Det er en stor udfordring, når der er mindre adgang til hjælp fra kommunernes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) for elever på frie grundskoler.

Den problematik tager skolemonitor.dk fat på i en artikel af Anna Bølling-Ladegaard.

Skolemonitor (betalingsmur): Fri grundskole i Ringsted: Det kan ikke passe, at vores elever skal opleve forskelsbehandling fra PPR

Artiklen tager udgangspunkt i et konkret eksempel fra Ringsted kommune, hvor alle frie grundskoler har modtaget et brev, hvor der står, at de fremover kun kan forvente to timers PPR-rådgivning hver sjette uge. Et brev som kommunens folkeskoler ikke har modtaget. Sct. Joseph Skole i Ringsted har på baggrund af brevet henvendt sig til kommunen. Sagen, der er også dækket af Dagbladet Ringsted, har medført en del polemik. Den har foreløbigt ført til, at Ringsted Kommune har indkaldt de frie grundskoler til et møde om kommunens generelle betjening af de frie skoler og til et særskilt møde om PPR.

Formændene for henholdsvis Danmarks Private Skoler og Friskolerne – Karsten Suhr og Peter Bendix – ser historien fra Ringsted Kommune som en del af et mere generelt problem. Til Skolemonitor siger Karsten Suhr bl.a.:

”Jeg hører et stigende antal skoler fortælle, at de får en ringere og ringere ydelse fra PPR. Det er svært at sammenligne med den betjening, folkeskolerne får, men vi oplever, at der på vores skoler er kommet en dårligere service, end der har været tidligere”.

De to formænd opfordrer i artiklen de frie grundskoler i kommunerne til at gå sammen og insistere på at møde politikerne og forvaltningen. De peger bl.a. på, at materialet, som de frie grundskolers foreninger sammen med KL og Børne- og Undervisningsministeriet har udarbejdet, kan være med til åbne dørene. Materialet giver inspiration til, hvordan man lokalt skaber det gode samarbejde mellem kommuner og fri- og privatskoler.

Karsten Suhr er desuden i artiklen citeret for sige, at der er behov for at få skabt mere klarhed omkring, hvilken service de frie grundskoler kan forvente fra PPR, da lovgivningen er meget bredt formuleret.

Samarbejde mellem kommune og frie grundskoler

Der er en række krav til kommuner og til de frie grundskoler, når det kommer til samarbejdet om elevers læring og trivsel. Den eksisterende lovgivning sætter rammerne for parternes forpligtelser og ansvar i samarbejdet. Der er imidlertid lokale forskelle på samarbejdets form, indhold og kvalitet.

Derfor har Børne- og Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og de frie grundskolers foreninger i fællesskab udarbejdet materialer, der sætter fokus på samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning.

Vejledningen: ”Bliv skarp på lovgivning i samarbejdet mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” skal være med til at styrke samarbejdet gennem øget kendskab til krav og lovgivning.

Inspirationskataloget: ”Det gode samarbejde mellem privat- og friskoler og den kommunale forvaltning” har til formål at inspirere til det gode samarbejde gennem motiverende eksempler fra praksis.