Fagfornyelsen er en af de mest omfattende forandringer af folkeskolens faglige grundlag i mange år. Ambitionen er ikke blot at revidere fagplaner og undervisningsindhold, men at styrke fagene som dannelsesfag og skabe en tydeligere sammenhæng mellem folkeskolens formål og den undervisning, eleverne møder i hverdagen.

Folkeskolens formål bliver den røde tråd i de nye fagplaner. Begreber som myndighed, engagement og deltagelse bliver ikke alene overordnede idealer, men integreres i de enkelte fag, som dermed får til opgave at bidrage til realiseringen af folkeskolens formål. Fokus flytter sig fra spørgsmålet: “Hvilke mål skal opfyldes?” til: “Hvad skal fagene bidrage til i elevernes liv og dannelse?”

På flere områder ligger tankerne faktisk tæt på traditionerne i de frie grundskoler – blandt andet ønsket om en mere formålsstyret, sammenhængende og værdibaseret tilgang til undervisning.

I relation til de frie grundskoler handler de kritiske opmærksomhedspunkter om, hvordan de nye fagplaner kan påvirke de frie grundskolers frihed og den måde, stå mål med-kravet reguleres på fremover.

Jo mere de nye fagplaner bygger på folkeskolens eget formål, værdier og forståelser af undervisning og dannelse, desto vigtigere bliver det at fastholde sondringen mellem det, der gælder for folkeskolen, og det, de frie grundskoler skal være forpligtet på. Staten kan stille krav til det faglige slutniveau, men de frie grundskoler skal samtidig have frihed til at bygge skolen og undervisningen på egne formål, værdier og pædagogiske valg. Det er netop denne balance, Fagfornyelsen aktualiserer.

Frie grundskoler skal ikke være folkeskoler

Den danske tradition for skolefrihed bygger på en grundlæggende balance. Samfundet har en legitim interesse i, at alle børn og unge opnår kundskaber og færdigheder på et niveau, der står mål med folkeskolens. Men det er samtidig en grundlæggende forudsætning, at de frie grundskoler ikke skal være folkeskoler. Forældre har ret til at vælge skoler, der bygger på forskellige værdigrundlag, menneskesyn, dannelsesidealer og pædagogiske tilgange.

Denne balance kommer til udtryk i grundlovens § 76. Her slås det fast, at forældre ikke er forpligtede til at lade deres børn undervise i folkeskolen, hvis de selv sørger for en undervisning, der ”kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”.

Forældrenes ret til at vælge en anden undervisning end folkeskolens er dermed et grundlag for skolefriheden og for de frie grundskolers plads i skolesystemet. Stå mål med-kravet indebærer, at der kan stilles krav til undervisningens faglige slutniveau, uden at de frie grundskoler dermed skal overtage folkeskolens formål, værdier, organisering eller pædagogiske tilrettelæggelse.

Frihed forudsætter klare rammer

Frihed og retssikkerhed hænger tæt sammen. For at de frie grundskoler kan udvikle egne værdigrundlag, pædagogiske tilgange og dannelsesprojekter, må det samtidig være tydeligt, hvilke krav de skal leve op til.

Når undervisningen skal stå mål med folkeskolens, skal både skoler, forældre og myndigheder kunne identificere det relevante sammenligningsgrundlag. Ellers opstår der risiko for usikkerhed om, hvad der er bindende krav, og hvad der er udtryk for valg, som den enkelte skole frit kan træffe.

Når det er uklart, i de nye fagplaner for folkeskolen, hvad der vedrører elevernes kundskaber og færdigheder, og hvilke dele der beskriver folkeskolens særlige dannelsesforståelse og formål, bliver det vanskeligere at opretholde den balance mellem fælles faglige forventninger og pædagogisk frihed, som skolefriheden bygger på.

Opgaven er derfor todelt. Det skal for det første være tydeligt, hvad de frie grundskolers frihed omfatter, og hvad skolerne derfor ikke er bundet af. Og skal denne frihed kunne fungere i praksis, skal det for det andet være muligt at udskille og tydeligt identificere de kundskaber og færdigheder – det faglige slutniveau – som de frie grundskoler faktisk skal stå mål med.

Når friheden møder praksis

For mange frie grundskoler er spørgsmålet ikke kun principielt. Det har også en meget praktisk dimension.

De nuværende læreplaner i folkeskolen, Fælles Mål, beskriver elevernes faglige udvikling og det niveau af kundskaber og færdigheder, som undervisningen skal føre frem til. Derfor har frie grundskoler kunnet anvende Fælles Mål som referencepunkt uden nødvendigvis samtidig at overtage folkeskolens samlede skole- og dannelsesforståelse.

Efter den gældende lovgivning kan frie grundskoler vælge selv at formulere egne slutmål, delmål og undervisningsplaner. Men mange skoler vælger at lægge sig op ad folkeskolens Fælles Mål og de tilhørende læseplaner. For nogle skoler er det et bevidst valg, fordi de ønsker at ligge tæt på folkeskolens faglige struktur. For andre er det en pragmatisk løsning, som gør det lettere at dokumentere, at undervisningen står mål med folkeskolens.

En fri grundskole skal have frihed til at vælge at ligge tæt på folkeskolen, hvis det er i overensstemmelse med skolens egne værdier og formål. Men valget bør være et bevidst valg. Frihed forudsætter, at der fortsat er reel mulighed for at vælge både til og fra.

Med Fagfornyelsen og de nye fagplaner bliver det som nævnt vanskeligere at orientere sig mod de faglige dele alene.

