Datatilsynet har ændret praksis om offentliggørelse af billeder. Reglerne for offentliggørelse af billeder gælder for skolers vedkommende i relation til billeder af alle dens aktører, altså både ansatte, elever, forældre og eventuelle gæster.
Der skelnes med den nye praksis ikke længere mellem portræt- og situationsbilleder. Ved hvert billede skal der i stedet være en konkret vurdering af, hvilken hjemmel skolen har til offentliggørelse af billedet. Det kan f.eks. være på baggrund af et konkret samtykke eller på baggrund af en konkret interesseafvejning*.
Datatilsynet skriver:
Ved vurderingen af, om der kan ske offentliggørelse af et billede på baggrund af en interesseafvejning, kommer det bl.a. an på karakteren af billedet, herunder hvor og hvorfor billedet er taget, i hvilken sammenhæng billedet indgår, og hvad der er formålet med offentliggørelsen. Det er afgørende, at de personer, der er på billedet, ikke med rimelighed kan føle sig udstillet, udnyttet eller krænket, f.eks. i forbindelse med markedsføring eller andet kommercielt øjemed. Alderen på personen på billedet skal i den forbindelse også tages i betragtning. Overvej derfor altid, hvilke eventuelle indvirkninger eller konsekvenser en offentliggørelse af billedet kan have for de personer, der er på billedet.
Hvis det vurderes, at skolens interesse i offentliggørelse vægter højere end personerne på billedets interesser, kan billedet offentliggøres uden samtykke. I modsat fald kræver det samtykke at offentliggøre billedet.
Det er desuden nødvendigt med et samtykke for at kunne offentliggøre billeder, der kan kategoriseres som følsomme oplysninger. Det kan f.eks. være billeder, hvor man kan udlede en eller flere personers religion, fagforeningsforhold osv. Alderen på identificerbare personer skal desuden tages i betragtning.
Helt konkret kan det være tilladt at offentliggøre billeder af arrangementer og skolens dagligdag, hvis formålet alene er at skildre skolens udfoldelse af aktiviteter for skolens forældre, studerende/elever osv. Hvis offentliggørelsen har karakter af markedsføring, f.eks. brochurer og reklamer på hjemmeside, skal der altid indhentes konkret samtykke. Samtykket skal være konkret, præcist og aktuelt, hvilket blandt andet betyder, at selv om der er givet samtykke til, at skolen må offentliggøre billeder, så er det ikke ensbetydende med, at der er givet samtykke til, at skolen videregiver billeder til 3. part med henblik på offentliggørelse. Der skal altså indhentes konkret samtykke, hvis billederne skal videregives til f.eks. en skoleforening, presse eller lignende.
Da børn og unge under 18 år er særligt beskyttede, er det Danmarks Private Skolers anbefaling, at skolen ved indmeldelse indhenter samtykke til offentliggørelse af billeder.
Hvis der offentliggøres billeder, skal skolen desuden overholde sin oplysningspligt og skal således allerede forud for offentliggørelsen oplyse om; at der tages billeder; at billederne offentliggøres; hvor man kan klage over offentliggørelsen mv.
Skolens politik for brug og offentliggørelse af billeder bør også fremgå af skolens hjemmeside.
*Databeskyttelsesforordningens artikel 6, 1. f. Behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn. |