Sankt Birgitta Skoles traditionsrige julemarked har genereret penge til en inflationspulje, der skal hjælpe de forældre, som har svært ved at betale skolepenge.
”Julen er hjerternes fest”, siger man. Det handler bl.a. om at gøre en forskel for andre. Julen handler ikke kun om de flettede, strikkede, klippede eller bagte hjerter. I hvert fald ikke på Sankt Birgitta Skole i Maribo.
Der var dog rigelige mængder af juleguf, julestads og julespas, da Sankt Birgitta Skole inviterede til deres traditionsrige julemarked, der i høj grad samler lokalsamfundet. Julemarkedet tiltrækker altid mange lokale og tidligere elever. I år gik overskuddet fra salget til de mange besøgende til et helt særligt formål: En inflationspulje.
Hjælp til pressede familier
Nogle af skolens forældre ser ind i økonomiske vanskeligheder på grund af den stigende inflation og de stærkt forhøjede energipriser. En nyoprettet ”inflationspulje” skal hjælpe de forældre, som har svært ved at betale skolepenge i denne vinter.
”Det er generelt vigtigt for os, at vores skoletilbud kan være for alle, der vil skolen. Det skal være en reel valgmulighed for alle, uanset deres økonomiske forhold”, siger skolens bestyrelsesformand, Palle Nevad Frandsen.
Skolen har da også andre tiltag, bl.a. fripladsordninger, der nedbryder barrierer for, at socioøkonomisk svage familier kan vælge skolen. ”Inflationspuljen” er dog målrettet forældre og elever, der allerede er tilknyttet skolen.
”Skulle det ske for en familie, at man kommer i økonomisk uføre, skal det ikke gå ud over barnet. Vi vil strække os langt for at finde løsninger”, fortæller Palle Nevad Frandsen.
Det er naturligt at tage ansvar
Jens Peter Mølgaard, skoleleder på Sankt Birgitta Skole, mærker også, at forældre til privatskolens elever er pressede af krisen i samfundet, men ”det skal ikke være pengene, der gør, at forældre må fravælge os”, understreger han: ”For os er det naturligt at tage socialt ansvar. Det er en del af skolens DNA”.
Der er i hvert fald ikke tvivl om, at skolens aktører er enige i tankegangen. Det viser bl.a. opbakningen til julemarkedet og dets formål.
”Generelt har der været en rigtig god opbakning fra forældrene, og både før, under og efter julemarkedet har forældre udtrykt glæde ved, at man er med til at hjælpe dem, der har det svært. De har forklaret, at det giver ekstra glæde at lægge de store kræfter i julemarkedet, når formålet er godt”, fortæller Jens Peter Mølgaard.
Og det er netop skolens forældre, der trækker det helt store læs i planlægningen og afviklingen af det traditionsrige julemarked. På spørgsmålet ”betyder det noget for dig”, svarer skoleleder, Jens Peter Mølgaard, ”ja”: ”Det betyder meget for mig at vise det fællesskab, skolen er. ”Find dig i fællesskabet”, skriver vi flere steder. Det er meget motiverende at se forældre steppe op for hinanden og dejligt, også for medarbejderne, at se, hvordan forældre kæmper for andre på deres børns skole.”
Aktiviteter og indsatser, der gør en forskel
Medlemsskolerne i foreningen Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier har givet hinanden håndslag på at indfri 7 samfundsløfter. Et af disse er løftet om ”Skolens mangfoldighed”. Samfundsløftet kan f.eks. omhandle konkrete aktiviteter eller indsatser, der sikrer, at skolens tilbud kan komme alle til gode, uanset socioøkonomisk baggrund. Samfundsløftet kan også omhandle en tydeliggørelse af de ordninger, der er på skolen, målrettet familier og elever, der har det økonomisk svært. Det er Sankt Birgitta Skoles initiativer et godt eksempel på.