Den 1. juli 2024 er der udsendt nyt ”Cirkulære om barsel, adoption og omsorgsdage”. Det betyder, at skolerne både skal forholde sig til det nye cirkulære og de overenskomstbaserede ændringer. Desuden skal skolerne forholde sig til de ændringer i barselsloven fra 2022, der blev planlagt til først at træde i kraft fra 2024.

Skolerne skal bl.a. være opmærksom på følgende ændringer:

Lønret til far/medmor:

Med de nye regler øges retten til løn for faderen eller medmor med 3 uger i fraværsperioden efter den 10. uge efter fødslen. Adoptanters lønret øges tilsvarende med 3 uger i alt.

Flerlingefødsler:

Hver forælder har ret til 13 ugers ekstra fravær med løn. Det samme gælder for adoptanter. De omtalte uger kan ikke overdrages mellem forældrene.

Orloven skal afvikles indenfor et år efter fødslen. Denne del af orloven kan ikke udskydes.

Flerlingefødsler med et dødfødt barn:

Er et af børnene ved en tvillingefødsel dødfødt, vil begge forældre have ret til 26 ugers sorgorlov. Tilsvarende gælder for adoptanter. Forældrene får i denne situation ikke 13 ugers ekstra orlov. Dette ud fra en argumentation om, at der ikke er to levendefødte børn ved samme fødsel.

Dør et af børnene efter fødslen, vil begge forældre beholde de 13 uger, fordi de allerede er trådt i kraft. Forældrene vil i denne konkrete situation også have ret til de 26 ugers sorgorlov.

Soloforældre:

Soloforældre har ret til 46 orlovsuger med barselsdagpenge efter fødslen. Solofædre og solomødres orlovsperiode er sidestillet.

Lønretten for soloforældre udvides med 10 uger. Tilsvarende gælder for soloadoptanter.

Derudover får soloforældre til børn født den 1. januar 2024 eller senere mulighed for at overdrage en del af deres orlov med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem.

En solomor kan overdrage op til 36 ugers orlov med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem. Hvis solomoren er lønmodtager, kan der i stedet overdrages op til 27 uger, da 9 af orlovsugerne er øremærket.

En solofar kan overdrage op til 44 ugers orlov med barselsdagpenge til et nærtstående familiemedlem. Hvis solofaren er lønmodtager, kan der i stedet overdrages op 35 ugers orlov, da 9 af ugerne er øremærket.

Overdragelsen kan enten være til egne forældre eller søskende og er betinget af, at beskæftigelseskravet er opfyldt. Hvis der er tale om, at den ene forælder er død, er der også mulighed for at overdrage orlovsuger til den afdødes forældre eller søskende. Det nærtstående familiemedlem skal afholde orloven, inden barnet fylder ét år. 

Soloforældre med tvillinger:

Soloforældre med tvillinger får også 13 ugers ekstra orlov efter samme regler som beskrevet ovenfor.

LGBT+ familier:

Retlige forældre kan dele en del af de orlovsuger, som ikke er øremærkede, til op til to sociale forældre.


Sekretariatet arbejdet p.t. på at opdatere vores barselsvejledning på hjemmesiden. Når dette er sket, vil vi melde det ud til skolerne.