Regeringens plan om at afskaffe 10. klasse udgør en direkte trussel mod de internationale skolers eksistens. Disse skoler er afhængige af 10. klasse for at opretholde deres uddannelsestilbud i overensstemmelse med internationale standarder som Cambridge og IB. De internationale skoler er uundværlige for tiltrækning og fastholdelse af højt specialiseret international arbejdskraft.

Læs foreningens debatindlæg, offentliggjort i Skolemonitor, december 2024.

Nedlæggelsen af 10. klasse: En trussel mod Danmarks internationale tiltrækningskraft


Regeringens forslag om at nedlægge 10. klasse truer Danmarks position som en attraktiv destination for internationale familier. Forslaget er derfor også en trussel mod danske virksomheder. Uden 10. klasse risikerer vi at underminere de internationale skoletilbud, der er afgørende for Danmarks evne til at tiltrække og fastholde højt specialiseret arbejdskraft.

Der er allerede sagt og skrevet meget om regeringens ønske om at nedlægge 10. klasse som en del af en reform af ungdomsdannelserne. 10. klasse er afgørende for unge, der har behov for ekstra tid til at finde retning i deres fremtidige valg. De mange forskellige skoleformer, der tilbyder 10. klasse i dag, imødekommer en bred vifte af elever med forskellige baggrunde og behov. Nedlæggelsen af 10. klasse er en virkelig dårlig idé! Sandheden er, at 10. klasse er afgørende, både for de elever, der går der og for det mangfoldige uddannelsestilbud, den understøtter. Der er specifikke vinkler og sammenhænge, der ikke har fået opmærksomhed, herunder nogle betydende konsekvenser for uddannelseslandskabet, når 10. klasse med et håndkantsslag fjernes fra skolekortet.

Hvem ved f.eks., at 10. klasse i dag er helt afgørende for, at danske virksomheder, universiteter og organisationer kan levere verdensklasse produktion, forskning og viden? Det er næppe en sammenhæng, de fleste er klar over. Mange danske virksomheder – bl.a. dem, vi ynder at ”prale af” og fremhæve over for udlandet – er dybt afhængige af, at der er danske grundskoler og gymnasier med internationalt anerkendte skoletilbud, så specialiseret udenlandsk arbejdskraft – og deres familier – kan tiltrækkes og fastholdes i Danmark.

Børn og unges mulighed for at fortsætte deres grundskole eller ungdomsuddannelse efter afsluttet international grundskole er centralt for familier, der overvejer at arbejde for danske virksomheder og flytte til Danmark – og som senere ønsker at kunne forlade landet igen, uden at det får alvorlige konsekvenser for børnenes uddannelse.
For disse familier er de anerkendte internationale skoletilbud i Danmark, der udbyder skole og uddannelse efter Cambridge- og IB-standarderne, afgørende. Det handler ikke kun om, at undervisningen foregår på engelsk, men også om, at det er uddannelsesforløb, der gør det muligt for eleverne at fortsætte og afslutte den samme uddannelse hvor som helst i verden. Samtidig sikrer de afsluttede forløb adgang til videregående uddannelser både i Danmark og internationalt. De danske internationale skoler, der udbyder disse skoleforløb, er dybt afhængige af, at et grundskoleforløb kan indeholde et ekstra skoleår,10. klassetrin, som på de internationale skoler benævnes ”year 11”. Ellers kan skolerne ikke leve fuldt op til de internationale Cambridge- og IB-standarder, hvor grundskolen afsluttes efter 11 års skolegang.

Nedlæggelsen af 10. klasse vil foranledige mange konsekvenser. Én af dem er stærkt forringede internationalt anerkendte uddannelsesmuligheder i Danmark. Det medfører, at familier med høj specialiseret og eftertragtet viden og kompetencer ikke nødvendigvis bosætter sig i Esbjerg, Viborg eller København, men i stedet tager til Stuttgart, Dublin eller Stavanger, hvor deres børn kan tilbydes attraktive skoletilbud.

Det kan vi ikke være tjent med i Danmark.