Styringen af folkeskolerne har taget overhånd, og den spændetrøje, der er påsat lederne og lærerne på de enkelte folkeskoler, må løsnes.
Den frie og private skolesektor kender – om nogen – betydningen af at være ’fri’. Friheden er jo forudsætningen for sektorens eksistens. Spørgsmålet er, om der politisk er den samme erkendelse, og om der reelt er mod til at stå ved ønsket om frihed til folkeskolerne.
Når der tales om mere frihed til folkeskolerne, tales der ofte om, at disse folkeskoler skal have frihed til at fravælge og fravige; fravælge de nationale test, fravælge folkeskolens afgangseksamen; frihed til at fravige bestemmelsen om skoledagens længde.
Hos os i de frie- og private skoler ved vi dog, at det ikke er nok blot at have frihed fra noget. En fri skole skal også have frihed til noget.
Der tales om, at den enkelte folkeskole skal have frihed fra noget og fravige det almindelige. Jacob Mark (SF) foreslår senest, at ’folkefriskolen’ kan fravælge folkeskolelovens faglige detailmål og i stedet ’stå mål med’ de overordnede krav samt, mere vidtgående, at ’folkefriskolen’ kan have et alternativt holdningsgrundlag, ganske som de frie og private skoler kan.
Dermed bliver det frie skolevalg – både folke- og frie og private skoler – et centralt værdispørgsmål for den enkelte familie.
Ingen over eller ved siden af bestyrelsen
At have reel frihed handler om meget mere og andet end at kunne definere skoledagens længde. Skal en skole være fri, skal der placeres reel kompetence og ansvar hos de aktører, der udgør skolen.
Spørger man i dag, hvem der har ansvaret for den enkelte folkeskole, vil svarene være mangeartede og af og til modstridende: Er det Folketinget? Regeringen? Ministeren? Ministeriet? Kommunalbestyrelsen? Borgmesteren? Skoleudvalget? Kommunaldirektøren? Skoledirektøren? Skoleforvaltningen? Skolebestyrelsen? Skoleledelsen? Lærerne?
I den frie- og private skole er der stort ejerskab og ansvar fra såvel forældre, bestyrelse, ledelse, ansatte, elever og lokalsamfund i forhold til skolen. Men styringskæden er langt mindre. Det endelige ledelsesansvar og kompetencen til at træffe beslutninger er klart defineret og afgrænset; Skolens bestyrelse.
Bestyrelsen, der oftest består af forældre på skolen, er det øverste ledelsesorgan. Ingen over eller ved siden af. Forældre til elever ved skolen udgør skolens demokratiske grundlag og vælger den pågældende bestyrelse.
Bestyrelsen ved den frie- og private skole har fuld kompetence til at ansætte og afskedige skolens øverste leder. Skolens bestyrelse og ledelsen er fuldstændigt ansvarlige for skolens drift og udvikling. Der er ingen kommunal eller statslig indblanding. Skolen skal selvfølgelig virke indenfor lovgivningen og undervisningen skal »stå mål med folkeskolens«, men der er – i princippet – ingen højere ledelsesmyndighed.
Er skolen en succes, vil den trives og udvikles. Forvaltes friheden og ansvaret dårligt, bliver forældre, elever og ansatte væk, og skolen går konkurs. Det er frihed. Det fordrer ansvar og ejerskab.
Det er en floskel at sige, at det handler om ledelse, men det ændrer ikke ved sandheden i udsagnet. Det endelige ledelses- og bestyrelsesansvar er afgørende at have placeret hos den lokale skole, hvis en grundskole skal være fri.
Lokal ledelsesret er afgørende, da skolens undervisningsprofil og værdimæssige skal kunne forklares og forsvares lokalt hos brugerne.
Kunsten at blande sig uden om
Hvis politikerne virkeligt mener, at de ønsker mere frihed til folkeskolerne, kan de i første omgang nøjes med at kigge på styringstrykket og beslutningskæden fra Folketinget og ud til den enkelte folkeskole. Der er mange lag af politikere og forvaltninger, inden lærer Hansen skal undervise i matematik i 8.b.
Understøt den lokale skoles bestemmelsesret. Giv ægte ansvar til skolebestyrelserne og den ansatte ledelse. Skab muligheder for, at den enkelte folkeskoles primære fokus er på det lokale og på netop de elever, forældre og ansatte, der er i skolen – og ikke på skiftende og diffuse politiske krav, afrapporteringer og detailmål etc.
Og så skal politikerne øve sig i det allersværeste; kunsten at blande sig uden om.
Lad skolerne lave skole. Lad lærerne og den lokale ledelse klare undervisningen. Lad forældrene præge skolens udvikling. Tillad, at skolerne i de enkelte kommuner udvikler sig forskelligt afhængig af deres beliggenhed og lokale særegenheder. Accepter, at der begås fejl og anerkend det som forsøg og lokal vilje til udvikling.
Der skal være frihed til at tage ansvar.
Debatindlægget er bragt i Politiken Skoleliv d. 20.08.2020
