Den 1. juli 2025 træder nye bekendtgørelser om standardvedtægter i kraft for bl.a. frie og private grundskoler samt private gymnasier.
Ændringerne sker som led i det politisk besluttede opgavebortfald på Børne- og Undervisningsministeriets område. Man har ønsket gøre det enklere for skolerne og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet at forstå og administrere vedtægterne.
Alle vedtægter skal afspejle en fast struktur
Der er ikke tale om materielle ændringer af kravene til indholdet, men alle skoler skal fremover følge en fastlagt struktur.
Nye bekendtgørelser:
– Bekendtgørelse nr. 797 for friskoler og private grundskoler m.v.
– Bekendtgørelse nr. 798 for private institutioner for gymnasiale uddannelser
Hvad betyder det for jer?
- I skal opdatere skolens vedtægter, så de følger den nye standardstruktur.
- Der er ingen ændringer i de indholdsmæssige krav, men strukturen er obligatorisk.
- I skal have de opdaterede vedtægter på plads senest den 1. januar 2027.
Vi gør opmærksom på, at vedtægtsændringer typisk skal godkendes på generalforsamlingen. Det er derfor vigtigt at tænke processen ind i skolens årshjul og planlægge i god tid, så ændringen kan behandles og vedtages korrekt.
Vi står klar til at hjælpe jer
Som jeres skoleforening er vi naturligvis sparringspartner og rådgiver i processen. Vi tilbyder senere et webinar, hvor vi gennemgår de nye krav, tidsplanen og giver praktiske råd til, hvordan I bedst tilretter skolens vedtægt.
Vejledninger og word-skabeloner med hjælpetekster vil desuden blive offentliggjort af ministeriet senest i slutningen af august 2025 på Vedtægter på uddannelsesinstitutioner | Børne– og Undervisningsministeriet.
Kom i gang allerede nu
- Drøft ændringen i bestyrelsen.
- Læg en plan for, hvornår I skal have den nye vedtægt behandlet og godkendt.
- Tilmeld jer vores webinar – vi sender invitationen ud, så snart datoen er fastlagt.
Har I spørgsmål undervejs, er I altid velkomne til at kontakte os.