Ungdoms- og voksenuddannelser er fra den 3. januar 2022 omfattet af opfordringen til to ugentlige screeningtest, og samtidig vil uddannelserne blive omfattet af selvtestordningen. Det forventes, at selvtestkit kan distribueres til institutionerne fra midt i januar.

På baggrund af ovenstående er retningslinjer for ungdoms- og voksenuddannelser blevet justeret, og der er blevet offentliggjort “spørgsmål/svar” herom.

Børne- og Undervisningsministeriet understreger, at den nye selvtestordning ikke er sammenlignelig med ordningen ’selvtest under supervision’, som eksisterede i foråret. Forskellene er bl.a.:

  • at test i den nye ordning ikke vil være superviseret af uddannet personale.
  • at selve testningen ikke behøver foregå på skolen, men selvtestkit kan udleveres til brug derhjemme.
  • at det er frivilligt, om man vil følge opfordringen til test, da der udelukkende er krav om coronapas og ikke test.
  • at selvtesten ikke er gyldig i coronapasset, så derfor skal personer, som ikke er vaccinerede eller tidligere smittede, i stedet benytte de landsdækkende testcentre.

Institutionerne vil snarest efter nytår få mere information fra Børne- og Undervisningsministeriet om distribution af selvtestkit.