De nye barselsregler vil gælde for børn født fra og med den 2. august 2022
Fra august vil forældre skulle planlægge deres barsel efter den nye barselmodel, der fordeler ugerne mellem de to forældre mere ligeligt. Der mangler dog stadig at udkomme en revideret udgave af barselsaftalen, der fortæller noget om antallet af orlovsuger med løn. Indtil den reviderede udgave udkommer, vil de gamle regler om lønretsperioder forsat være gældende. Disse kan findes i barselsvejledningen her.
Den nye barselslov
Der er ingen ændringer i graviditetsorloven, og vi forventer, at den nye barselsaftale for statsansatte fastholder de 6 ugers graviditetsorlov (hvoraf 4 uger er med barselsdagpengerefusion). Den nye barselslov ændrer heller ikke på det samlede antal orlovsuger – forældre har fortsat ret til tilsammen 48 ugers orlov med barselsdagpenge efter barnets fødsel. Men som noget nyt bliver de 48 ugers orlov delt ligeligt mellem de to forældre, så hver forælder som udgangspunkt har adgang til 24 ugers orlov. Af de 24 uger kan 13 uger overdrages til den anden forælder, så vedkommende maksimalt kan afholde 37 ugers barselsorlov.
Yderligere informationer om den nye barselslov kan tilgås her.
Varslingsfrister
Mor skal varsle skolen senest 3 måneder før den forventede fødselsdato, og meddele om hun ønsker at afholde graviditetsorlov. Faren/medmoren skal 4 uger før forventet fødsel varsle skolen, om vedkommende ønsker at afholde de to ugers øremærket orlov i direkte forlængelse af fødslen. Senest 6 uger efter fødslen skal forældrene underrette skolen om datoen for genoptagelse af arbejdet i form af en barselsplan. Ønsker far/medmor at afholde overdraget barsel inden 10 uger efter fødsel, skal skolen varsles om dette seneste 4 uger inden forventet fødsel.
Vi afventer den reviderede barselsaftale på statens område og vil opdatere, så snart den udkommer.
Hvis skolen har yderligere spørgsmål, kan sekretariatet kontaktes.