Børns rettigheder i skolens undervisning
Undervisningen kan betegnes som skolens mest centrale kerneydelse. Undervisningen er et omdrejningspunktet for skolens virke; det er her viden, kunnen, indsigt og forståelse fremmes. Derfor er undervisningen også afgørende, når man ønsker at understøtte børns rettigheder. Ikke nok med, at undervisningen skaber rum for at øge elevernes viden om deres rettigheder, så kan undervisningen også fungere som et dannende fællesskab, hvor eleverne lærer om forskellighed, solidaritet, selvbestemmelse og medbestemmelse.
Tag temperaturen på ’børns rettigheder’ i jeres skoles undervisning. Nedenstående tekster og spørgsmål kan benyttes af f.eks. skolens lærere til at igangsætte dialogen om ’børns rettigheder’ i skolens undervisning og til at tage temperaturen på, hvor integreret ’børns rettigheder’ er i skolens undervisning.
Pejlemærker og undersøgelsesspørgsmål
Er børns rettigheder en del af undervisningen på jeres skole? Læs om pejlemærkerne for ’Børns rettigheder’ i undervisningen og besvar de tilhørende undersøgelsesspørgsmål.
Pejlemærker for ’børns rettigheder’ i undervisningen:
- Børns rettigheder i indholdet i undervisningen
- Børns rettigheder i tilrettelæggelsen af undervisningen
- Børns rettigheder i inddragelsen i undervisningen
1. Børns rettigheder i indholdet af undervisningen
Børn har ret til at kende deres rettigheder. Der er mange danske børn, der ikke kender deres rettigheder. Der er mange skoler, der ikke underviser i Børnekonventionen, men der er selvfølgelig også mange, der gør.
Når skolen giver eleverne viden om deres rettigheder, kan det medvirke til, at de bliver bedre i stand til at handle eller til bedre at forstå, at andre børn har samme rettigheder. Kendskabet kan medvirke til at skabe engagerede og ansvarlige børn, som trives i skolen.
Børns rettigheder kan være en del af det faglige indhold i de enkelte fag og i de obligatoriske emner. Det kan også være en del af skolens faste temaer eller omdrejningspunkt i tværfaglige emne- eller projektforløb.
Besvar disse undersøgelsesspørgsmål og find ud af, om børns rettigheder er en integreret del af undervisningens indhold på jeres skole:
- Undervises skolens elever i Børnekonventionen, så de kender deres rettigheder?
- Hvornår i skoleforløbet introduceres eleverne første gang for Børnekonventionen?
- I hvilke fag- eller emneområder inddrages Børnekonventionen og børns rettigheder?
- Hvem er ansvarlig for, at eleverne får viden om børns rettigheder og Børnekonventionen?
Tag temperaturen!
- Var det let at besvare spørgsmålene? Hvorfor? Hvorfor ikke?
- Var det let at finde og give konkrete eksempler i forbindelse med svarene?
- Har spørgsmålene givet dig/jer anledning til at reflektere over indholdet i skolens undervisning i relation til børns rettigheder?
Er børns rettigheder er en integreret del af undervisningens indhold på jeres skole?
Fylder det meget i undervisningsindholdet er temperaturen høj. Er det slet ikke en del af indholdet er temperaturen helt lav.
2. Børns rettigheder i tilrettelæggelsen af undervisningen
Det er ikke kun gennem indholdet i undervisningen, at børns rettigheder fremmes. Det sker i lige så høj grad gennem den måde, den konkrete undervisning tilrettelægges.
En del af overvejelserne i tilrettelæggelsen af undervisningen er, hvordan man tilgodeser det gunstige møde mellem fællesskabet og individet. Skolen er jo grundlæggende et sted, hvor børn og unge udvikler sig, udfordres og lærer – sammen med andre. Mange af de valg, der træffes i forbindelse med tilrettelæggelsen af undervisningen har direkte eller indirekte indflydelse på barnets rettigheder. Det kan f.eks. være i måden, som elevernes blandes eller opdeles, i de arbejdsformer man vælger eller i den måde, som man skaber rum for dialog og meningsudveksling.
