Læs debatindlægget i Skolemonitor her
Debatindlægget som indsendt af foreningen:
PPR | Lige muligheder for alle børn – uanset skoleform
Af Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier
Antallet af børn og unge, der har særlige behov vokser.
Behovet for specialundervisning er stigende på både frie og private skoler og på folkeskoler, hvorfor skolers og kommuners udgifter hertil stiger voldsomt.
Elever, der har behov for støtte eller et differentieret undervisningstilbud, men som ikke har brug for støtte i et omfang, så det går ind under betegnelsen ”specialundervisning”, har også ret til at få hjælp.
En voksende gruppe af børn og unge har udfordringer, der truer deres trivsel og regelmæssige skolegang. Dem skal skolerne også forholde sig til.
Med stigningen af elever med særlige behov følger skolernes behov for hjælp og vejledning fra den kommunale Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning (PPR). Vi ser et system, der er strakt til det yderste.
Mangel på tid hos PPR-medarbejdere, utilstrækkelige ressourcer ift. omfanget af opgaver og hyppig udskiftning af medarbejdere. Det er et stort problem, at den hjælp, skolerne har brug for, mange steder er mangelfuld, uden stabilitet og med meget lange ventetider. Det efterlader skolerne – og ikke mindst de børn og unge, der er omdrejningspunktet – i uholdbare situationer, hvor de måske ikke rettidigt modtager den hjælp, de har behov for.
Disse udfordringer hos PPR mærkes i høj grad på de frie og private skoler. De frie og private skoler er ikke blot afhængige af ekspertisen fra PPR, men er i henhold til lovgivningen bundet til PPR i forhold til tilskud. Skolerne er dybt afhængige af PPR.
På de frie og private grundskoler oplever vi desværre en øget skævhed i tilgængeligheden og kvaliteten af PPR. Det er kritisk. I nogle kommuner oplever de frie og private skoler, at de bliver nedprioriteret i forhold til de offentlige skoler, hvilket direkte strider mod lovgivningen. De frie og private skoler har ret til samme PPR-betjening som de offentlige. Forskelsbehandling truer med at underminere grundlaget for vores skole- og uddannelsessystem, hvor alle børn, uanset skolevalg, skal have lige adgang til støtte og bistand, så de sikres så godt og trygt et skoleforløb som overhovedet muligt.
Lad os dog slå fast, at der selvfølgelig er kommuner, hvor der er et tæt og stærkt samarbejde imellem PPR og frie og private skoler, men det er desværre tendensen, at PPR-betjeningen af frie og private skoler aktivt søges begrænset og nedprioriteret. Det kan opleves på mange måder. Der er for eksempel kommuner, der sætter et maksimalt antal på, hvor mange PPR-udredninger en fri og privat grundskole kan få, uanset skolens elevtal eller de specifikke elevbehov, der måtte være. Andre kommuner indfører ’kunstige’ administrative begrænsninger og krav for frie og private grundskolers adgang til PPR-betjening. I nogle kommuner har man indført betaling for visse PPR-ydelser, der altid, tidligere har været tilbudt elever på frie og private skoler.
Senest kompliceres tingene af, at visse kommuner nu uddelegerer visitationskompetencen til den enkelte kommunale folkeskoleledere. Det kan muligvis give god mening i forhold til folkeskolerne, men det kan skabe usikkerhed for de frie og private grundskoler om, hvordan samarbejdet med kommunerne skal foregå fremover.
Lige nu foregår der politiske forhandlinger om folkeskolen, hvor også specialundervisning og PPR er på dagsordenen. I den forbindelse er det afgørende, at der er et helhedssyn på barnet, uafhængigt af om barnet går i en folkeskole eller på en fri og privat grundskole. Vi håber på en tilgang, der sikrer stærk kommunal servicering af alle børn og unge, som har støttebehov.
I dag er der, pga. en strukturel barriere i systemet, i høj grad opmærksomhed på de børn og unge, der har et støttebehov, der overstiger 9 klokketimer ugentligt (dem, der går ind under definitionen ”specialundervisningselever”), uagtet at der er mange elever, der har brug for hjælp, men i mindre grad. En fornyet tilgang bør også fokusere på tidlige og forebyggende indsatser, der kan imødekomme børnenes behov, før de udvikler sig til mere omfattende udfordringer, der kræver endnu mere indgribende og ressourcekrævende indsatser. Det kræver bl.a. et tæt og konstruktivt samarbejde mellem PPR og de enkelte skoler, der har eleverne og deres familier tæt inde på livet.
Kommuners restriktive tilgang til PPR-betjeningen har direkte, negative konsekvenser for børn og unges trivsel og læring. Vi står over for en problemstilling, der ikke blot er administrativ eller organisatorisk, men som rører ved kernen af, hvad det vil sige at sikre alle børn og unge ret til et skoleliv, hvor der tages de fornødne hensyn til støttebehov.
Forestil dig at et barn møder op på kommunebiblioteket og beder om hjælp til at finde en bog om et bestemt emne. Barnet afvises med henvisning til, at det ikke går på en folkeskole, men i en fri og privat grundskole! Synes dét retfærdigt? Nu handler dette indlæg, som bekendt, ikke om kommunal biblioteksbetjening, men om elever med særlige behov og PPR-betjening.
De frie og private skoler ønsker at kunne varetage undervisningen af alle børn, også elever med særlige behov. Dette kan imidlertid kun lade sig gøre, hvis den specialviden og de kompetencer, der er til stede i kommunernes PPR også stilles til rådighed for de frie og private skoler. Vi ønsker, at alle børn med særlige behov bliver behandlet ligeværdigt. Vi ønsker, at alle børn og unge, uanset skoleform, får den hjælp, de har behov for.
