Læs debatindlægget i Skolemonitor her
Debatindlægget som indsendt af foreningen:
Af Søren Tonnesen Lodahl, sekretariatschef Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier
Kunstig intelligens (AI), herunder teknologier som ChatGPT, repræsenterer ikke kun en udfordring i forhold til traditionelle undervisningsmetoder, de er samtidig en unik mulighed for at udvikle fremtidens skole. De frie og private skolers historiske balance mellem tradition og fornyelse står, ligesom for andre skoleformer, over for en ny udfordring.
En stor del af skole- og uddannelsesverdenens første reaktion på AI har været ønsker om forbud og restriktioner, navnlig når det har handlet om prøver og eksamener. Men heldigvis er en bred erkendelse ved at indfinde sig. Forbud og indskrænkninger er utilstrækkelige og kortsigtede. I stedet for at modarbejde teknologien, skal vi i skolerne være proaktive. Vi skal lære, udforske og udfordre den kunstige intelligens og de nyeste digitale redskaber. Herigennem kan vi omfavne og integrere AI i undervisningen. Det kræver selvfølgelig en dybdegående diskussion om, og i hvilken grad, vores kendte undervisningsformer tilpasses til en verden, hvor AI er en integreret del af både uddannelse og erhvervsliv.
ChatGPT og generativ kunstig intelligens varsler forandring for den traditionelle akademisk rettede skole og uddannelsessektor, og ligeledes for en stor del af de uddannelser og erhverv, skolen forbereder eleverne til, f.eks. kommunikation, journalistik, jura, programmering, finans, billedskabelse, oversættelse af sprog, kundeservice m.v. Behovet for disse erhverv forsvinder ikke, men arbejdet og processerne omkring dem bliver forandret. Derfor må vi også i skolen forandre og udvikle vores processer.
Historien giver os mange eksempler på, hvordan teknologiske fremskridt – fra Gutenbergs trykpresse til internettet – har transformeret uddannelsessektoren. Ligesom disse teknologier, vil AI forandre, men ikke erstatte traditionelle uddannelser og erhverv. Den vil ændre måden, hvorpå vi lærer og arbejder. Den danske skole og undervisningstradition har igennem århundreder været dygtig til at integrere nye teknologier og metoder. Godt nok bedriver vi i dag, i store træk, skole som for 300 år siden; skolen er en fysisk lokation med lærere, klasser, klasselokaler, lektier osv., men de metoder og idéer, vi gør brug af, er – heldigvis – fulgt med tiden.
Vi skal sikre, at det samme sker med de nye digitale teknologier, herunder AI. Vi skal integrere nye teknologier. Derigennem sikrer vi, at de ikke desintegrerer skolen.
I de frie og private skoler er vi opmærksomme på vores mulighed for dette. Det ligger i vores DNA at tage bestik af tiden – og – i øvrigt – som en del af det kodeks og de samfundsløfter, som medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har vedtaget. Med samfundsløftet ”Skolen til fremtiden” har vi forpligtet os til, at skolerne skal etablere indsatser og aktiviteter, der er med til at udvikle skolen – og dermed også være med til at bidrage til udviklingen af skolen i Danmark. Skolen skal have fokus på, hvordan den bedst kan forberede og give eleverne kompetencer til det liv og arbejdsliv, de vil opleve i en nærtstående fremtid. Det gælder selvfølgelig, og ikke mindst, også de udfordringer og muligheder, kunstig intelligens giver os, og som vil præge børn og unges liv både i dag og i en nær fremtid.
Skolens succes og relevans bygger på en balance mellem tradition og fornyelse: Historien, traditionen og det, man ved virker – og skolernes evne til at udvikle sig med tiden: At være ”skole til tiden” og ”skolen til fremtiden”. Det kræver både åbenhed og mod. Det skal vi turde. Også med kunstig intelligens.