Datatilsynet har den 30. januar 2024 truffet afgørelse i sagen om brugen af Google Workspace i skoler – den meget omtalte ”Chromebook-sag”. Folkeskolernes brug af Google Workspace-programmer og Chromebook-computere i undervisningen er ifølge Datatilsynet ulovlig.

Det er endnu usikkert, hvilke konsekvenser afgørelsen vil have for frie og private skoler, men foreningen opfordrer medlemsskolerne til at tage bestik af afgørelsen, der i sin essens omhandler videregivelse af oplysninger om elever.

Hvad siger afgørelsen?

Ifølge afgørelsen er der begrænsninger på, til hvilke formål der må leveres oplysninger om eleverne til udbydere af digitale løsninger, i denne konkrete sag Google. 

Der ér hjemmel til at videregive elevernes oplysninger med henblik på levering af tjenesterne, forbedring af sikkerheden og pålideligheden af tjenesterne, kommunikation med bl.a. kommunerne og overholdelse af retlige forpligtelser.

Det er dog vurderingen, at (i den konkrete sag) folkeskoleloven ikke tilstrækkeligt klart giver hjemmel til, at kommunerne videregiver elevernes oplysninger til andre formål, f.eks. vedligeholdelse og forbedring af Google Workspace for Education-tjenesten, ChromeOS og Chrome-browseren, eller til måling af ydeevnen og udvikling af nye funktioner og tjenester i ChromeOS og Chrome-browseren.

Påbud

Datatilsynet har givet påbud til kommunerne om at bringe behandlingen af oplysninger i overensstemmelse med reglerne ved at sikre, at der er hjemmel. Kommunerne skal efterleve påbuddet fra 1. august 2024, men skal senest den 1. marts 2024 tilkendegive, hvordan de har til hensigt at efterleve det.

Kommunernes muligheder er begrænsede og er afhængige af andre – medmindre skolerne (kommunerne) helt stopper med at benytte tjenesterne.

Hvis skolerne ikke længere skal videregive personoplysninger til Google til ovennævnte formål, vil det sandsynligvis kræve, at Google udvikler en teknisk mulighed for, at de pågældende datastrømme afskæres, eller at Google afstår fra at behandle oplysningerne.

Alternativt skal lovgiverne – Folketinget – sikre, at der er hjemmel til at videregive oplysningerne inden for loven.

Konsekvensen for frie og private skoler?

Frie og private skoler er ifm. brugen af Google Workspace ikke omfattet af de forhold, der udspringer af folkeskoleloven. Det må dog må forventes, at den lovgivning, der omfatter frie og private skoler ikke kan tolkes mere vidtgående end folkeskoleloven, hvorfor det må påregnes, at frie og private skoler vil have tilsvarende begrænsninger ift. videregivelse af elevoplysninger og data.

Danmarks Private Skoler følger sagen nøje. Det er endnu for tidligt at sige noget konkret om rækkevidden af Datatilsynets afgørelse. Datatilsynets afgørelse er tilgængelig på deres hjemmeside her.