Den traditionsrige morgensang videreudvikles særligt for at styrke sammenholdet blandt de ældste elever på Sct. Joseph Skole.

Morgensangen har altid været en fast del af hverdagen på Sct. Joseph Skole – men nu har den fået en makeover. For at styrke sammenholdet og især fange de ældste elevers opmærksomhed har skolen gentænkt det traditionelle format. Resultatet er et nyt samlingspunkt, hvor trivsel, fællesskab og personlig udvikling synges ind som dagens første toner.

Med blik for at alle elever skal føle sig inkluderet og engageret, har skolen fokuseret på trivsels- og fællesskabsfremmende aktiviteter særligt for udskolingseleverne. For når fællesskabet skal styrkes, kræver det også, at aktiviteterne giver mening for dem, der står midt i deres ungdomsår.

“Det kan være svært at ramme både de små og de store elever stemningsmæssigt og sangvalgsmæssigt,” siger skoleleder Thøger Ottosen, der også fortæller, at det dog blot er en del af forklaringen på udviklingen af det nye format.

“Vi vil rigtig gerne invitere samfundet ind i skolen.”

Thøger ottosen, skoleleder, sct joseph skole Ringsted

For på Sct. Joseph Skole er morgensangen stadig et centralt element i skolens indsats for at fremme trivsel og skabe trygge fællesskaber – ikke mindst blandt udskolingseleverne, der stadig har brug for en meningsfuld ramme at mødes i.

Tidligere har den katolske skole arrangeret traditionel morgensang for alle skolens elever mandag, onsdag og fredag, men i en særlig indsats for at ryste eleverne tættere sammen og sætte fællesskab og trivsel på dagsorden, er der nu lavet et nyt morgensangsformat:

Mandag:
Forbeholdt de yngste elever (0.-6. klasse) med klassisk morgensang under ledelse af musiklærere og skoleleder.

Torsdag:
Udskolingseleverne (7.-9. klasse) mødes med fokus på teambuilding, oplæg eller andre fællesaktiviteter.

Fredag:
Hele skolen samles til fælles morgensang.

Fra sang til sammenhold: Morgensang og trivsel i udskolingen

For de ældste elever kan der være brug for anderledes måder at mødes og være sammen på. Derfor har Sct. Joseph Skole udviklet formatet, så trivsel og relationer er i fokus, og hvor alle kan være med – uanset stemmeføring.

Af særlige indsatser fremhæver skoleleder Thøger Ottosen og viceskoleleder Per Kruse Carlsen blandt andet, at der skal arbejdes på sammenholdet på tværs af de enkelte klasser. Afstanden mellem klasserne har tidligere været for stor, og de giver også giver udtryk for, at eleverne ikke har haft nok med hinanden at gøre på tværs af klassetrin.

Derfor har eleverne under udskolingens morgensang for nyligt deltaget i en øvelse med netop det som fokus. Her stod eleverne i en stor cirkel og byttede plads, hvis et bestemt udsagn passede på dem. Det kunne være noget så simpelt som farven på deres sko, om de har søskende på skolen, eller mere personlige spørgsmål som, om deres forældre er skilt.

Øvelsen er et konkret eksempel på, hvordan skolen arbejder aktivt med at nedbryde barrierer og skabe nye bånd mellem eleverne – også på tværs af klasser. Ved at dele små detaljer om deres liv opdager eleverne, hvor meget de har til fælles – og de får et sammenhold, der rækker ud over klasseværelset.

“Det handler jo meget om at finde fællesskaber og dyrke, at vi er et fællesskab. […] Og det synes jeg, også at vi har succes med,” fortæller skolelederen.

Udover teambuilding-øvelser, der skal bygge bro mellem udskolingsklasserne, har skolen flere andre idéer på blokken til fremtidige torsdagssamlinger. ”Vi vil rigtig gerne invitere samfundet ind i skolen,” siger Thøger Ottosen, med henvisning til kommende oplæg, der har det fælles formål, at de skal rykke skolens elever sammen og samtidig også åbne skolen op for gæster.

Af idéer for fremtidige oplæg nævnes bl.a. en workshop fra ungdomsorganisationen Headspace. Det er et godt eksempel på, hvordan morgensangen har ændret karakter og i mere bevidst grad har fået funktion som trivsels- og fællesskabsfremmende.

Ved at tilpasse formatet til elevernes alder og behov, vil skolen ikke blot engagere – men skabe ejerskab og tryghed. Når elever møder dagen i et fællesskab, hvor de bliver set, hørt og mødt, styrker det ikke bare deres lyst til at deltage – men deres trivsel i hverdagen. Det er netop kernen i skolens tilgang: Fællesskab som fundament for trivsel.

Samfundsløftet | Skolen som forebyggende instans

Danmarks Private Skolers medlemsskoler har sammen vedtaget Kodeks – de 7 Samfundsløfter, heriblandt løftet om ’Skolen som forebyggende instans’. Med udviklingen af morgensangsformatet har Sct. Joseph Skole gjort en særlig indsats for at fremme trivslen og sætte fællesskabet i første række hos deres udskolingselever. Skolen vil med det nye morgensangsformat sørge for, at alle skolens elever – store som små – får en god start på dagen.