Regeringen har d.d. fremsat forslag til Finanslov 2022, herunder forslag til tilskudsforhold for såvel frie grundskoler som private gymnasiale uddannelser
I forbindelse med offentliggørelsen siger formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr: ”For at kunne drive en værdibåren skole – og for at kunne give forældre og unge et frit skolevalg, er statstilskud en afgørende faktor. De frie og private skoler har et rimeligt statstilskud for nuværende. Vi er tilfredse med, at der i finanslovsforslaget ikke lægges op til ændringer i tilskuddet for hverken grundskolerne eller gymnasierne.”
Frie grundskoler
For finansåret 2022 foreslås der ingen ændringer. Koblingsprocenten vil fortsat være fastsat til 76%.
Grundskolerne skal være opmærksomme på, at taksterne stiger. Dette skyldes en højere pl-regulering (end tidligere), samt at folkeskolens udgifter ligeledes har været stigende.
De afsnørede midler til puljen til specialundervisning er på samme niveau som sidste år.
De endelige takster udregnes i forbindelse med finanslovens vedtagelse på basis af det faktiske antal specialundervisningselever, der indberettes ifm. elevtal d. 5. september.
Fripladspuljen til de frie grundskolers elever er en selvstændig post på finansloven. På regeringens forslag til finansloven er der desværre ikke fundet plads til en øgning af denne pulje, selv om den ikke dækker det faktiske behov. Om dette siger Karsten Suhr: ”Det er vi ærgerlige over. Skolerne må altså fortsat tilbyde tilskud til lavindkomstfamilier, udover det tilskud, der kan søges af finanslovspuljen – altså via midler fundet i det normale driftstilskud. Foreningen vil fortsat arbejde på en forøgelse af fripladspuljen.”
Regeringen og regeringens støttepartier besluttede ifm. finanslov 2020 en ekstrabevilling til folkeskolerne. De ekstra midler til folkeskolerne bliver er nu konteret, så de også indgår i beregningsgrundlaget for tilskuddet til de frie grundskoler. Dog først med konkret virkning fra 2025, idet der jo som bekendt er indbygget en ”forsinkelse” på tre år i tilskudssystemet.
Ifm. med den tekniske gennemgang af finanslovsforslaget konstateredes i øvrigt et generelt stagnerende elevtal på de frie grundskoler.
Private gymnasiale uddannelser
Der lægges heller ikke med finanslovsforslaget op til ændringer i tilskuddet til de private gymnasiale uddannelser. Taksterne stiger dog også her grundet en højere pl-regulering.
Ifm. med den tekniske gennemgang af finanslovsforslaget konstateredes en forventet aktivitetsnedgang (elevtal) på hf og den 2-årige stx, men en forventet elevfremgang på stx.
Med aftalen om en ny elevfordelingsmodel på de gymnasiale uddannelser blev det besluttet, at der her i efteråret skal forhandles om en ændret takstmodel for de offentlige gymnasiale uddannelser. ”Da de private gymnasiers statstilskud er relateret til de offentlige gymnasiers udgifter, er foreningen yderst opmærksom på disse forhandlinger”, udtaler Karsten Suhr. De nye takster forventes implementeret fra 2023.
Hvad nu?
Der er tale om et forslag til finanslov og intet er vedtaget endnu.
Så snart at finanslovsaftalen er endeligt vedtaget, og detaljerne for skolernes tilskud 2022 er tilgængelige, offentliggøres de på vores hjemmeside.
Orienteringsbreve om finanslovforslaget for 2022 og tilskudsberegnere
Ministeriet udsender hvert år orienteringsbreve til uddannelsesinstitutionerne om finanslovforslaget og ændringsforslag til finanslovforslaget. De fremsatte takstforslag samt tilskudsberegnere for såvel frie grundskoler som private gymnasiale uddannelser kan findes her på hjemmesiden i Værktøjer for medlemsskoler, Statstilskud.