Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler giver 7 samfundsløfter. Det er resultatet af vedtagelsen af et nyt fælles kodeks for samfundsansvar på foreningens årsmøde. Skolerne arbejder allerede aktivt for at gøre en forskel for samfundet. Det understreger skolerne nu gennem konkrete aktiviteter og indsatser inden for syv kernetemaer, der er til gavn for samfundet.

På Danmarks Private Skolers årsmøde d. 24. oktober 2020 vedtog medlemsskolerne et kodeks for samfundsansvar: De 7 samfundsløfter. Med kodekset forpligter skolerne sig på at have eller iværksætte indsatser inden for syv kernetemaer, der gavner samfundet. Skolernes indsatser og aktiviteter skal bl.a. fremme mangfoldighed, forebygge problemer og understøtte rettigheder. Kodekset er desuden et udtryk for skolernes holdning til, hvad samfundet med rette kan forvente af de frie og private skoler, når det handler om at tage samfundsansvar.

”Vi bliver af og til opfattet som en skoleform, der melder sig ud af fællesskabet. Det er derfor vigtigt for os, at det, vi faktisk står for, og de konkrete, samfundsansvarlige handlinger vi foretager os, ses og anerkendes af andre”, siger Karsten Suhr, der er formand for Danmarks Private Skoler.

Samfundsløfterne forpligter

168 frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser er medlem af foreningen Danmarks Private Skoler. Skolerne er forskellige skoler med forskellige værdigrundlag. Samfundsansvar er en fællesværdi. Kodekset – de 7 samfundsløfter – er eller bliver omsat til indsatser eller aktiviteter, der harmonerer med værdigrundlaget på den enkelte skole. Karsten Suhr, forklarer, at samfundsløfterne er en ramme, skolerne forpligter sig til at udfylde:

”På en eller anden måde bliver begrebet samfundsansvar altid bragt på banen i debatten om de frie og private skoler – på godt og ondt. Vi vil gerne vise, hvad vi gør, og hvad vi kan som enkeltskoler og som fællesskab.”

Samfundsansvar ses i et bredt perspektiv

De 7 samfundsløfter lægger op til, at skolerne skal arbejde med tematikker, der gavner samfundet som helhed – lokalt og globalt. For det er vigtigt at se skolernes samfundsansvar i et bredt perspektiv; det skal både rettes mod individet, fællesskabet i skolen og det omkringliggende samfund. Ifølge foreningens formand er det nødvendigt at insistere på, at mange samfundsmæssige udfordringer skal have en fremtrædende plads, når der tales om skolers varetagelse af samfundsansvaret:

”Vi mener først og fremmest, at det er vores ansvar at skabe optimale rammer for uddannelse og dannelse af eleverne. Vores opgave og ansvar rækker dog ud over det at være udbyder af kvalitetsuddannelse, og udover det man kan betegne som skolens indre liv.”

Et handlingsorienteret kodeks

Samfundsløftene skal omsættes til det levede skoleliv på den enkelte skole. Skolerne skal hver især afgøre, hvordan kodekset og de 7 kernetemaer omsættes til eksplicit fokus, konkrete strategier, adfærd, aktiviteter, initiativer og handling. Karsten Suhr understreger:

”Samfundsløfterne betyder, at man gør noget som skole – at man handler. Kodekset er et løfte, skolerne giver i forhold til dem selv som enkeltinstitution og samtidig et løfte til det fællesskab, de er en del af som skoleform. Skolerne kan helt indlysende ikke lade være med at sætte fokus på samfundsansvar, fordi de som værdibaserede skoler tager deres skrevne værdisæt alvorligt.”

Foreningen ser frem til at kunne fortælle om og vise de mange gode eksempler på, hvordan medlemsskolerne konkret arbejder med kodekset og de 7 samfundsløfter i løbet af de næste år.

De 7 samfundsløfter

Skolen og omverdenen

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, hvor vi gør en positiv forskel for omverdenen; det store fællesskab, vi er en del af.

Skolens rummelighed og resultater

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter ansvarligt optag og positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt.

Skolen til fremtiden

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der gør, at vores skole udvikles med henblik på at forberede og give eleverne kompetencer til det liv og arbejdsliv, de vil opleve i en nærtstående fremtid.

Skolens mangfoldighed

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter optag og udvikling af alle børn og unge, uanset social baggrund.

Skolen som forebyggende instans

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der forebygger problemer med store konsekvenser for individet og samfundet.

Skolens fokus på rettigheder og konventioner

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter de grundlæggende rettigheder for alle.

Elevens videre vej i uddannelsessystemet

Vi har konkrete aktiviteter eller indsatser, der understøtter kvalificerede uddannelsesvalg og fremmer, at eleverne går videre i uddannelse.

Foreningen Danmarks Private Skoler har sin historiske rod i en forening stiftet i 1891. Danmarks Private Skoler er organisation for 168 frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser over hele Danmark. Her har 70.000 elever deres daglige skolegang.

Læs mere om det fælles kodeks for samfundsansvar – de 7 samfundsløfter her

Kontakt:

Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk
Søren Tonnesen Lodahl
Sekretariatschef

3330 7929
2961 7520
stl@privateskoler.dk