Om tilmelding af semesterprøver, øveprøver, prøveansvarlig, prøvevejledninger og årsplan.
Tilmelding og booking til semesterprøver
Tilmeldingen af elever til semesterprøver i december 2021 åbner den 15. september 2021. På uvm.dk/fp kan du under prøvetilrettelæggelse læse mere om tilmelding og semesterprøver. Fristen for tilmelding er den 1. oktober 2021. Der åbnes for booking i testogprøver.dk den 22. september 2021.
Styrelsen har den 26. august 2021 sendt en mail med brugernavn og adgangskode til samtlige prøveafholdende skoler, som skal benyttes i forbindelse med tilmelding af elever til folkeskolens prøver. Hvis skolen mister brugernavn og adgangskode, skal skolen sende en mail til fp@stukuvm.dk og oplyse skolens navn, skolekode, adresse, telefonnummer og kontaktperson.
Øveprøver i skoleåret 2021/2022
I dette skoleår afvikles der øveprøver to gange. Øveprøver I uge 45 og 46 2021 og øveprøver II i uge 2 og 3 i 2022. Ved begge øveprøver anvendes opgavesæt fra maj 2021. Booking til øveprøver I åbner den 6. september 2021. Læs mere om øveprøverne på hjemmesiden.
Prøveansvarlig
Alt information vedr. prøverne sendes i forvejen til skolens mail. Ønsker skolen, at disse informationer også sendes til en eller to prøveansvarlige personer på skolen, skal skolen logge ind på tilmeldingen og udfylde skema 275. Linket til tilmelding findes på uvm.dk/fp under prøvetilrettelæggelse og adgang, tilmelding og booking.
Nye prøvevejledninger til folkeskolens prøver den 1. oktober
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet arbejder i øjeblikket på at revidere alle prøvevejledninger til folkeskolens prøver. Formålet med revideringerne er at gøre prøvevejledningerne mere overskuelige og mere ens på tværs af fagene.
I dansk, engelsk, tysk og fransk er der desuden nye regler i form af nye vurderingskriterier for de censorbedømte dele af de skriftlige prøver. Derudover er der ikke sket ændringer i reglerne for prøverne.
De reviderede prøvevejledninger offentliggøres den 1. oktober 2021. Herefter vil de nye prøvevejledninger blive præsenteret på en række webinarer i løbet af efteråret. Datoerne udmeldes hurtigst muligt i FPnyt og på uvm.dk/fp.
Årsplan og frister for 2021/2022
Årsplanen og diverse frister for skoleåret 2021/2022 kan ses på uvm.dk/fp under Prøveterminer, prøvefag og planer.