Danmarks Private Skoler sætter igen fokus på indsatser og aktiviteter, der gør en positiv forskel for ordblinde elever. Det sker på den tilbagevendende KONFERENCE OM DYSLEKSI/ORDBLINDHED, som afholdes d. 2. februar 2023.  På konferencen sættes bl.a. fokus på undervisningsindsatser og støtte, når en elev er testet ordblind. Der gives ligeledes konkrete bud på, hvordan man som undervisere kan støtte og øge selvforståelsen hos de ordblinde elever.

Konferencedagen er bygget op om to oplæg samt en række workshops, man kan vælge imellem.

Rød, gul eller grøn score?

Der er sket meget på ordblindeområdet, og bl.a. Ordblindetesten og Risikotest for ordblindhed har bidraget til et øget fokus på og en større accept af ordblindhed. Men test gør det ikke i sig selv, og det er derfor helt afgørende at fokusere på undervisningsindsatser og støtte, når en elev er testet ordblind. Ligeledes er det afgørende at sætte ind og sikre den rette indsats, når en elev oplever vanskeligheder med skriftsproget af andre årsager end ordblindhed. Dette gælder f.eks. elever, som scorer svarende til gul eller grøn kategori på Ordblindetesten. Trine Nobelius fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vil i et oplæg belyse ordblindhed, afdækning af ordblindhed og centrale opmærksomhedspunkter i undervisningen af elever med ordblindhed og andre læsevanskeligheder. Lisa Folmer Wessman, ligeledes fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, vil gennemgå, hvilke kriterier, der ligger til grund for tildeling af SPS, og hun vil også gennemgå reglerne for SPS i det videre uddannelsesforløb efter grundskolen.

Emotionelle følger af ordblindhed

Cand. Mag. i audiologopædi og psykoterapeut Carina Vallentin Degn giver på konferencen et oplæg om emotionelle følger ved dysleksi. Carina Vallentin Degn fremhæver, at der i vores kultur er udpræget fokus på skriftsproglige færdigheder, og at målet for succes i livet er ofte afspejlet i uddannelse og job. Som følge af det, er der risiko for, at dysleksi kan medføre negative emotionelle følger som lavt selvværd, manglende selvtillid, identitetsbaseret skam og angst. Tidlige følelsesmæssige erfaringer med ikke at lykkes kan sætte spor ind i ungdoms- og voksenlivet, særligt hvis eleven har manglet hjælp til at forstå ”hvad der er galt”. Hvordan kan vi styrke forståelsesrammen omkring eleven? Hvordan takler og forstår vi elevens modstand/ selvbeskyttelsesstrategier? Hvordan skaber vi nye trygge læringsmiljøer med passende udfordringer? Det er nogle af de spørgsmål, der søges svar på i Carina Vallentin Degns oplæg.

Workshops

Konferencen afsluttes med wokshops. Deltagerne kan melde sig på to workshops af fire, der henholdsvis omhandler temaerne: ’Klar til eksamen, skriftlig dansk’, ’ AppWriter – værktøjer til læse- og skrivestøtte’, ’CD-ORD – program til læse- og skrivestøtte’ og ’SubReader – hjælpemiddel til oplæsning af undertekster’.

Konferencen afholdes d. 2. februar 2023 i Aarhus.

Kontakt

Tine Boholm Brandsborg
Kursuskoordinator, webansvarlig

33307928
tbb@privateskoler.dk

Sikker mail til Tine. Klik her.
I mailen bedes du skrive “att: Tine”

Særlige arbejdsområder:

    • Kursus- og arrangementskoordination
    • Foreningens hjemmeside
    • Kommunikationsopgaver