Opmærksomhedspunkter kunne være: Demokrati, forskellighed, individet i fællesskabet, gruppering, hold, samarbejde, retningslinjer, tolerance, ansvar, lederskab.
Besvar disse undersøgelsesspørgsmål og find ud af, om børns rettigheder spiller en rolle i tilrettelæggelsen af undervisningen på jeres skole:
- Er jeg/vi opmærksomme på børns rettigheder i valg af arbejdsformer i undervisningen?
- Er jeg/vi opmærksomme på børns rettigheder i forbindelse med samtaler, dialog og meningsudveksling?
- Er jeg/vi opmærksomme på børns rettigheder i forbindelse med tildeling af opgaver og roller i undervisningen?
Tag temperaturen!
- Var det let at besvare spørgsmålene? Hvorfor? Hvorfor ikke?
- Var det let at finde og give konkrete eksempler i forbindelse med svarene?
- Har spørgsmålene givet dig/jer anledning til at reflektere over tilrettelæggelsen af skolens undervisning i relation til børns rettigheder?
Spiller børns rettigheder en rolle i tilrettelæggelsen af undervisningen på jeres skole?
Fylder børns rettigheder meget i tilrettelæggelsen af undervisningen er temperaturen høj. Fylder de slet ikke noget i tilrettelæggelsen af undervisningen er temperaturen helt lav.
3. Børns rettigheder i inddragelsen i undervisningen
Fokus på børns rettigheder er også at have fokus på involvering og medinddragelse af eleverne i undervisningen.
Ved man ikke, hvad noget indebærer, er det svært at have et fællessprog derom. Derfor er det en forudsætning for en vellykket medinddragelse, at eleverne har indsigt i, hvad medinddragelse er og betyder, hvad de kan få indflydelse på, og at de er bevidste om deres egen rolle i samarbejdet.
Eleverne kan inddrages på mange forskellige måder i undervisningen. Det kan bl.a. være givtigt at inddrage eleverne i hele eller dele af planlægningen og tilrettelæggelsen af undervisningen samt i evalueringen af denne. Eleverne kan herved tage medansvar og måske få indblik i, at deres beslutninger har betydning for andre. Eleverne kan lære, at deres mening har betydning, ligesom de ser, at de gennem indflydelse kan ændre udbyttet af egen indsats. Elevinddragelse i undervisningen er en samarbejds- og udviklingsproces, som særligt får effekt, når eleven oplever sig selv som en kvalificeret medspiller: En, der lyttes til. Samtidig stiller det krav til eleven. Eleven vil erfare, at der med inddragelse følger et ansvar, ligesom eleven vil få indsigt i, at indflydelse ikke er lig med egenrådighed, men et samspil og en balance mellem læreren, de øvrige elever og eleven selv.
Besvar disse undersøgelsesspørgsmål og bliv klogere på inddragelsesnivauet i skolens undervisning:
- Giv konkrete eksempler på, at eleverne bliver ’taget med på råd’, i din/jeres undervisning (indhold, arbejdsform).
- Giv konkrete eksempler på, at eleverne samarbejder ligeværdigt med dig/jer i processen omkring undervisningen (indhold, arbejdsform).
- Giv konkrete eksempler på, at eleverne definerer og styrer undervisningen, mens du/I støtter eleverne undervejs (indhold, arbejdsform).
Tag temperaturen!
- Var det let at besvare spørgsmålene? Hvorfor? Hvorfor ikke?
- Var det let at finde og give konkrete eksempler i forbindelse med svarene?
- Har spørgsmålene givet dig/jer anledning til at reflektere over inddragelsesniveauet i skolens undervisning i relation til børns rettigheder?
Hvordan er inddragelsesnivauet i skolens undervisning?
Fylder medinddragelse og medindflydelse meget i undervisningen er temperaturen høj. Fylder det slet ikke noget er temperaturen helt lav.