Fra den 1. august 2025 træder en ny aftale i kraft om vilkår for læreres og øvrige lederes varetagelse af opgaver i forbindelse med lærerstuderendes praktik på frie og private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler. Aftalen erstatter de tidligere bilag 1.6 og 1.7 i organisationsaftalen.

Aftalen fastlægger de konkrete rammer for arbejdet med lærerstuderende – herunder opgaver relateret til vejledning, koordinering og praktikundervisning – og præciserer samtidig, hvordan disse opgaver skal honoreres.

Aflønning af vejledningsopgaven

Skolen skal inden praktikopgaven påbegyndes tage stilling til, hvordan vejledningen aflønnes. Der er to modeller:

  • § 2, stk. 1: Opgaven indgår som en del af lærerens arbejdstid.
  • § 2, stk. 2: Alternativt kan skolen vælge at aflønne opgaven særskilt med timeløn + 50 % – i så fald medregnes tiden ikke i arbejdstidsopgørelsen.

Derudover gives følgende tillæg, jf. aftalens §§ 3-5:

  • Vejledning: Enten et fast tillæg på 4.600 kr. pr. praktikgruppe pr. praktikforløb, eller 500 kr. pr. arbejdstime.
  • Deltagelse i prøver: 700 kr. pr. prøve (førsteårsprøve og professionsprøve).
  • Koordinering og organisering: 5.600 kr. årligt + 900 kr. pr. praktikgruppe.
  • Praktikundervisning: 150 kr. pr. undervisningstime.

Ifølge aftalens § 7 kan skolen indgå lokale aftaler om tillæg i stedet for dem i §§ 3–5. Reglerne i § 2 om arbejdstid og timeløn kan dog ikke fraviges.

Aftalen omfatter både lærere og øvrige ledere (men ikke øverste ledere) og følger en forenklet aflønningsmodel, som i vidt omfang svarer til den kommunale praktikaftale – dog med nødvendige justeringer, f.eks. er der ikke aftalt særskilt ledelsestillæg.

Det er vigtigt, at skolen og medarbejderen på forhånd er enige om, hvilken aflønningsmodel der anvendes. Alle tillæg er pensionsgivende og uafhængige af beskæftigelsesgrad.

Læs hele aftalen her: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2025/9466

Danmarks Private Skoler er organisation for frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordelt over hele Danmark.
Foreningen varetager skolernes interesser over for bl.a. Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Interessevaretagelsen understøttes af foreningens kommunikationsvirksomhed og projekt- og analysearbejde. Foreningens sekretariat rådgiver skolerne i juridiske, økonomiske, ledelsesmæssige, pædagogiske og undervisningsrelaterede spørgsmål.
Foreningen har desuden en omfattende kursusvirksomhed for skolernes ledelser og bestyrelser.

Danmarks Private Skoler

Ny Kongensgade 15
1472 København K

T: 3330 7930
E: info@privateskoler.dk
W: www.privateskoler.dk

©2025 Danmarks Private Skoler