Ved Marieskolens valgdebat var der fint besøg: Af de 10 deltagere var der fire folketingsmedlemmer, herunder to ministre. Foto: Privat


Valgdebatter på skolen og statsministerduel på første række: To medlemsskoler giver eleverne konkrete erfaringer med demokrati op til folketingsvalget.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) stod på Folketingets talerstol d. 26. februar og diskuterede fødevarechecks, sad flere af Marieskolens klasser limede til skærmen.

Ikke fordi eleverne var særligt interesserede i fødevarechecks, men fordi rygterne på dagen havde svirret om en udskrivelse af folketingsvalg.

Da Birgitte Klippert, der er skoleleder på Marieskolen, havde fået nys om valgudskrivelsen, havde hun helt ekstraordinært opfordret lærerne til at tænde for nyhederne ude i klasserne.

”Det sitrede på hele skolen,” fortæller hun, da forløsningen endelig kom, og valget officielt blev udskrevet.

Demokrati og politik har nemlig en helt særlig plads på skolen, fortæller skolelederen. Allerede fra 4. klasse bliver skolens elever undervist i samfundsfag, hvor grundstenene lægges, inden eleverne får den mere traditionelle samfundsfagsundervisning fra 8. klasse.

Den samfundsfaglige interesse gennemsyrer den sønderjyske skole. Og derfor er det også naturligt, at det netop er på Marieskolen, at den lokale demokratiske samtale foregår.

For andet år i træk har skolen inviteret hele lokalområdet til valgdebat. Sidste år var kommunalvalget omdrejningspunktet, mens det d. 15. marts var folketingsvalget, der var afsæt for en dag i demokratiets tegn.

Vi har som skole et socialt ansvar for at lave oplysning og skabe dannelse og faglighed. Så vi vil rigtig gerne åbne vores døre – også for dem, der ikke har deres hverdag på skolen.

Birgitte klippert, skoleleder på Marieskolen
Åbne døre og ministerbesøg

Foruden indsatsen for at styrke elevernes demokratiske forståelse, har skolen en ambition om, at debatten i lokalsamfundet også foregår på deres skole.

Birgitte Klippert mener, at skolen har et ansvar for at åbne dørene og skabe samlingspunkter for alle i byen.

”Vi har som skole et socialt ansvar for at lave oplysning og skabe dannelse og faglighed. Så vi vil rigtig gerne åbne vores døre – også for dem, der ikke har deres hverdag på skolen,” fortæller skolelederen og fortsætter:   

”Tønder er for lille en by til, at man kan have vandtætte skotter. Det kan man simpelthen ikke, og derfor skal vi naturligvis også være et sted, der er åbent og hvor den demokratiske samtale foregår.”

Omkring 75 deltagere var på plads, da kandidaterne hver især gav deres bud på, hvordan f.eks. den rette skolepolitik skal se ud.

Til debatarrangementet var tilmed også fint besøg. Økonomiminister Stephanie Lose (V) og ældreminister Henrik Frandsen (M) lagde vejen forbi til skolens valgarrangement, hvor 10 ud af de 12 opstillingsberettigede partier var repræsenteret.

Demokrati og dannelse på skoleskemaet

På den anden side af Lillebælt har elever fra Marie Jørgensens skole også haft den demokratiske debat helt tæt på. For da Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen krydsede klinger til TV2’s statsministerduel ’Topmødet’, sad 8. og 10. klasses elever fra skolen på første parket.

Her fik eleverne et helt unikt indblik i, hvordan den demokratiske samtale forløber. Intensiteten kunne mærkes, og den fysiske tilstedeværelse gjorde oplevelsen levende.

Det fortæller lærer Mathias Spanggaard, der underviser i faget ”Dannelse til demokrati”, som havde taget eleverne med i Pakhuset i Odense d. 8. marts.

”Flere bemærkede, at det at stå fysisk i rummet gav dem en større forståelse for både mediernes rolle, politisk strategi og for det ansvar, politikerne bærer i debatterne,” fortæller han.

Fra 0. til 10. klasse på Marie Jørgensens Skole møder eleverne faget ’Dannelse til demokrati’. For de yngste handler det i høj grad om sociale kompetencer og konfliktløsning i øjenhøjde.

For de ældste elever rykker demokratiet ud i virkeligheden – for eksempel gennem indsamlinger til velgørende formål eller besøg på Odense Rådhus.

”I samfundsfag og også i skolens eget fag ’Dannelse til demokrati’, arbejder vi målrettet med elevernes demokratiske dannelse, deres forståelse af rettigheder og konventioner, og deres rolle som kommende medborgere,” siger Mathias Spanggaard.

”Vi mener grundlæggende, at demokratisk deltagelse ikke kun læres gennem teori – den skal også erfares.”

Oplevelsen i Pakhuset gav ikke blot eleverne viden om de to statsministerkandidaters politik og ståsteder. Den gav dem også et mere sikkert og konkret udgangspunkt for at fortsætte samtalen på den anden side af debatten, fortæller Mathias Spanggaard.

”For mange elever blev politik pludselig konkret og vedkommende – og flere gav også udtryk for, at de nu føler sig mere trygge ved at tale om det og tage stilling.”

De 7 Samfundsløfter – Fokus på rettigheder og konventioner

Folketingsvalget skaber en unik mulighed for at åbne skolen op for lokalsamfundet og for at skabe meningsfulde undervisningsforløb, hvor demokratiet er i højsædet.

Fokusset på skolen som en demokratisk, rettigheds- og konventionsbærende institution, har både Marieskolen og Marie Jørgensens Skole på hver deres måde løftet. Her har årets folketingsvalg været bagtæppet og den gode anledning til at kaste lys på denne vigtige samfundsopgave

Danmarks Private Skoler er organisation for frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordelt over hele Danmark.
Foreningen varetager skolernes interesser over for bl.a. Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Interessevaretagelsen understøttes af foreningens kommunikationsvirksomhed og projekt- og analysearbejde. Foreningens sekretariat rådgiver skolerne i juridiske, økonomiske, ledelsesmæssige, pædagogiske og undervisningsrelaterede spørgsmål.
Foreningen har desuden en omfattende kursusvirksomhed for skolernes ledelser og bestyrelser.

Danmarks Private Skoler

Ny Kongensgade 15
1472 København K

T: 3330 7930
E: info@privateskoler.dk
W: www.privateskoler.dk

©2026 Danmarks Private Skoler