Hvad er egentlig skolens ansvar? Det er vigtigt som skole at være sig bevidst, hvordan man – udover uddannelse og dannelse af børn og unge – kan bidrage til fællesskabet.

Karsten Suhr Danmarks Private Skolers formand

Af Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler

Naturligvis er skolens ansvar først og fremmest at uddanne og danne eleverne. Man kan hævde, at skolen, gennem dens kerneopgave, dermed tager et samfundsansvar, men skolens samfundsansvar anno 2021 bør ses i et bredere perspektiv. Derfor har medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler vedtaget et fælles kodeks med 7 samfundsløfter, der bl.a. er et udtryk for det synspunkt, at flere samfundsmæssige udfordringer bør have en plads, når der tales om skolers varetagelse af samfundsansvar.

En skoles samfundsansvar realiseres gennem indsatser og aktiviteter, der kan være målrettet de personer, der til daglig er en del af skolen, nemlig elever, deres forældre og skolens medarbejdere – både som individer og som en del af skolens mange interne fællesskaber. Derudover realiseres samfundsansvaret også via indsatser og aktiviteter, der er målrettet det omkringliggende samfund – lokalt og globalt, – altså individer og fællesskaber uden for skolen.

Skolens samfundsansvar kan komme til udtryk på mange måder. Samfundsansvar kan bl.a. aktiveres, når skolen gør en forskel for omverdenen, f.eks. ved at have fokus på bæredygtig udvikling, eller ved at have et lokalt og globalt engagement, bl.a. i forhold til personer og grupper, der lever under vanskelige vilkår og har det svært.

Skolens samfundsansvar kan komme til udtryk i skolens evne til at iværksætte indsatser og aktiviteter med det formål, at eleverne helt overordnet får de bedste muligheder i deres liv og arbejdsliv. Skolen må have mod til at iværksætte aktiviteter og indsatser, der eventuelt bevæger sig i kanten af det, man normalt forventer, at skolen skal beskæftige sig med. Skolen skal naturligvis fortsat fokusere på viden og færdigheder, men skal også åbne op og fokusere på andre kernefærdigheder end de traditionelle, på kompetencer til at løse komplekse udfordringer og på bestemte personlige egenskaber. Skolen kan have fokus på temaer som kreativitet, idéudvikling og innovation, STEM-kompetencer, teknologiforståelse og teknologietik eller samarbejde over kulturelle og sproglige skel. Skolen kan virkeligt udvikle og flytte noget, hvis disse temaer gives reel betydning i skolens undervisningstilbud.

Skolens aktiviteter eller indsatser, der understøtter kvalificerede uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse, er indlysende vigtige i et samfundsperspektiv. Skolen kan bl.a. benytte data om deres elevers videre vej i uddannelse for at kunne kvalitetsudvikle i forhold til systematik i mål og ansvarsfordeling og i forhold til undervisning, oplysning og vejledning. Samfundsansvar tager skolen, når den har særlige indsatser i forhold til bl.a. diversitet i uddannelses- og jobvalg og på, at særligt udfordrede elevgrupper kommer videre i uddannelsessystemet.

Skolen har en kæmpe betydning i forhold til at forebygge problemer, der kan have store konsekvenser for det enkelte menneske og i sidste ende samfundet. Forebyggelse af mistrivsel, fokus på elevfravær, samarbejde med andre forebyggende instanser og etablering af omsorgsgrupper er alle oplagte indsatsområder i et samfundsansvarligt perspektiv. Skolen kan også sætte aftryk ved bevidst at bestræbe sig på, at flere børn, unge og voksne skal have god psykisk og fysisk sundhed.

Skolens fokus på rettigheder og konventioner kan i bund og grund sige noget om dens samfundsansvarlige identitet. Man bør i princippet kunne aflæse dette fokus i både adfærd, aktiviteter, strategier og politikker på skolen og naturligvis i relation til kerneydelsen og eleverne. Også her bør der lægges et bredere perspektiv. Rettigheder og konventioner handler om hele skolens virke og alle dens aktører. Desuden rækker ”skolens virke” længere end til skoleporten.

”Alle elever skal blive så dygtige som muligt, uanset deres udgangspunkt”. Det er et naturligt pejlemærke for en skole. Det er derfor både ansvarligt og naturligt at have indsatser og aktiviteter for elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, indsatser for særligt fagligt svage elever og også indsatser for de særligt fagligt stærke elever. Det er i det hele taget vigtigt at fokusere på faktorer, der skaber resultater for elever med særlige behov.

Samfundsansvar i en fri og privatskolekontekst må nødvendigvis ses i relation til muligheden for, at de forældre og elever, der deler værdifællesskab med skolen, har en reel mulighed for at blive optaget.

Dermed bliver konkrete aktiviteter og indsatser, der understøtter optag og udvikling af alle børn og unge, uanset deres sociale baggrund vigtige i denne skoleform.

De frie og private skoler har givet hinanden hånd på at skabe synlighed omkring det, de allerede gør og på at iværksætte nye samfundsansvarlige aktiviteter og indsatser, der harmonerer med deres værdigrundlag. Skolerne vil gerne give svar på og inspiration til, hvad en skole også kan være i et samfundsperspektiv. De frie og private skoler ser sig selv som en del af civilsamfundet, der i kraft af deres frihed både bør og kan skabe anderledes løsninger på nogle af de forhold, som samfundet har brug for.

Redigeret udgave af ovenstående debatindlæg er bragt på Politiken Skolemonitor d. 7. januar 2021

Kontakt:

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk

Send sikker mail til Simone. Klik her.

Særlige arbejdsområder:

  • Souschef i foreningens sekretariat
  • Ansvarlig for strategisk kommunikation
  • Interessevaretagelse
  • Pressehåndtering

Rådgivning:

  • Tilsyn
  • Skolens undervisning (lovgivning, kvalitet og evaluering)
  • Frihed og folkestyrekravet i skolens virke og undervisning