Eleverne får bekendtskab med alt fra lokale virksomheder til selvrefleksionsøvelser med det nye uddannelsesforløb. (Foto: Privat)

Overgangen fra grundskole til gymnasium har fået en ekstra dimension på NGG. Med et nyt Mini-MBA-forløb ønsker skolen at styrke elevernes personlige udvikling og ledelsesevner.  

Personlig udvikling og ledelseskompetencer forbindes traditionelt oftere med workshops rettet mod erhvervslivet end på undervisningsforløb på de danske skoler. Men på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) skal eleverne dykke ned i netop disse discipliner gennem det nye Mini-MBA-forløb.

Skolens vision er at bygge videre på den faglige succes, de rullede ud i 2024: en femårig kombineret grundskole- og gymnasieuddannelse med fagligt forankrede SocialScience og LifeScience-klasser.

For at binde de fem år endnu bedre sammen introduceres nu et sideløbende ‘Mini-MBA’-forløb, der følger eleverne fra 8. klasse og helt frem til 3.g.

Indsatsen er i tråd med løftet om ‘elevernes videre vej i uddannelsessystemet, hvor skolen sætter fokus på at bygge bro mellem grundskolen og ungdomsuddannelser og skabe meningsfulde forløb, der kan guide eleverne videre.

Kommunikationsansvarlig på skolen, Line Schjoldan Kakkar, fortæller om tankerne bag:

”Mini-MBA’en er en videreudvikling af konceptet, så det ikke kun handler om den faglige interesse for eksempelvis biologi eller samfundsfag men at dannelse, sociale fællesskaber og personlig udvikling også bliver koblet på,” fortæller hun.

Kend dig selv i en AI-tid

Forløbet er delt op i to faser. I 8. og 9. klasse er der et indgående fokus på selvudvikling, personlighed og samarbejde, mens der i gymnasiet bygges ovenpå med et mere konkret fokus på innovation, ledelse og virksomhedscases. Spørger man Rektor Thomas Trane, falder dette fokus på et tørt sted i en moderne virkelighed:

”AI og teknologiske fremskridt fylder så meget, så vi mener, det er relevant med et forløb, der vender fokus indad mod eleverne selv og deres personlige kompetencer. Vi vil gerne have at eleverne lærer at blive eksperter i at forholde sig til; hvem er jeg, hvad er mine styrker, og hvad kan jeg bidrage med?”

Derudover har forløbet også til hensigt at åbne op mod det omkringliggende samfund gennem samarbejdsaftaler med det lokale erhvervsliv.

”Vi skal blive bedre til at vælte den fjerde væg ud mod samfundet,” forklarer Thomas Trane og fortsætter.

”Det er vores opgave som uddannelsesinstitution at skabe muligheder og netværk til vores unge samtidig med, at vi klæder dem på fagligt. Og med de 5-årige gymnasieforløb skaber vi tiden til det, og det åbner nogle døre vi glæder os til at udnytte.”   

Det betyder konkret, at gymnasieeleverne skal arbejde med cases fra erhvervslivet og lære om projektstyring. NGG er allerede i dialog med Hørsholm kommune om samarbejder til det lokale erhvervsliv samt SCION DTU.

Drømmen for Thomas Trane er, at eleverne f.eks. skal pitche idéer på engelsk for en topledelse eller bestyrelse og skabe det tidlige samarbejde mellem studerende og virksomhed/organisation, som måske kan føre til et senere mere professionelt forhold til gavn for begge parter.

Nye rammer skaber mulighed for refleksion

Skolen udviklede på egen hånd de brede linjer for Mini-MBA’en og var herefter på jagt efter en samarbejdspartner, der kunne hjælpe projektet videre. True North, der blandet andet specialiserer sig i selvudvikling og ledelse for unge, stod klar og afholdt inden påske de første par workshops med skolens 8. og 9. klasser.

To og to skulle eleverne blandt andet tale om egne styrker og svagheder. Og de grænseoverskridende øvelser løsnede op, og gav eleverne netop det frirum, som var tiltænkt.

”Det var meget fokuseret på at få dem til at reflektere over sig selv og turde at fortælle deres personlige refleksioner til deres klassekammerater,” fortæller vicerektor, der kunne sende glade 9. klasses elever på påskeferie.

True North på besøg hos NGG’s grundskoleelever. (Foto: Privat)

”Vi har udelukkende hørt meget, meget positive tilbagemeldinger fra eleverne. De gik veltilpas på påskeferie,” fortæller han og peger samtidig også på besøget udefra samt en ændring af de fysiske rammer, var med til at gøre en stor forskel for eleverne.

”Nogle gange kræver det at man ændrer lidt på rammerne. True North kom og tog borde og stole ud af klassen. De havde pludselig et helt tomt lokale, hvor de kunne skabe et andet rum end klasseværelset. Det hjælper bare til at skabe flere refleksioner,” fortæller vicerektor Jeppe Struve Larsen.  

For NGG’s grundskoleelever er der skemalagt cirka fire skoledage årligt til kursusdage på Mini-MBA’en. For gymnasieklasserne vil det være indlagt i enkelte fag. Det kunne eksempelvis være en biologitime, hvor LifeScience-eleverne, skal pitche idéer til eksterne partnere, eksempelvis DTU eller virksomhedsbesøg hos en lokal aktør.

Diplom i bagagen

På sigt overvejer skolen også at udbyde et weekend-lynkursus for nye elever, der starter direkte i 1.g, så de kan indhente det tabte fra 8. og 9. klasse og hoppe med på vognen. Og dem der fuldfører, får et diplom med sig i bagagen udover studenterhuen.

Uddannelsen har allerede fået fine kvalitetsstempler udefra. Hørsholms borgmester Morten Slotved, True North-stifter Nicolai Moltke-Leth og Steen Donner, CEO DTU Science Park har foreløbigt sat deres navn på uddannelsens diplom.  

Spørger man ind til det ultimative slutprodukt for en Mini-MBA-elev på NGG, er svaret ganske simpelt:

”Udover en solid studentereksamen så står man med et diplom og et netværk i bagagen, der kan åbne spændende muligheder både lokalt og globalt, hvis man ønsker det,” siger Thomas Trane.

De 7 Samfundsløfter – Elevernes videre vej i uddannelsessystemet

På Nordsjællands Grundskole og Gymnasium har man arbejdet aktivt med at udarbejde et forløb, der indeholder nye måder at tænke skole og uddannelse på, hvor fokus er på sammenhængen i elevernes uddannelsesforløb. I tråd med samfundsløftet om elevens videre vej, er der i forløbet indtænkt en overgang fra grundskole til ungdomsuddannelser i de forskellige fag – også med fokus på andet end faget selv, nemlig selvrefleksion og lederskab.

Danmarks Private Skoler er organisation for frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordelt over hele Danmark.
Foreningen varetager skolernes interesser over for bl.a. Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Interessevaretagelsen understøttes af foreningens kommunikationsvirksomhed og projekt- og analysearbejde. Foreningens sekretariat rådgiver skolerne i juridiske, økonomiske, ledelsesmæssige, pædagogiske og undervisningsrelaterede spørgsmål.
Foreningen har desuden en omfattende kursusvirksomhed for skolernes ledelser og bestyrelser.

Danmarks Private Skoler

Ny Kongensgade 15
1472 København K

T: 3330 7930
E: info@privateskoler.dk
W: www.privateskoler.dk

©2026 Danmarks Private Skoler