Regeringen ønsker en omfattende reform af ungdomsuddannelserne, hvor en central del af forslaget indebærer nedlæggelsen af 10. klasse. Dette forslag vækker bekymring.10. klasse er et uundværligt tilbud for mange unge.
I samarbejde med andre organisationer, arbejder foreningen aktivt for at bevare 10. klasse og sikre, at de unge fortsat får muligheden for at modnes og finde deres rette vej, før de træffer det vigtige valg om videre uddannelse.
Et afgørende år for personlig og faglig udvikling
Et af kendetegnene ved 10. klasse er fleksibiliteten. Elever kan vælge mellem offentlige skoler, frie og private grundskoler, efterskoler og andre institutioner, hvilket sikrer, at den enkelte elev kan finde et læringsmiljø, der matcher deres ønsker.
10. klasse spiller en vigtig rolle for unge, der har brug for ekstra tid til at afklare deres fremtidsvalg. Det brede udvalg af skoler og undervisningsformer, der tilbyder 10. klasse, henvender sig til en mangfoldig gruppe elever med vidt forskellige forudsætninger og behov.
Mange unge har brug for et ekstra år
I skoleåret 2022/23 deltog over 39.000 elever i 10. klasse på tværs af forskellige skoletyper. Disse tal viser klart, at der er stor efterspørgsel og behov for dette ekstra skoleår. For disse elever er 10. klasse ikke blot et “spildår”, men et afgørende skoleår, der giver dem mulighed for at blive fagligt og personligt klar til ungdomsuddannelserne.
Styrker fællesskabet og skaber tryghed
Det ekstra skoleår giver de unge mulighed for at styrke deres faglige kompetencer og personlige udvikling, inden de går videre i uddannelsessystemet. Et andet vigtigt aspekt ved 10. klasse er den stærke fællesskabsfølelse, der ofte kendetegner dette skoleår. Der bliver ofte lagt vægt på at skabe et trygt og nært miljø, hvor eleverne kan udvikle sig – både som individer og som en del af et større fællesskab. Mange unge oplever, at de gennem fællesskabet i 10. klasse får mulighed for at reflektere over både samfundsmæssige og personlige emner som demokrati, bæredygtighed, fremtidsvalg og motivation. Gennem de nære relationer i klassen kan de få støtte og opmuntring, som hjælper dem videre i deres udvikling.
Afskaffelse af 10. klasse risikerer at svigte en hel generation
Hvis 10. klasse bliver afskaffet i stort set alle skoleformer, som foreslået i regeringens reform, risikerer vi at svigte en hel generation af unge, der har brug for dette ekstra år til at modnes og afklare deres fremtidsvalg. At kalde 10. klasse et overflødigt år overser, hvor afgørende det er for mange unge at få ekstra tid til at styrke deres faglige niveau og personlige udvikling og træffe velovervejede beslutninger om deres videre uddannelse.
#bevar10klasse
Fakta om reformudspillet
Ifølge reformudspillet afskaffes 10. klasse som selvstændigt tilbud på alle skoleformer på nær nogle få undtagelser.
Fremover er det hensigten, at 10. klasse skal integreres i det nye, sammenhængende epx-forløb, som skal være et tilbud til blandt andet de unge, der i dag vælger 10. klasse efter 9. klasse og har bestået folkeskolens afgangseksamen.
Efterskolerne vil ifølge reformudkastet fortsat kunne tilbyde et 10. skoleår, hvor det faglige indhold skal minde om indholdet af og kravene til 10. klasse i dag. Eleverne vil ikke vil kunne aflægge folkeskolens prøver. I stedet kan 10. skoleår på efterskolerne afsluttes med interne prøver. Eleverne kan ikke anvende de interne prøver til at forbedre deres karaktergennemsnit af folkeskolens afgangseksamen fra 9. klasse. Et 10. skoleår på efterskolerne kan bruges til kvalificering som forberedelse til en optagelsesprøve til en gymnasieuddannelse. Samtidig skal elever, der ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, og derfor ikke har retskrav til epx, kunne tage en afsluttende prøve på efterskolen, der giver adgang til epx. Regeringen vil, som en del af udspillet, afsætte et tocifret millionbeløb, der skal understøtte, at en afgrænset gruppe af unge kan få dækket hele eller dele af egenbetaling for et efterskoleophold.
Frie fagskoler får også mulighed for at tilbyde et tilsvarende fagligt skoleår efter 9. klasse.
FGU er et forberedende tilbud til unge under 25 år, som har behov for faglig eller social udvikling efter grundskolen. Regeringen vil indføre et retskrav til optag på et 10. skoleår på FGU for unge, som ikke har retskrav på at starte på epx efter 9. klasse, fordi de ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen. Der gives desuden en ret til FGU til unge, der i løbet af det første skoleår efter 9. klasse afbryder et efterskoleophold eller en ungdomsuddannelse.