I denne artikel kan du læse om de væsentligste ændringer i den nye overenskomst for administrativt personale ved frie grundskoler som følge af OK26. Artiklen gennemgår blandt andet ændringer i reglerne om lønanciennitet, forbedringer for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, nye regler om seniorfridage samt implementeringen af Fritvalgs Lønkonto. Derudover beskrives de tværgående aftaler om blandt andet barns sygdom og barselsrettigheder.
Aftaleenheden ved frie grundskoler og HK privat er nået til enighed om en ny overenskomstaftale for det administrative personale ved frie grundskoler med virkning fra den 1. april 2026. Vi gør opmærksom på, at overenskomstresultatet endnu ikke er godkendt af medlemmerne i HK Privat. Der tages derfor forbehold for ændringer som følge af den forestående medlemsafstemning.
Aftalen kommer i forlængelse af CFU-forliget, som blev indgået d. 11. februar 2026. Læs mere her
Der er aftalt en treårig overenskomstperiode, jf. CFU-forliget, som løber fra d. 1. april 2026 til og med d. 31. marts 2029.
Den indgåede overenskomst for det administrative personale ved frie grundskoler disponerer over den mindre pulje af midler, der i CFU-forliget er afsat til de øvrige overenskomstområder. Det sker primært igennem ændringer vedrørende lønanciennitet, seniorordning og Fritvalgs Lønkonto.
Resultatpapiret kan findes her.
Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. januar 2027:
- Seniorordningen ændres, så ansatte får ret til tre seniorfridage med løn pr. kalenderår i de sidste ti år inden folkepensionsalderen. Det præciseres samtidig, at seniorfridagene skal afvikles som hele fridage. Derudover præciseres reglerne for beregning af seniorfridage for deltidsansatte samt retten til seniorfridage i ansættelsesåret for nyansatte.
Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. april 2027:
- Reglerne om lønanciennitet ændres for ansatte med en beskæftigelsesgrad på under 15 timer pr. uge i gennemsnit. Fremover optjener medarbejderne halv lønanciennitet. Lønanciennitet ved en beskæftigelsesgrad på under 15/37, optjent før den 1. april 2027, beregnes fortsat efter de hidtidige regler.
- Løntillægget til tillidsrepræsentanter forhøjes fra 300 kr. til 540 kr. pr. måned (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau). Samtidig indføres et nyt pensionsgivende løntillæg til arbejdsmiljørepræsentanter på 540 kr. pr. måned (grundbeløb pr. 31. marts 2012-niveau).
Væsentligste ændringer, der træder i kraft pr. 1. januar 2028:
- CFU-forligets aftaler om Fritvalgs Lønkonto implementeres i overenskomsten.
Øvrige resultater:
- CFU-forligets aftaler om barns sygdom og barselsrettigheder implementeres i overenskomsten. Det betyder, at overenskomstens bestemmelser på disse områder tilpasses de gældende statslige regler.
Selve overenskomstteksten skal efterfølgende opdateres i overensstemmelse med de aftalte ændringer og de redaktionelle justeringer. Vi forventer, at den opdaterede overenskomst vil foreligge i løbet af sensommeren eller efteråret 2026.

