Et stigende antal unge har psykiske diagnoser og hermed særlige behov. Mange har svært ved at gennemføre en gymnasial uddannelse. Men den udfordring har Aalborg City Gymnasium fundet en løsning på med deres nye uddannelse, STX Flow, – en 2-årig STX, der strækkes over 3 år. Uddannelsen er tilrettelagt, så der tages særlige hensyn til unge med psykiske diagnoser.

På Aalborg City Gymnasium er man det første gymnasie i Danmark, der strækker en 2-årig STX ud over tre år, særligt tilpasset unge med særlige behov. Helt konkret henvender tilbuddet sig til unge, som f.eks. har dokumenteret angst, ADHD/ADD, stress, depression eller skolevægring. Anders Bach, konstitueret rektor på Aalborg City Gymnasium, forklarer, hvordan de oplever, at rigtig mange unge gerne vil have en STX-uddannelse, men at mange unge med særlige behov har svært ved at gennemføre uddannelsen.

”Vi har i noget tid kunnet se et behov for at oprette en gymnasial uddannelse til unge med psykiske diagnoser, der har brug for ekstra støtte, ro og rum til udvikling for at kunne gennemføre en STX. Så nu handler vi”, fortæller Anders Bach.

Færre fag med fokus på trivsel og ro

Aalborg City Gymnasium er særligt kendt for deres 2-årige STX, hvor elever altså har mulighed for at gennemføre den klassiske 3-årige STX på blot to år. Gymnasiets nye indsats, STX Flow, er i stedet et tilbud om en STX på tre år, men hvor idræt, oldtidskundskab og alle de kreative fag er pillet fra. Formålet er at give eleverne mere rum, tid og ro til at fokusere på deres udvikling, trivsel og ikke mindst de fag, der er afgørende for deres fremtidsdrømme. Anders Bach forklarer, hvordan skolen bl.a. har været i kontakt med mange uddannelsesvejledere, der har hjulpet med, hvordan uddannelsen skal udformes.

”De unge får f.eks. en fast støtteperson, faste undervisere, et pauserum med bløde møbler, og et første år, der er lektiefrit. Derudover vil lærerne, der tilknyttes klassen gennemgå en efteruddannelse, der skal ruste dem til at kunne hjælpe og håndtere de unge”.

Overvældende mange ansøgere

Den første klasse på STX Flow starter efter sommerferien og vil bestå af en klasse på 24 elever, men ifølge Anders Bach har gymnasiet modtaget overvældende mange ansøgere, faktisk så mange, at de kunne have oprettet to klasser.


”Det er tydeligt, at vi har ramt ind i et stort behov med STX Flow, for vi oplever en stor efterspørgsel ud fra de mange ansøgninger, vi har fået. Men i første omgang starter vi med at åbne én klasse. Det er vigtigt for os at danne os nogle erfaringer, og på den måde sørge for at kunne lave det bedste tilbud til de unge på STX Flow, før vi udvider med flere klasser”.

For at kunne blive optaget på STX Flow skal man søge om optagelse, hvor man bl.a. skal til en optagelsessamtale med skolens studievejledere. Ansøgere skal have gennemført 9. klasse for mindst et år siden, og de skal vise dokumentation for deres psykiske diagnose.

Initiativer der gavner elever med psykiske udfordringer og særlige behov

Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter. Med samfundsløftet ”Skolens rummelighed og resultater” lægges der bl.a. op til, at skolerne skal etablere indsatser og aktiviteter, der understøtter ansvarligt optag og positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt.

Aalborg City Gymnasiums initiativ med STX Flow er et godt eksempel på en indsats, der har til formål at gavne elever med psykiske udfordringer og særlige behov.

Du kan læse mere om Kodeks og de 7 samfundsløfter her.