som har været anbragt på en kostskole, selvforsørgende som 25-årige mod 69 procent af tidligere familieplejeanbragte og kun 50 procent af tidligere institutionsanbragte.

Hele 56 procent af tidligere kostskoleanbragte er som 25-årige enten i gang med eller har en uddannelse mod kun 46 procent af tidligere familieplejeanbragte og 36 procent af tidligere institutionsanbragte.

Kommuner efterspørger løsninger
Det er for os at se en nyhed, der bør få kommunerne til at se nærmere på kostskolerne. Både fordi der i “miljøet” florerer nogle tal om effekten af anbringelser, der i hvert fald ikke gælder for os. Hvem har ikke hørt fortællingen om, at “kun 40 procent af alle anbragte får en ungdomsuddannelse”?

Men også fordi kommunerne så sent som før sommerferien (igen) sagde, at de har kæmpe problemer med at håndtere de mangeartede udfordringer med udsatte børn og unge.

I en rapport fra Socialstyrelsen siger 85 kommuner, at de har udfordringer i forhold til psykisk sårbare børn og unge, børn og unge med autisme og ADHD og udsatte børn samt unges skolegang og -fravær. Rigtigt mange af de børn og unge, der er anbragt hos os, falder inden for de kategorier.

De samme 85 kommuner siger også, at de har behov for mere viden om virkningsfulde indsatser, at de har brug for et større udbud af indsatser og mere ‘ekstern understøttelse’.

Kostskoler er selvfølgelig ikke svaret på det hele. Men da Vive på vores opdrag sammenlignede kostskolerne med familiepleje og institutioner, var resultaterne alligevel bemærkelsesværdige. Også fordi forskerne havde gjort, hvad de kunne for at matche kostskoleeleverne én-til-én med sammenlignelige unge fra de andre to grupper.

Ikke så dyre
Mest bemærkelsesværdigt er det, at anbragte kostelever klarer sig på lige fod eller bedre end unge fra familiepleje i forhold til uddannelse og selvforsørgelse i de første og vigtige år efter grundskolen. Og at de unge fra kostskolerne står signifikant bedre i forhold til at være i gang med eller have gennemført en uddannelse, når de er blevet 25 år.

Alle har fokus på familiepleje i disse år. Men for nogle børn, unge og deres forældre er det ikke løsningen, at der skal en ny familie ind over, som de skal opbygge relationer til. Så selvom familiepleje er mantraet, vil der være unge, hvor anbringelsen bliver langt mere stabil og udbytterig, hvis kommunerne tænker i andre anbringelsesformer end familiepleje.

Vores erfaring er, at de fleste børn og deres forældre er glade for kostskolerne, fordi kostskoler opleves som en del af normalmiljøet, fordi vi ikke opleves som en konkurrent til forældrene, og fordi omdrejningspunktet er skole og læring via trivsel og fællesskab i gruppen.

Og så er vi faktisk ikke dyre. Sammenligninger på anbringelsesområdet er hammersvært, og viften er bred. Så vi vil nøjes med at sige, at en anbringelse på en kostskole i snit koster cirka 500.000 om året eksklusive servicelovens ydelser. Langt billigere end en døgninstitution og ganske “konkurrencedygtigt” i forhold til mange familieplejeanbringelser, der jo ikke tilbyder grundskoleundervisning.

Hvis man dertil lægger besparelser på den lange bane, fordi en tidligere kostskoleelev som 25-årig er bedre i vej end en ung fra familiepleje og institution, så er der virkeligt gevinster at hente. Både for samfundet og for de unge, som det hele jo i virkeligheden handler om.

Bragt på altinget.dk den 22. oktober 2019

Analyse af frie grundskolers tilskudsfordeling, egendækning og den reelle koblingsprocent samt finansiel robusthed

På baggrund af Socialdemokraternes udtalelser, under folketingsvalgkampen 2019, og deres forslag om differentieret koblingsprocent for de frie grundskoler, spurgte vi Deloitte, om de kunne udarbejde en analyse af den frie grundskolesektors økonomi, der også kunne indebære en undersøgelse af den nuværende spredning i de frie grundskolers tilskud.

Denne undersøgelse foreligger nu. Den viser bl.a. omfanget af tilskudsomfordelingen blandt de frie grundskoler. Derudover beskæftiger undersøgelsen sig med skolernes finansielle robusthed og egendækningsgrad.

Foreningens årsberetning 2019 er udsendt til alle medlemsskoler.
Årsberetningen fortæller om nogle af de mange temaer og problematikker, der har optaget foreningen i det forgangne år. Årsberetningen kan også findes og læses herÅrsberetning 2019.

ÅRSBERETNING 2019

 

Redaktion: Karsten Suhr, Søren T. Lodahl og Simone Dalsgaard

Layout: Christina Bruun Olsson

Foto: Ebbe Forup Fotografi

I Socialdemokratiet hersker der en dyb ideologisk modvilje mod selve grundlaget for de frie grundskoler, skriver Karsten Suhr, der er formand for Danmarks Private Skoler.

