Socialdemokratiets forslag om maksimalt 14 elever i indskolingen præsenteres som et løft af trivsel og læring. Ambitionen er sympatisk. Men hvad sker der med den lokale frihed og tillid til skolerne, når Christiansborg fastlægger klassernes størrelse?
I en tid, hvor der tales om mindre detailstyring og større selvbestemmelse, rejser udspillet et grundlæggende spørgsmål: Skal bedre skole skabes gennem nationale strukturforslag – eller gennem tillid til dem, der kender eleverne bedst? Læs foreningens debatindlæg offentliggjort i Altinget Uddannelse d. 24. februar 2026.
Læs debatindlægget her:
Mere frihed – og et klasseloft på 14? Et paradoks i skolepolitikken
Socialdemokratiets forslag om en “lilleskole” med maksimalt 14 elever i indskolingen rejser et principielt spørgsmål om balancen mellem lokal selvbestemmelse og centrale krav til skolernes struktur.
Det er positivt, at Socialdemokratiet og statsministeren viser interesse for grundskolen. Ambitionen om bedre trivsel, ro og læring – også for de yngste elever – deler vi. Alle børn har krav på en god start på skolelivet.
Derfor er det vigtigt, at skoledebatten føres med blik for helheden. Der findes ingen enkle løsninger, og én model passer ikke nødvendigvis til alle landets skoler.
Socialdemokratiets udspil kommer i en tid, hvor et folketingsvalg nærmer sig, og hvor grundskolen igen ser ud til at blive et centralt politisk tema. Forslaget om en “lilleskole” med maksimalt 14 elever i indskolingen er markant og vil få stor betydning for skolernes organisering. I en valgkontekst er det naturligt, at partier søger tydelige løsninger, der kan trænge igennem den politiske støj og vise handlekraft.
Men netop derfor opstår et vigtigt principielt spørgsmål: Hvad sker der med ambitionen om lokal frihed, mindre detailstyring og tillid til skolerne, hvis skolepolitikken formes af nationale strukturforslag? Der er en risiko for, at grundskolen bliver en politisk slagmark, hvor konkrete styringsgreb får større vægt end de principper om frihed og lokal ansvarlighed, som ellers fylder i den politiske retorik.
Socialdemokratiets udspil rummer flere konkrete greb til, hvordan skolen skal indrettes – fra overgangene mellem dagtilbud og skole til skærmbrug og undervisningens tilrettelæggelse. Det er i sig selv en form for central styring. Klasseloftet på maksimalt 14 elever i indskolingen fremstår dog som det mest vidtgående, fordi det direkte fastlægger skolernes struktur. Og her opstår paradokset: Samtidig med at der politisk tales om frihed, mindre detailstyring og større lokal tillid, foreslås et nationalt krav, som i praksis indsnævrer skolernes lokale råderum.
I de frie og private skoler er friheden ikke et slagord, men et bærende princip. Lokal selvbestemmelse er en forudsætning for, at den enkelte skole kan lykkes med sin opgave. Når ledelse, lærere, pædagoger, forældre og elever har ansvar for at prioritere og organisere skolens hverdag ud fra et fælles værdigrundlag, skabes der stærke lærings- og trivselsmiljøer. Det er denne frihed, der har bidraget til et mangfoldigt skolelandskab, hvor børn kan trives og lære på forskellige måder.
Klassestørrelser spiller en rolle, men antallet af elever i en klasse er kun én blandt mange faktorer i arbejdet med at skabe en god skole. Relationer, faglighed, stabile voksne, skolens kultur, samarbejdet med forældrene og den pædagogiske organisering er mindst lige så afgørende.
En god skole begynder ikke med et bestemt elevtal, men med klare værdier og bevidste pædagogiske valg. Den begynder med spørgsmål som: Hvilken skole er vi? Hvordan organiserer vi hverdagen, så den giver mening for vores elever?
Det danske skolesystem er kendetegnet ved mangfoldighed. Folkeskoler og frie og private skoler bidrager hver især til, at børn og familier kan finde et skoletilbud, der passer til deres behov og værdier. Den mangfoldighed er en styrke, men den forudsætter tillid og råderum.
Danmarks Private Skoler ønsker en skoledebat, der bygger på dialog, helhed og tillid frem for ensartede løsninger. Vi deler ambitionen om at styrke grundskolen – men vejen dertil går gennem respekt for skolernes forskellighed og for dem, der står tættest på eleverne i hverdagen. De er bedst i stand til at træffe de rigtige valg.
