Debat | Frie og private skoler er også en del af kommunen – husk det i kommunalvalgkampen

Frie og private skoler er også en del af kommunen – husk det i kommunalvalgkampen

Til november går vi til stemmeurnerne ved kommunalvalget. Rundt i hele landet vil skolepolitik igen fylde. Men midt i debatten glemmes det ofte, at frie og private skoler er en del af kommunens børne- og ungeliv – også selvom de ikke er en del af den kommunale forvaltning. Det bør huskes, når der diskuteres prioriteringer og løsninger.

Samarbejde med kommunen

Samarbejdet mellem kommunerne og de frie og private skoler kan og bør styrkes på flere områder. Det handler ikke kun om rimelige vilkår, men om at gøre kommunen attraktiv for familier, der ønsker reel valgfrihed i skolevalg. Det handler ikke om særbehandling, men om at sikre, at alle børn i kommunen har de samme muligheder – uanset hvilken skoleform familien vælger.

Elever med særlige behov findes i alle skoleformer, og de frie og private skoler har ret til og samme behov for adgang til pædagogisk-psykologisk rådgivning som folkeskolen. Det ansvar ligger hos kommunen. Et stærkt og velfungerende PPR-samarbejde er ikke valgfrit – det er en forudsætning for tidlig indsats, trivsel og ordentlig opfølgning. Mange børn kan med rettidig støtte undgå at havne i tungere specialforløb senere. Men rammerne følger ikke altid med. Lange ventetider betyder, at elever på frie og private skoler ofte står bagerst i køen. Det forsinker hjælpen og skaber ulige vilkår for børn og unge.

Mens PPR handler om børns trivsel og støtte, drejer det næste område sig om de helt lavpraktiske rammer. Mange frie og private skoler oplever modstand, når de vil bruge kommunale faciliteter som svømmehaller, idrætshaller eller kulturtilbud. Det viser sig i højere priser, dårligere adgang eller lavere prioritet i fordelingen af tider. Sådan bør det ikke være. Det handler ikke kun om rimelige vilkår, men indirekte om at gøre kommunen attraktiv for de familier, der ønsker valgfrihed i skolevalg.

Et tredje område, der har stor betydning for familiernes reelle valgmuligheder, er transporten. Skolevalg skal ikke afhænge af, om familien har bil. Mange frie og private skoler ligger i mindre bysamfund eller yderområder, hvor manglende busruter eller stoppesteder kan være en reel barriere. Kommunerne har et ansvar for at tænke de frie og private skoler ind i planlægningen, så alle forældre og børn har lige adgang til at vælge skoleform – uanset hvor de bor i kommunen.

Endelig må man ikke overse det brede samarbejde, der allerede eksisterer – og som kan styrkes yderligere. De frie og private skoler indgår allerede i en lang række samarbejder på tværs af kommunen – SSP, sociale indsatser og forebyggelse. Frie og private skoler er ikke isolerede øer, men en del af det fælles ansvar. Et tillidsfuldt samarbejde giver helhedsorienterede løsninger og sikrer, at ingen børn eller familier falder mellem systemerne.

På tværs af alle disse områder er pointen den samme: Frie og private skoler er en aktiv del af kommunen og bør behandles som sådan. Når samarbejdet fungerer, styrker det både børn, forældre og lokalsamfund.

Alligevel bliver der ofte skabt et modsætningsforhold i den politiske debat, hvor frie og private skoler fremstilles som konkurrenter til kommunens øvrige tilbud. Det sker sjældent på baggrund af fakta, men på baggrund af sejlivede myter. Tre af de mest udbredte – og dem, vi uden tvivl vil høre igen i valgkampen – er værd at aflive.

Fakta frem for myter

Én af de mest hyppige myter er, at frie og private skoler medfører en kommunal udgift. Det er ikke rigtigt. Tværtimod. Når en elev går på en fri eller privat skole, er det staten, der betaler hovedparten af undervisningen, suppleret af forældrebetaling. Regnestykket er enkelt: I gennemsnit bruger en kommune væsentligt mere pr. elev i folkeskolen, end den betaler tilbage til staten for en elev i en fri og privat skole. Derfor betyder frie og private skoler en reel besparelse på kommunens samlede skolebudget. For hver elev, der går i en fri eller privat skole, frigøres der penge i kommunen, som kan bruges på folkeskolen eller andre velfærdsområder. Med andre ord: Frie og private skoler er ikke en byrde for kommunekassen.

En anden udbredt myte er, at frie og private skoler kun tiltrækker børn fra ressourcestærke hjem. Det passer ikke. På landsplan ligner elevgrundlaget i frie skoler stort set folkeskolens. Ser man på de enkelte kommuner og bydele, afspejler elevgruppen typisk det område, hvor skolen ligger. Der er naturligvis lokale variationer, men det hænger især sammen med, at de frie og private skoler bygger på tydelige værdigrundlag og pædagogiske profiler. Det betyder, at forældre vælger en skole, fordi de deler dens værdier – ikke fordi de nødvendigvis har en bestemt indkomst eller baggrund.

En tredje myte er, at det skulle være vanskeligt at få støtte og specialundervisning på en fri og privat skole – eller at elever med særlige behov blot bliver udmeldt. Det er forkert. Tallene viser det modsatte: 3,4 procent af eleverne i frie og private skoler modtager specialundervisning integreret i normalklasser. I folkeskolen er det tilsvarende tal 0,9 procent. De frie skoler har ikke hjemmel til at drive specialklasser eller specialskoler. Derfor er tallene fuldt sammenlignelige – og de viser tydeligt, at børn med særlige behov også finder støtte, fællesskab og undervisning i den frie og private skole. Myten om fravalg og manglende hjælp er ganske enkelt ikke sand.

Frie og private skoler er ikke konkurrenter til kommunens tilbud, men en vigtig del af det samlede skole- og børneliv. Når samarbejdet fungerer, gavner det alle børn, uanset hvilken skoleform familien vælger. I kommunalvalgkampen bør vi derfor diskutere, hvordan vi kan skabe fælles løsninger frem for at fastholde myter og modsætninger. Kommunalvalget bør handle om, hvordan vi løfter i fællesskab – ikke om at fastholde myter og modsætninger.