Husk at booke elever til semesterprøver

Testogprøver.dk vil blive anvendt til afvikling af skriftlige semesterprøver i december 2020. Eleverne skal bookes til alle prøver, der afvikles via testogprøver.dk. Eleverne kan bookes frem til prøvens start.

 

Kontrollér censortildeling ved skriftlige semesterprøver

Skoler, der afholder semesterprøver i december 2019, har den 4. november 2019 modtaget en oversigt over de beskikkede censorer, der skal rette skolens skriftlige elevbesvarelser. Skolens leder skal kontrollere, at oversigten er i overensstemmelse med de prøver, der skal afholdes på skolen. Hvis der er semesterprøver, der alligevel ikke skal afholdes på skolen, skal du gøre skolens tilmelding uaktuel. Vejledningen i hvordan du ændrer skolens tilmelding, finder du på vores hjemmeside uvm.dk/fp under tilmelding med titlen ” Ændring af godkendte blanketter til folkeskolens prøver”.

 

Skolens leder, den prøveansvarlige og administrative medarbejdere

Tilmelding til prøverne i maj/juni 2021 Tilmelding til prøverne i maj/juni 2021 kan ske frem til den 1. december 2020. Den beskikkede censur lægges på baggrund af det tilmeldte antal elever. Det er derfor vigtigt, at skolen tilmelder det nøjagtige antal elever, der skal aflægge de enkelte prøver. Vær opmærksom på bestilling af opgavesæt til elever med særlige behov også har frist den 1. december 2020. Tilmelding og bestilling af opgavesæt sker på vores hjemmeside uvm.dk/fp under prøvetilrettelæggelse.

 

Vejledning og webinar om prøve på særlige vilkår og fritagelser

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har den 10. november sendt invitationer ud til samtlige prøveafholdende skoler om afholdelse af to webinarer om reglerne for særlige prøvevilkår og fritagelse. Webinarerne afholdes tirsdag den 17. november og onsdag den 18. november – begge dage kl. 14-15. Et af webinarerne bliver optaget og gjort tilgængeligt på emu respons/uvm.dk/fp.

Styrelsen er i færd med at revidere vejledningen om særlige prøvevilkår og fritagelse. Reglerne for særlige prøvevilkår og fritagelse er ikke ændret. Vejledningen er gennemskrevet for at gøre den klarere og mere letforståelig. Vi forventer at vejledningen offentliggøres ultimo november.

Bemærk, at webinaret afholdes inden den nye vejledning er offentliggjort. Vi afholder webinarerne så tidligt som muligt for at kunne hjælpe skolerne i god tid, inden der den 1. december skal træffes afgørelser om særlige prøvevilkår for elever, der skal til prøver i prøveterminen maj-juni 2021.

 

Ny version af folderen til elever: Når du skal til prøve

Ministeriet har lavet en ny version af folderen til elever: Når du skal til prøve , hvor elever kan læse om prøverne og om, hvilke hjælpemidler, de må anvende ved prøverne. I denne nye version er der tilføjet beskrivelser af de nye prøver i 8. klasse i de praktisk/musiske fag (håndværk og design, musik, billedkunst og madkundskab) sammen med mindre justeringer af teksten om prøverne i 9. og 10. klasse.

Folderen forventes offentliggjort på uvm.dk/fp i løbet af uge 47.

Ny bekendtgørelse om nødprøveregler for folkeskolens prøver i prøveterminen december-januar træder i kraft den 16. november 2020

Den 16. november træder regler i kraft vedrørende afholdelse af folkeskolens prøver i prøveterminen december-januar 2020/21 som følge af foranstaltninger mod covid-19.

Skolens leder får mulighed for at aflyse en prøve i prøveterminen december-januar 2020/21 som følge af foranstaltninger mod covid-19, som omfatter skolen, og som indebærer, at prøven ikke kan afholdes på det planlagte tidspunkt, i tilfælde af elevens sygdom, herunder med covid-19, eller i tilfælde, hvor eleven ikke kan møde frem på skolen af andre sundhedsmæssige grunde relateret til covid-19.

Desuden kan skolens leder aflyse praktisk-musiske prøver i 8. klasse på grund af fagligt efterslæb, som skyldes foranstaltninger mod covid-19. Skolens leder skal dog vurdere, om det kan lade sig gøre at placere en mundtlig prøve senere i vinterprøveterminen. Eleven vil ved aflysning af en prøve få ophøjet sin sidste standpunktskarakter til prøvekarakter i det pågældende fag.

Bekendtgørelsen har titlen: Bekendtgørelse om aflysning af prøver og and re midlertidige foranstaltninger ved afholdelse af folkeskolens prøver i prøveterminen december – januar 2020/21 som led i forebyggelsen og afhjælpningen i forbindelse med covid – 19.

Bekendtgørelsen vil kunne læses via retsinformation.dk fra mandag den 16. november.

Bemærk mulighed for at anmode om godkendelse til at udskyde en mundtlig prøve til en dato efter den 18. januar og inden den 26. maj 2021.

Skolens leder kan i særlige tilfælde få godkendelse til at fravige prøveterminerne fx på grund af nødundervisning. En mundtlig prøve vil kunne afholdes på et tidspunkt mellem prøveterminen i december/januar og prøveterminen i maj/juni (det vil sige i perioden fra den 18. januar 2021 til og med den 26. maj 2021).

Skolens leder kan anmode om godkendelse af en sådan fravigelse ved at sende en e-mail til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (fp@stukuvm.dk) med oplysninger om prøven, prøvedatoen, antal elever, skolens navn og institutionsnr., årsagen til ønsket om fravigelsen og den ønskede nye prøvedato for prøven.

Skriftlige prøver kan kun afholdes på de datoer, som fremgår af uvm.dk/fp.

 

Nye åbningstider i call-center

Fra uge 46 er der mulighed for at stille spørgsmål om folkeskolens prøver til STUK’s call-center hver dag mellem 9 og 14 (hvor telefonen tidligere først åbnede kl. 10 om tirsdagen). Der er fortsat udvidede åbningstider i prøveterminerne og lukket i skolernes ferier. Det er også muligt at kontakte STUK vedrørende folkeskolens prøver på fp@stukuvm.dk.

fpnyt4 kalender