REGLER VED COVID-19-FORANSTALTNINGER, SYGDOM OG UDEBLIVELSE PÅ EN PRØVEDAG
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet modtager løbende spørgsmål om, hvad skoler skal gøre, hvis en elev er forhindret i at møde op til prøve på prøvedagen. I de følgende afsnit gennemgås de regler, der gælder i prøvetermin maj/juni 2021.
Hvad skal skolens leder gøre, hvis skolen er nedlukket på prøvedagen?
I det tilfælde, hvor en skole er nedlukket tæt op til eller på en prøvedag som følge af covid-19-foranstaltninger, herunder foranstaltninger for at imødekomme sundhedsfaglige anbefalinger, skal den pågældende prøve som udgangspunkt afholdes.
Skolens leder kan dog aflyse den pågældende prøve for de berørte elever, eksempelvis hvis det ikke er praktisk muligt at klargøre de relevante lokaler til prøveaflæggelse, eller hvis det grundet smitte blandt skolens ansatte ikke er praktisk muligt at gennemføre prøven.
Hvis det i den situation efter skolens leders vurdering er muligt at udsætte en mundtlig prøve til et senere tidspunkt i prøveterminen maj/juni 2021, udsættes prøven hertil.
Eleverne vil ved en aflyst prøve i stedet skulle have ophøjet sidste standpunktskarakter til prøvekarakter.
Hvad skal skolens leder gøre, hvis en elev er syg på prøvedagen?
Skolens leder aflyser en prøve for en elev, hvis eleven på grund af sygdom ikke kan møde op til prøven på prøvedagen. Det gælder, uanset om eleven er syg med covid-19 eller anden sygdom og er altså uafhængig af årsagen til sygdommen. Hvis det efter skolens leders vurdering er muligt at udsætte en mundtlig prøve til et senere tidspunkt i prøveterminen maj/juni 2021, udsættes prøven dog hertil.
Eleverne vil ved en aflyst prøve i stedet skulle have ophøjet sidste standpunktskarakter til prøvekarakter.
Hvad skal skolens leder gøre, hvis en elev er nær kontakt på prøvedagen?
Hvis en elev på grund af COVID-19 relaterede forhold ikke bør møde frem til en prøve, aflyser skolens leder prøven for den pågældende elev. Det kan eksempelvis dreje sig om en elev, der er nær kontakt og på prøvedagen afventer svar på test. Hvis det efter skolens leders vurdering er muligt at udsætte en mundtlig prøve til et senere tidspunkt i prøveterminen maj/juni 2021, udsættes prøven dog hertil.
Eleverne vil ved en aflyst prøve i stedet skulle have ophøjet sidste standpunktskarakter til prøvekarakter.
Hvad skal skolens leder gøre, hvis en elev udebliver fra prøven, og hvor det ikke skyldes sygdom?
En elev, som udebliver fra en obligatorisk prøve, og hvor det ikke skyldes sygdom, skal have tilbud om at aflægge en ny prøve snarest muligt.
En ny mundtlig prøve afholdes i indeværende prøvetermin maj/juni 2021, eller i perioden fra torsdag før sommerferiens begyndelse til den 10. september, eller i prøveterminen december/januar.
En ny skriftlig prøve afholdes i prøveterminen december/januar.
PRØVEKARAKTERER
Eleverne skal have oplyst den karakter, som eleverne har fået ved en skriftlig eller mundtlig prøve. Dette gælder uanset om prøvekarakteren er højere eller lavere end elevens standpunktskarakter. Når bedømmelsen af en prøve foreligger, meddeler eksaminator/skolens leder umiddelbart herefter eleven resultatet af bedømmelsen.
OPHØJELSE AF STANDPUNKTSKARAKTERER TIL PRØVEKARAKTER GÆLDER KUN I PRØVETERMINEN MAJ/JUNI 2021
Reglen om, at eleven får ophøjet den afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter, hvis standpunktskarakteren er højere end prøvekarakteren, gælder alene ved prøver i prøveterminen maj/juni 2021. Elever vil ved en ny prøve, som ikke afholdes i prøveterminen maj/juni 2021, derfor skulle have prøvekarakteren på sit bevis.
ENDELIGE RETTEVEJLEDNINGER OG OMSÆTNINGSTABELLER
Hvis skolen har elever, der har aflagt de digitale selvrettende prøver på papir (f.eks. grundet plan B), skal bedømmelsen ske på skolen af en kvalificeret lærer udpeget af skolelederen. Den lærer, der bedømmer, må ikke være holdets faglærer. Vær opmærksom på, at karaktererne skal gives ud fra de endelige rettevejledninger. De endelige rettevejledninger og omsætningstabeller er tilgængelige i uge 21 på Prøvebanken.dk for alle de pågældende prøver i dansk og matematik.
RETNINGSLINJER VED MUNDTLIGE PRØVER
I prøvemappen uvm.dk/fp under prøveafholdelse og retningslinjer ved mundtlige prøver kan du læse mere om, hvordan skolen skal håndtere forskellige situationer, der kan opstå under afholdelsen af en mundtlig prøve. I prøveterminen maj/juni 2021 gælder dog særlige regler ved sygdom, som kan læses i starten af FPnyt.
PRØVETILRETTELÆGGELSE FOR ORDBLINDE ELEVER
Styrelsen har udarbejdet en oversigt over de muligheder, skolerne kan tilbyde ordblinde elever ved folkeskolens prøver. Oversigten kan læses på uvm.dk/fp – prøve på særlige vilkår.
BEVISER
Der er ikke ændret på kravene til, hvilke oplysninger der skal fremgå af de forskellige beviser. Beviser for folkeskolens afgangseksamen samt bevis for 9. eller 10. klasse vil således ligne beviser fra tidligere årgange og have samme retsvirkning. I de fag, hvor en afsluttende standpunktskarakter ophøjes til en prøvekarakter, vil den samme karakter således skulle påføres beviset to gange – både som standpunktskarakter og som prøvekarakter.
OBS PÅ FRIST FOR ÆNDRING I STATUS SOM PRØVEAFHOLDENDE/IKKE PRØVEAFHOLDENDE
Friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler, ungdomsskoler, for så vidt angår ungdomsskolens heltidsundervisning, der underviser elever på 8. 9. eller 10. klassetrin, skal senest den 15. juni 2021 meddele styrelsen, hvis den har ændringer til skolens status som prøveafholdende/ikke prøveafholdende fra det kommende skoleår 2021/2022. Skoler, som har ændringer i værdigrundlaget fra skoleåret 2021/2022 samt nye skoler skal også give styrelsen besked inden for fristen. Styrelsen har den 19.maj 2021 sendt nærmere information herom. Hvis skolenikke har modtaget denne meddelelse, kan skolen skrive tilfp@stukuvm.dk.
LÆS SPØRGSMÅL/SVAR OM PRØVERNE PÅ UVM.DK/CORONA
Du kan læse relevante spørgsmål/svar om den politiske aftale og prøverne på ministeriets hjemmeside www.uvm.dk/corona. Spørgsmål/svar vil løbende blive opdateret.