Den socialdemokratiske regering har fremlagt et finanslovsforslag, hvoraf det fremgår, at der skal spares på tilskuddet til uddannelser ved de frie grundskoler. Det skal ske ved at sænke den såkaldte koblingsprocent fra 76 til 71 procent.

Det kan lyde abstrakt. Men det svarer til i alt godt 370 millioner kroner. En fri grundskole med 400 elever vil således skulle finde besparelser på 1,2 millioner kroner årligt.

Den varslede reduktion i tilskuddet er en gentagelse af de ønsker, socialdemokraterne meddelte under valgkampen i foråret. Derfor burde det nye finanslovsforslag ikke være en overraskelse. Men det er det alligevel, for regeringens støttepartier har under valgkampen og efterfølgende alle meddelt, at de ønsker at holde fast i det nuværende tilskud til de frie grundskoler.

Derfor kan man fristes til at spørge: Hvad er den underliggende årsag til, at Socialdemokratiet genfremsætter dette forslag?

Socialdemokraternes korstog

I de frie og private skoler må vi desværre igen konstatere, at der hos nogle politikere i Socialdemokratiet hersker en dyb ideologisk modvilje mod selve grundlaget for frie grundskoler. Det lokale forældreengagement, selvbestemmelse, valgfrihed og civilsamfundets drivkraft, som nye og gamle frie skoler er udtryk for, er ikke værdier, som alle socialdemokrater deler.

Tværtom synes de frie og private skoler ofte at blive behandlet som et stedbarn i grundskolen. De er på tålt ophold. Og den ideologiske modvilje forklædes tit med efterhånden mytiske historier om ’velbjærgede store privatskoler i byerne’, som tilskrives alle mulige slette motiver om udsmidning af elever, social sortering, elitært snobberi osv.

Det er historier, som gang på gang kan tilbagevises med fakta. Men fakta har desværre ringe vilkår i ideologiske debatter, hvor det handler om holdninger.

Uundværlige for grundskolen

De frie og private skoler er her. Og det har vi været i mere end 200 år. Vi er oprettet ud fra konkrete, lokale ønsker om lige netop den skole, man forestiller sig, og ikke ud fra et statsligt eller kommunalt fastsat måltal eller politisk behov.

I dag er de frie grundskoler en fuldstændig integreret og uundværlig del af den danske grundskole. Skolerne udgør et nødvendigt alternativ og bidrag til folkeskolerne. Og selvom skolerne er meget forskellige i det pædagogiske og værdimæssige grundlag, er der heldigvis meget, der forener de frie grundskoler med resten af grundskolen i Danmark.

Elever og forældre ligner næsten på decimalen elever og forældre i folkeskolerne. Skolerne rummer stort set den samme socioøkonomiske gruppe som folkeskolerne. Specialundervisning, det forebyggende arbejde og trivselsindsatser ved de frie skoler er på højde med folkeskolerne eller over, såvel forholdsmæssigt som i kvalitet.

Derudover ved vi, at elever fra de allersvageste baggrunde, der har deres skolegang på en privat skole, har dobbelt så stor sandsynlighed for mønsterbrud i forhold til elever i den øvrige grundskole. Og nå ja, alt det ovenstående betyder oven i købet en besparelse på de offentlige udgifter, som udgør mindst 2 milliarder kroner årligt. Hvor vil Socialdemokratiet finde de penge, hvis den frie skole ikke skal eksistere?

Vi ønsker den bedste grundskole

Måske er den frie skoleform en torn i øjet på nogle. Måske er skolerne for stor en succes, som kan være svær at anerkende, når Christiansborgs mange indsatser og reformer ikke medfører de forventede forbedringer i folkeskolen. Det er ærgerligt.

Folkeskolerne og frie og private skoler har eksisteret side om side i 200 år. De har lært af hinanden og suppleret hinanden. Folkeskolen er en forudsætning for de frie grundskoler. I Danmarks Private Skoler ønsker vi den bedste grundskole for vores børn og unge, uanset om skolegangen foregår på en folkeskole eller en fri grundskole. Vi ønsker stærke og sunde lokale skolefællesskaber, som bidrager til vores allesammens store fællesskab.

Kære regering. Hvis jeres offentliggjorte finanslovsforslag er jeres bud på et stop for uddannelsespolitiske besparelser, bliver det et pænt nej tak fra os. Det harmonerer ikke.

I ønsker at være en regering, der prioriterer uddannelse. I siger endda, at I har ’børnenes statsminister’. Det synes vi, er en god ambition. Men vi ønsker os også en regering, der drager omsorg for den uddannelse og skole, der hver dag præger 125.000 børn og unge på de frie og private skoler.

Debatindlæg bragt d. 4. oktober på Politiken Skoleliv (skoleliv.dk)