Regeringen har d. 31. august fremlagt forslag til finanslov for 2023 (FFL 2023), herunder forslag til tilskudsforhold for de frie grundskoler og de private gymnasiale uddannelser.
Det er regeringens sidste finanslovsforslag, inden der skal udskrives et folketingsvalg. I forbindelse med offentliggørelsen af finanslovsforslaget, udtaler formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, bl.a.:
”Vi er glade for, at der ikke i finansforslaget lægges op til grundlæggende ændringer i tilskuddet til vores skoleform. Det kunne man ellers godt have forestillet sig som en form for valgoplæg fra regeringens side. Vi husker jo alle, hvordan tilskuddet til de frie grundskoler blev det helt store valgtema i 2019 på baggrund af Socialdemokratiets forslag om at nedsætte koblingsprocenten til 71 %.”
Frie grundskoler
For finansåret 2023 foreslås der ingen ændringer i tilskuddet til de frie grundskoler. Koblingsprocenten vil fortsat være fastsat til 76 %. De gennemsnitlige takster stiger dog med knapt 5 %. Dette skyldes en høj pris- og lønregulering samt stigende udgifter i folkeskolen.
Specialundervisning
Der er afsnøret yderligere 40 millioner til specialundervisning. Dette svarer til skoleforeningernes indstilling. Karsten Suhr forklarer, at antallet af specialundervisningselever over de seneste år er steget omkring 10 % (pr. år):
”Der er gennem mange år sket en stor forøgelse af antallet af elever med særlige behov på de frie og private grundskoler. Skoleforeningerne har derfor fundet det nødvendigt at hæve det afsnørede beløb for at efterkomme skolernes behov.”.
Der må forventes ændringer i de udmeldte specialundervisningstakster. De endelige takster udregnes i forbindelse med finanslovens vedtagelse på basis af det faktiske antal specialundervisningselever, der indberettes ifm. elevtal d. 5. september.
Fripladspuljen
Fripladspuljen til de frie grundskolers elever er en selvstændig post på finansloven. Der kan identificeres en ganske svag øgning af puljen grundet almindelig regulering. Foreningen har gennem mange år været fortaler for, at fripladspuljen øges markant. Karsten Suhr ærgrer sig:
”De midler, der afsættes til fripladspuljen er helt utilstrækkelige. En forøgelse af fripladspuljen vil medføre et mere reelt frit skolevalg. Skolepengene skal ikke være en hindring for forældres valg af en fri og privat skole.”
De private gymnasiale uddannelser
Der er heller ikke sket ændringer i tilskudsmodellen for de private gymnasiale uddannelser. Også her er der sket en takststigning på baggrund af en pris- og lønregulering. Den reelle takst bliver dog mindre. Dette skyldes bl.a., at sektoren skal være med til at finansiere udgifterne i forbindelse med den elevfordelingsmodel, der træder i kraft pr. 2023. En del af denne finansiering sker via en nedsættelse af færdiggørelsestaxameteret. Om dette siger Karsten Suhr:
”Vi finder det naturligvis særligt ærgerligt, at vi skal hjælpe med at betale udgifter til en elevfordelingsmodel, som vi grundlæggende er imod.”
Forhandling om ændret takstmodel i vente
I forbindelse med aftalen om elevfordelingsmodellen på de gymnasiale uddannelser blev det besluttet, at der skulle forhandles om en ændret takstmodel for de offentlige gymnasiale uddannelser. Dette er ikke sket endnu. Da de private gymnasiers statstilskud er relateret til de offentlige gymnasiers udgifter, er foreningen fortsat yderst opmærksom på disse forhandlinger.
Vikarkasse og fripladskasse
Bevillingen til vikarkassen og fripladskassen på for de private gymnasiale uddannelser er uændret i finanslovsforslaget for 2023.
Der er tale om et forslag til finanslov. Intet er vedtaget endnu
Regeringen har nu præsenteret finanslovsforslaget. Oftest er finanslovsaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december. Der har dog forekommet undtagelser fra dette. Vedtagelsen af finansloven er bl.a. blev stærkt forsinket i år, hvor forhandlingsperioden falder sammen med et folketingsvalg. De fleste forventer, at Statsministeren snarligt vil udskrive valg.
Orienteringsbreve om finanslovforslaget for 2023 og tilskudsberegnere
Ministeriet udsender hvert år orienteringsbreve til uddannelsesinstitutionerne om finanslovforslaget og ændringsforslag til finanslovforslaget. De fremsatte takstforslag samt tilskudsberegnere for henholdsvis de frie grundskoler og private gymnasiale uddannelser kan findes under Værktøjer for medlemsskoler, Statstilskud.