Ultimo-forhandlingen om OK24 er afsluttet. Det betyder, at pensionsbidraget for pædagogisk personale ved frie grundskoler forhøjes med virkning fra 1. april 2026.

Overenskomstparterne – Aftaleenheden ved Frie Grundskoler og Aftalefællesskabet (BUPL og FOA for Frie Grundskoler) – har afsluttet ultimo-forhandlingen om overenskomsten for 2024–2026 for det pædagogiske personale ved frie grundskoler. 
Ultimo-forhandlingen er en opfølgning på OK24, hvor parterne aftalte at gennemgå lønudviklingen i overenskomstperioden. Formålet var at afdække lønudmøntningen og vurdere, om der var grundlag for yderligere udmøntning på op til 0,24 % af lønsummen. 

Enighed om forhøjelse af pensionsbidrag 

På baggrund af opgørelsen af lønudviklingen for overenskomstperioden har parterne konstateret, at der var grundlag for en rammeudmøntning ved ultimo-forhandlingen. Parterne er derfor blevet enige om følgende ændringer: 

Pensionsbidraget på 16,2 % for ansatte i stilling som afdelingsleder forhøjes til 16,5 % med virkning fra 1. april 2026. 

Pensionsbidraget på 14,7 % for ansatte i stillinger som pædagog, pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper samt anderledes uddannet pædagog (lukket gruppe) forhøjes til 15 % med virkning fra 1. april 2026. 

Det skal skolerne gøre: 

Fra 1. april 2026 skal skolerne være opmærksomme på følgende ændringer i pensionsbidraget: 

  • Afdelingsledere: Pensionsbidraget ændres fra 16,2 % til 16,5 % 
  • Pædagog, pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper og anderledes uddannet pædagog (lukket gruppe): Pensionsbidraget ændres fra 14,7 % til 15 % 

Skolerne skal derfor sikre, at pensionsprocenten opdateres i løn- og pensionsindbetalingerne fra 1. april 2026

OK24-forløbet afsluttet 

Med aftalen er ultimo-forhandlingen gennemført, og OK24-forløbet for det pædagogiske personale ved frie grundskoler er dermed afsluttet. 

Se forhandlingsprotokollen her.

Danmarks Private Skoler er organisation for frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordelt over hele Danmark.
Foreningen varetager skolernes interesser over for bl.a. Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Interessevaretagelsen understøttes af foreningens kommunikationsvirksomhed og projekt- og analysearbejde. Foreningens sekretariat rådgiver skolerne i juridiske, økonomiske, ledelsesmæssige, pædagogiske og undervisningsrelaterede spørgsmål.
Foreningen har desuden en omfattende kursusvirksomhed for skolernes ledelser og bestyrelser.

Danmarks Private Skoler

Ny Kongensgade 15
1472 København K

T: 3330 7930
E: info@privateskoler.dk
W: www.privateskoler.dk

©2026 Danmarks Private Skoler