I forbindelse med valgkampen sætter foreningen Danmarks Private Skoler fokus på, hvilke principper politikerne vil stå fast på i skolepolitikken. Foreningen argumenterer for, at ambitionen om mere lokal frihed i skolen kun giver mening, hvis skolerne reelt får større råderum til selv at træffe beslutninger – frem for at blive styret af centrale krav og strukturforslag.
Debatindlægget er offentliggjort i Skolemonitor den 9. marts 2026.
Læs debatindlægget her:
Lokal skolefrihed er ikke et slogan – det er et valg
I valgkampen er det tid til at afklare, hvilke principper politikerne vil stå fast på i skolepolitikken – og hvad lokal frihed reelt skal betyde for både folkeskoler og frie grundskoler.
I valgkampen er det tid til at afklare, hvilke principper politikerne vil stå fast på i skolepolitikken – og hvad lokal frihed reelt skal betyde for både folkeskoler og frie grundskoler.
Danmark går til Folketingsvalg efter en periode med mange aftaler og reformer på skole- og uddannelsesområdet.
Meget er sket. Samtidig har én ambition lydt igen og igen: Mere lokal frihed, mindre detailstyring og større tillid til dem, der står tættest på skolen og eleverne.
Det er en ambition, som mange deler. Spørgsmålet er, om man også tør føre den helt ud i livet.
For parallelt med talen om frihed ser vi fortsat politiske strukturforslag, der fastlægger skolernes organisering fra centralt hold – blandt andet forslaget om maksimalt 14 elever i indskolingsklasserne. Intentionen er forståelig: bedre trivsel, stærkere relationer og mere ro. Men når løsningen bliver et landsdækkende krav, opstår et principielt spørgsmål: Er frihed noget, vi giver – eller noget, vi styrer?
Lokal frihed betyder, at ansvar og beslutninger placeres tæt på skolen. At skoleledelser, lærere og forældre får reel mulighed for at prioritere inden for de fælles rammer. At kvalitet ikke defineres alene gennem struktur, men gennem kultur, faglighed og relationer.
Det danske skolesystem bygger i forvejen på netop denne tanke om mangfoldighed inden for fællesskabets rammer. Vi har over 1.000 folkeskoler. Og vi har omkring 550 frie grundskoler, der er opstået på baggrund af forældreretten – altså forældres grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan deres børn skal undervises – og ønsket om at tænke skole på forskellige måder.
Den frie skoleform er måske det tydeligste eksempel på, hvad lokal frihed kan betyde i praksis. Her er friheden ikke et politisk løfte, men et grundprincip. Skolerne fastlægger selv deres værdigrundlag og organisering – under klare krav om at “stå mål med” folkeskolens faglige slutniveau og efterlevelse af frihed og folkestyrekravet.
Friheden er ikke uforpligtende. Den er forbundet med ansvar, dokumentation og demokratiske forpligtelser. Men den giver rum til variation, til pædagogisk udvikling og til, at forskellige løsninger kan eksistere side om side.
Efter valget håber vi, at politikerne vil vælge retning med afsæt i tillid frem for struktur, i principper frem for enkelttiltag.
Det danske skolesystem rummer både folkeskoler og frie grundskoler. Begge sektorer har brug for frihed, reelt råderum og stabile rammer – ikke skiftende detailregulering. Frihed under ansvar bør være mere end et slogan. Det bør være den bærende idé for hele skolepolitikken.
