Debatten om corona-tiltag på skoleområdet risikerer at skabe et kunstigt modsætningsforhold mellem trivsel og faglighed, skriver Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler i Politiken Skolemonitor.

Bragt d. 28. maj 2021 på Politiken Skolemonitor


Hvordan får man mest ud af de midler, der skydes ind i skoleverdenen for at afhjælpe de negative effekter af corona, restriktioner og nedlukninger? Det er der mange, der har en mening om.

Skal midlerne gå til fællesskabsfremmende aktiviteter på lejrskoler og i fritidsordningen eller til at styrke fagligheden?

Det er naturligvis en relevant diskussion, hvis økonomiske midler skal gå til meget konkrete tiltag – og ikke fordeles med mulighed for at tage beslutninger om anvendelse så lokalt som muligt.

Selvfølgelig går der signalpolitik i den. og selvfølgelig kipper forskellige interesseorganisationer med flaget for, at netop deres område skal have den største del af kagen. Sådan er det jo. Og det er ikke så overraskende.

Det, der måske nok er en kommentar værd, er, at der i drøftelserne ofte skabes et kunstigt modsætningsforhold mellem det, der skaber trivsel og fællesskab og selve fagligheden og undervisningen af eleverne.

TRIVSEL ER LIG LÆRING OG UDVIKLING

Trivsel er afgørende for den enkeltes velbefindende og er nært koblet til læring og udvikling. Det er de fleste enige om.

Trivsel og fællesskab er nogle af de gensidige faktorer, der er med til at løfte elevernes faglige og personlige udvikling. Mistrivsel hos den enkelte har store negative konsekvenser og kan føre til et liv uden for fællesskabet.

Trivsel er ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget, der skabes. Synet på undervisningen og læring er en dokumenteret trivselsfremmende faktor. Det skaber trivsel, når eleverne oplever et læringsmiljø, der er kendetegnet ved, at det er velset at sætte fokus på det faglige og blive så dygtig som mulig, uanset ens udgangspunkt.

Skolens primære opgave er undervisning, og vi ved, at trivslen øges der, hvor der sættes fokus på, hvordan skolen tilrettelægger undervisningen og sine øvrige aktiviteter.

Den skal fremme elevernes faglige og generelle udvikling med fokus på undervisningsmiljø, omgangstone, respekt, ligeværd, meningsfuldhed, motivation, differentiering, samvær med andre, fællesskab og medindflydelse.

FOKUS PÅ KERNEN

Det er uhensigtsmæssigt at tale om selve undervisningen og faglighed som en tilstand, der skal undgås. De aktiviteter, der foregår i skoleregi, men som planlægges uden for det traditionelle klasserum, indeholder også undervisning og faglighed.

Hvilken lejrskole hareksempelvis udelukkende fokus på det sociale og trivselsmæssige – og ikke på faglige temaer i relation til skolens fag som biologi, historie og geografi?

Vi tror på trivsel og faglighed – og ikke på trivsel eller faglighed. Det gjorde vi før corona, og det gør vi fortsat. Skolens kernevirksomhed er undervisning.

At skabe rum for elever, hvori de kan dygtiggøre sig, uanset deres baggrund. Faglighed er ikke en modsætning til fællesskaber, dannelse og trivsel. Tværtimod.

Vi tror faktisk på, at en forudsætning for trivsel og fællesskab er, at elever og lærere er sammen om en meningsfuld og vigtig aktivitet: Undervisningen.

Kontakt

Søren Tonnesen Lodahl
Sekretariatschef

3330 7929
2961 7520
stl@privateskoler.dk
Simone Dalsgaard
Souschef, seniorkonsulent

3330 7927
sd@privateskoler.dk