Foreningen Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier bygger sit virke på et formål, et idégrundlag, en vision og mission. Bestyrelsen gennemgår og godkender hvert år foreningens idégrundlag, vision og mission.
Foreningen har rødder tilbage til 1891, hvor den første forening for private skoler blev stiftet under navnet Danmarks Realskoleforening. De private realskoler regner deres historiske begyndelse til 1787.
Vil du vide mere om den private skoletradition? Læs her
I dag rummer foreningen en mangfoldig skare af medlemsskoler med vidt forskellige historier og traditioner. Fælles for disse skoler er tydelige værdigrundlag, en faglig profil samt en ambition om at give de enkelte børn og unge så stærke ståsteder og muligheder for videre uddannelse som muligt.
Medlemsskolerne har i dag virksomhed indenfor områderne; vuggestue, børnehave, fritidsordning, grundskole, kostskole, international skole (eller afdeling), stx, 2-årig stx eller hf.
Formål – Idégrundlag – Vision – Mission (Uddrag)
Foreningens formål
Med basis i foreningens tradition og mangeårige virke er formålet i dag, som tidligere, forankret i en tydelig kernemålsætning, som bl.a. fremgår af formålsparagraffen i foreningens vedtægt som lyder:
”Foreningen er en skoleorganisation, hvis formål er at varetage medlemsskolernes faglige, økonomiske, juridiske og pædagogiske interesser, samt varetage skolernes overordnede politiske interesser, herunder arbejde for at sikre skolernes betydende placering i det samlede skolebillede. Foreningen skal arbejde for bevarelse af forældre og elevers ret til et frit skolevalg, uanset deres økonomiske formåen.”
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier er således en arbejdsgiver- og interesseorganisation med brede politiske, rådgivningsmæssige og kommunikative opgaver.
Foreningens øverste ledelse er en bestyrelse valgt af og blandt medlemsskolerne. Den daglige virksomhed udgår fra foreningens sekretariat, beliggende i København.
Foreningens vision
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier er den toneangivende skoleforening, der samler de frie private grundskoler og ungdomsuddannelser, der indenfor de til enhver tid gældende love og tilknyttede bestemmelser ønsker at drive en fri og privat skole på et demokratisk grundlag.
Foreningen vil:
- sikre frihed til at drive frie og uafhængige private skoler
- gøre sektorens stemme gældende i den uddannelsespolitiske debat
- sikre, at elever og forældre i Danmark har ret til og mulighed for et reelt frit undervisnings- og uddannelsestilbud
Foreningens virke medfører, at de frie private skoler betragtes som en uundværlig del af den danske uddannelsessektor, og at den private skoletraditions betydende bidrag til det danske samfund bevares og udvikles.
Gennem kontinuerlig dialog er foreningen en troværdig og eftertragtet samarbejdspartner for Folketingets partier og ordførere, Børne- og Undervisningsministeriet samt øvrige samarbejdspartnere. Foreningens ageren opleves som ordentlig og respektfuld.
Foreningen sikrer information, vejledning og rådgivning overfor medlemsskolerne. Bestyrelsen/formanden varetager den politiske kommunikation og interessevaretagelse på et højt professionelt niveau.
Foreningens mission
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier er en forening af og for private skoler.
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier er en skoleforening, en interesseorganisation og en arbejdsgiverforening, der rådgiver skolernes ledelser og bestyrelser på alle skolerelaterede områder og varetager medlemmernes politiske interesser.
Foreningen ønsker at sikre forældres og meningsfællesskabers ret til at oprette og drive frie skoler, således at de private skoler afspejler befolkningens mangfoldighed i anskuelser og holdninger og i respekt for en værdifrihed, der rummes inden for rammerne af det danske demokrati og folkestyre.
Foreningen arbejder for at sikre private skoler et afbalanceret statstilskud, der værner om skolernes frihed og samtidig medfører reelle muligheder for alle.
Foreningens funktion som arbejdsgiverpart varetages bl.a. gennem overenskomstforhandlinger og samarbejde med relevante fagforeninger og samarbejdspartnere.
Foreningen varetager sektorens politiske interesser gennem hyppig kontakt til og konstruktive dialoger med politikere og embedsværk.
Bestyrelsen gennemgår og godkender hvert år foreningens idégrundlag, vision og mission.
Danmarks Private Skolers Idégrundlag – Vision – Mission pr. 2023