I dette debatindlæg, offentliggjort i Skolemonitor d. 27. november, gør foreningen op med en række misforståelser om koblingsprocenten – og viser, at det ikke er tilskuddet, men debatten, der er løbet af sporet.
Koblingsprocenten er ikke løbet løbsk – debatten er
Debatten om statsstøtten til de frie grundskoler fylder igen, men som Skolemonitors artikel om koblingsprocenten (d. 26. november) viser, hviler en stor del af den fremsatte kritik på misforståelser af både teknikken og forudsætningerne bag tilskudssystemet.
I artiklen argumenteres der for, at koblingsprocenten ”reelt” er højere end de politisk fastsatte 76 procent, fordi stigende specialklasseudgifter i folkeskolen løfter beregningsgrundlaget. Det lyder enkelt – men konklusionen bygger på en forkert præmis; nemlig at enhver stigning i folkeskolens udgifter automatisk kan tolkes som en forhøjelse af de frie grundskolers tilskud.
Koblingsprocenten er ikke et politisk smuthul, men et teknisk styringsredskab, der gennem årtier har sikret en stabil og retfærdig finansiering af de frie grundskoler. Modellen bygger på én grundidé: Tilskuddet til de frie grundskoler skal afspejle omkostningerne ved undervisning i folkeskolen. Derfor beregnes driftstilskuddet på baggrund af folkeskolens gennemsnitlige driftsudgift pr. elev, med tre års forsinkelse og efter prisregulering. Selvom koblingsprocenten ligger fast på 76 procent, varierer tilskuddet naturligt i takt med folkeskolens udgiftsniveau.
Når artiklen fremhæver specialklasseområdet som årsag til en ”reel stigning”, overser man imidlertid en afgørende pointe: Koblingsmodellen er ikke et spejl af hele folkeskolens økonomi. Den afspejler kun en del. Store udgiftsposter – fra anlæg og renoveringer til idrætsfaciliteter, faglokaler, ventilation, SFO-strukturer, IT-infrastruktur, kommunale ledelseslag og tværgående indsatser – tæller ikke med. Disse poster løber op i milliardbeløb på landsplan, men påvirker ikke tilskuddet til de frie grundskoler. Med samme logik som den i artiklen fremsatte, kunne man derfor hævde, at koblingsprocenten ”reelt er lavere”, fordi så store udgifter helt er udeladt.
Børne- og Undervisningsministeriets svar i artiklen er i den sammenhæng klargørende. Ministeriet minder om, at koblingsprocenten har ligget fast på 76 procent siden 2018 og ikke er steget. Det samlede tilskud er steget, fordi folkeskolens driftsudgifter pr. elev er steget – og det er præcis sådan modellen skal fungere. Ministeriet afviser samtidig argumentet om ”dobbeltkompensation”, fordi tilskud til specialundervisning og inklusion allerede finansieres inden for skolernes eksisterende ramme.
Det er også vigtigt at holde fast i, at frie grundskoler løfter en voksende specialundervisningsopgave. Antallet af elever, der modtager specialundervisning i frie grundskoler, ligger i dag stort set på niveau med antallet af elever, der modtager specialundervisning i folkeskolens normalklasser. Og væksten har været markant: På syv år er antallet af specialundervisningselever i frie grundskoler næsten fordoblet.
Denne opgave løftes uden de facto mulighed for at oprette specialklasser eller fordele elever mellem flere skoler. Frie grundskoler kan kun give enkeltintegreret støtte – elev for elev – i skolens almindelige rammer. Det er en dyr støtteform, og selvom skolerne kan søge om specialundervisningstilskud, er tilskuddet netop et tilskud. Hvert år afsnøres en del af de frie grundskolers samlede driftstilskud til specialområdet. For 2026 er der afsat lidt over 600 millioner kroner.
Når man sætter økonomiens enkelttal i perspektiv, står et andet faktum tydeligt frem: De frie grundskoler er ikke en økonomisk byrde – snarere tværtimod. Kommunerne bruger i gennemsnit 86.440 kroner på en folkeskoleelev, men betaler kun 45.949 kroner til staten, når en elev går i en fri grundskole. Det betyder en gennemsnitlig besparelse på godt 40.500 kroner pr. elev – eller omkring fem milliarder kroner om året samlet.
Denne debat handler om mere end regnemodeller. Den handler om, hvilken skoletradition Danmark ønsker at støtte. Vil vi fastholde et skolesystem, hvor forældre i praksis har mulighed for at vælge et andet værdigrundlag, en anden pædagogik eller en anden rammesætning end folkeskolens? Vil vi bevare et mangfoldigt skolesystem, hvor både store og små lokalsamfund kan bære en fri grundskole? Eller vil vi – bevidst eller ubevidst – skabe et Danmark, hvor det frie skolevalg reelt kun er for dem, der kan betale hele beløbet selv?
Et frit skolevalg kan ikke eksistere uden en fair finansieringsmodel. Koblingsprocenten er ikke problemet. Den sikrer netop proportionalitet og stabilitet. Hvis man ønsker at ændre, hvad der tæller med i beregningsgrundlaget, må man åbne modellen og tage diskussionen ærligt. Man bør ikke hævde, at en teknisk model er løbet politisk løbsk, blot fordi man ikke bryder sig om resultatet.
Debatten fortjener et mere præcist og principielt afsæt: Vil vi som samfund fortsat give alle familier – ikke kun de ressourcestærke – et reelt frit skolevalg? Hvis svaret er ja, kræver det, at finansieringsdebatten bygger på korrekte forudsætninger og ikke på fejllæsninger af, hvordan koblingsmodellen faktisk fungerer.
