Undersøgelser viser, at elevers læsefærdigheder på landets skoler er blevet dårligere, men på Privatskolen i Frederikshavn har man fundet en metode, der er med til at afhjælpe problematikken. Skolen har nemlig ”ansat” en helt særlig medarbejder – læsehunden Molly på 4 år – som sidder og lytter til elever, der læser op for den.

Det er Hanne Klarskov, lærer på Privatskolen i Frederikshavn og Mollys ejer, der har bragt initiativet til skolen. To elever ad gangen er gennem et seks ugers forløb med Molly. Skolen har et såkaldt ”samtalerum”, som er indrettet med en sofa, hvor eleverne kan sidde og læse højt for Molly i fred og ro. Hanne har efterhånden mange gange været vidne til den helt fantastiske effekt, læsehunden har på elever:

”En læsehund giver elever en positiv læseoplevelse. Molly retter ikke på dem, når de læser forkert, hun lytter bare. Det er helt fantastisk at se, hvad sådan et forløb gør for dem”.

Øget læselyst, selvtillid og status

Hanne forklarer, hvordan forløbet med Molly både er for elever med læsevanskeligheder, men også for elever, der har det svært af andre grunde. Hun oplever, at et forløb med Molly giver eleverne mere ro, selvtillid – og en generel øget læselyst:

”Molly tilbyder eleverne tryghed, ro og tid. Eleverne vil gerne læse, fordi det er Molly, de skal læse for.”

Faktisk oplever hun også, at det kan give børnene mere status. Alle elever vil nemlig gerne igennem et forløb med Molly, så dem, der får lov, får ofte lidt ekstra opmærksomhed af deres klassekammerater, der nysgerrigt spørg ind til oplevelsen.

Lærere og forældre mærker tydelig forskel

Det er ikke kun Hanne, der oplever den effekt et forløb med Molly har på eleverne. Elevernes undervisere og forældre bemærker det også. Der evalueres altid på de børn, der har været til ”Læsehund”, og Hanne modtager positiv respons fra elevernes dansklærere. En lærer til en elev i 2. klasse fortæller bl.a., at en elev, der har været i et forløb med Molly, tydeligt er blevet mindre nervøs for at lave fejl, nu retter eleven bare sig selv og læser videre.

Hanne er også blevet mødt af en jævn strøm af forældre, som er rigtig glade for initiativet:

De kan mærke, at deres børn har mere lyst til at læse, og de siger, at det ikke længere er en kamp derhjemme at få dem til at læse.”

Om elev i 2. klasse

Eleven har meget svært ved at holde fokus og finde interesse i at læse. I læsestunden sammen med Molly, har eleven fundet glæden i at læse og udviser en stor stolthed, når eleven har læst. Den ro, som Læsehunden skaber omkring læsning, er virkelig godt for eleven.”

Certificeret til opgaven

Det er Fonden for Social ansvar, der står bag indsatsen med Læsehunde. De står for, at læseteamet (hund og ejer), helt gratis, godkendes og certificeres til opgaven. Læseteamet arbejder frivilligt på skoler og biblioteker. Målgruppen er børn med læseudfordringer i 1.-5. klasse.


En udfordrende, men tryg skolegang

Skoleleder, Anne-Mette Møller Reeckman, beskriver, hvordan eleverne gør sig ekstra umage når, de læser højt for Molly, og hvordan alle har lyst til at være ordentlige overfor en sød hund, der kommer glad i skole. Konceptet passer godt med skolens værdier: ”Vi gør os umage og er ordentlige ved hinanden”. Anne-Mette Møller Reeckman understreger:

”Det er skolens mål, at eleverne skal opleve skolegangen som både tryg og udfordrende. En kombination, der helt naturligt opstår hos Molly og Hanne”.

En positiv udvikling af alle elever

Flere medlemsskoler har, ligesom Privatskolen i Frederikshavn, fået en læsehund tilknyttet deres skole. Et initiativ og en metode, der helt tydeligt fremmer en positiv udvikling af de elever, som er fagligt udfordrede med at læse.

Medlemsskolerne af Danmarks Private Skoler har vedtaget et fælles kodeks for samfundsansvar, som blandt andet består af 7 konkrete samfundsløfter. Et af løfterne, med overskriften ”Skolens rummelighed og resultater”, handler om, at skolerne skal lave aktiviteter og indsatser, der understøtter en positiv udvikling af alle elever, uanset deres faglige, fysiske eller psykiske udgangspunkt. Du kan læse mere om Kodeks og de 7 samfundsløfter her.



Du kan læse mere om læsehunde her, og du finder deres Facebookside her.