Nye regler betyder, at undervisningstillæg til deltidsansatte fra 1. august 2026 skal beregnes forholdsmæssigt ud fra beskæftigelsesgraden. Foreningen modtager mange henvendelser fra skoler om konsekvenserne af ændringen og har været i dialog med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om reglerne.
Ved overenskomstforhandlingerne vedrørende perioden 1. april 2026 til 31. marts 2029 er det aftalt mellem parterne Lærernes Centralorganisation og Staten, at der fra den 1. august 2026 sker ændringer i måden, undervisningstillæg beregnes på for deltidsansatte.
Det medfører, at undervisningstillæg til deltidsansatte skal beregnes forholdsmæssigt ud fra beskæftigelsesgraden. Beskrivelse af de nye regler kan findes her.
Mange henvendelser fra skoler
Foreningen modtager et stort antal henvendelser fra skoler vedrørende de nye regler om forholdsmæssig beregning af undervisningstillæg til deltidsansatte. De fleste henvendelser drejer sig om størrelsen af undervisningstillæggene til deltidsansatte og den mindskede forskel mellem lønnen til fuldtidsansatte og lønnen til deltidsansatte.
Den indgåede aftale ændres ikke
Efter dialog med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan foreningen konstatere, at der ikke ændres ved den allerede indgåede aftale gældende for perioden 1. april 2026 til 31. marts 2029. Aftalen er indgået og underskrevet og kan ikke ændres ensidigt af den ene af parterne.
Skolerne bør gennemgå opgaverne
Foreningen er bekendt med, at ændringerne kan føre til store lønstigninger for deltidsansatte lærere og børnehaveklasseledere og dermed også en betragtelig stigning i nogle skolers lønudgifter. Dette har vi gjort gældende over for Staten og udtrykt vores bekymring over.
For nogle vil de store lønstigninger være i overensstemmelse med de nye regler og kan derfor ikke undgås. For andre er foreningen blevet opmærksom på, at der betales undervisningstillæg for opgaver, hvor der ikke er krav om det.
Vi anbefaler derfor, at man på den enkelte skole gennemgår opgaverne for lærere og børnehaveklasseledere og vurderer, om der er krav om undervisningstillæg for de enkelte opgaver eller ej.
Spørgsmål til reglerne
Kontakt sekretariatet for spørgsmål vedrørende reglerne om undervisningstillæg.