Det handler både om den enkelte skole og om sektorens langsigtede legitimitet

Spørgsmålet bliver mere principielt, når man løfter blikket fra den enkelte skole til sektoren som helhed.

Hvis et stort antal frie grundskoler fortsat vælger at lægge sig helt op ad folkeskolens fagplaner, som mange har gjort i forhold til Fælles Mål, vil de med de nye fagplaner samtidig i højere grad orientere sig mod folkeskolens værdi- og dannelsesmæssige referencerammer. Over tid kan det betyde, at forskellene mellem skoleformerne bliver mindre tydelige.

Det er ikke et argument for, at den enkelte frie grundskole skal være anderledes end folkeskolen. Friheden består netop i, at skolen selv kan vælge. Men hvis friheden skal være reel, skal det også være muligt i praksis at vælge sin egen vej.

Det stiller krav til den kommende regulering. Det skal være tydeligt, hvilket fagligt niveau skolerne skal stå mål med, og kravene til, hvordan skolerne sandsynliggør dette, skal være klare og operationelle. Hvis det bliver for administrativt vanskeligt eller ressourcekrævende at sandsynliggøre, at skolens egen undervisning står mål med folkeskolens, kan den letteste løsning i praksis blive at vælge folkeskolens fagplaner. Dermed risikerer reguleringen indirekte at trække skolerne i retning af større ensartethed, selv om friheden formelt består.

Dermed handler spørgsmålet ikke kun om fagplaner. Det handler også om sektorens langsigtede legitimitet. De frie grundskolers særlige frihed hviler på en samfundsmæssig anerkendelse af, at forskellige skoleformer kan bidrage med forskellige perspektiver på undervisning, dannelse og skoleliv. Hvis friheden i praksis sjældnere omsættes til forskellige valg, kan det på længere sigt blive vanskeligere at synliggøre betydningen af den frihed, som skoleformen bygger på.

Derfor handler diskussionen om Fagfornyelsen ikke alene om indholdet i de kommende fagplaner. Den handler også om at skabe rammer, der gør det muligt for skolerne faktisk at bruge deres frihed. Skoler, der ønsker at vælge deres egen vej, skal have reel mulighed for at gøre det – og ikke ende med at vælge folkeskolens vej, fordi den er den eneste administrativt overkommelige.

At skabe rammer for reel frihed

Danmarks Private Skoler arbejder for de principper og rammer, der gør det muligt for frie grundskoler at være forskellige.

Det har også været udgangspunktet for foreningens arbejde med Fagfornyelsen. Gennem dialog med ministeriet, i relevante arbejdsgrupper og med de øvrige skoleforeninger har foreningen arbejdet for, at Fagfornyelsen kan forstås og anvendes på en måde, som respekterer de frie grundskolers særlige retsstilling og den grundlæggende balance mellem fælles faglige forventninger og pædagogisk frihed.

Det er en kompleks opgave. Den går fra de grundlovssikrede principper om forældreret og skolefrihed over fortolkningen af stå mål med-kravet og analyser af de nye fagplaner til meget konkrete spørgsmål om, hvordan den enkelte skole skal kunne sandsynliggøre, at dens undervisning står mål med folkeskolens. Samtidig skal en ny regulering forholde sig til de retssikkerhedsmæssige udfordringer, der allerede i dag kan opstå, når stå mål med-kravet skal fortolkes og anvendes i praksis.

Det gør området vanskeligt at forklare – både til skolerne, politisk og i ministeriet, hvor principperne både skal omsættes til lovgivning og regulering og efterfølgende fortolkes og anvendes i tilsynet med skolerne. Kompleksiteten kan samtidig gøre det vanskeligere at skabe opmærksomhed om problemstillingen og dens principielle betydning. Men også de spørgsmål, der er vanskelige at forklare og omsætte til praksis, kræver, at vi insisterer på at tage dem alvorligt.

Når grundlæggende frihedsrettigheder skal omsættes til lovgivning, regulering og konkret myndighedspraksis, er det afgørende, at rettighederne er tydelige hele vejen gennem kæden. Hensynet til regler, der er enkle at administrere og føre tilsyn efter, må ikke gradvist komme til at definere frihedens grænser.

Derfor skal det fortsat være tydeligt, hvilket fagligt niveau de frie grundskoler skal stå mål med, retssikkerheden omkring vurderingen af skolerne skal være klar, og kravene til skolernes sandsynliggørelse skal være operationelle. Friheden skal ikke blot være en juridisk mulighed, men en reel mulighed i praksis. Skolerne skal have både lyst til og mulighed for at udvikle og beskrive deres undervisning ud fra egne værdigrundlag, formål og pædagogiske profiler, når det er det, de ønsker – ikke opleve, at den letteste administrative løsning bliver den naturlige vej.

I sidste ende handler det om, hvor alvorligt vi tager skolefriheden.

Forældreretten og de frie skolers frihed får først deres fulde betydning, når de også kan realiseres i praksis. Det forpligter alle omkring skoleformen: politikerne, embedsværket, skoleforeningerne, organisationerne og de frie grundskoler selv. Friheden skal beskyttes i lovgivningen og reguleringen, men den skal også bruges og udfyldes af skolerne. Det er en forudsætning for både sektorens mangfoldighed, dens legitimitet og den frihed, som de frie grundskoler bygger på.

Danmarks Private Skoler er organisation for frie og private grundskoler og gymnasiale uddannelser fordelt over hele Danmark.
Foreningen varetager skolernes interesser over for bl.a. Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet. Interessevaretagelsen understøttes af foreningens kommunikationsvirksomhed og projekt- og analysearbejde. Foreningens sekretariat rådgiver skolerne i juridiske, økonomiske, ledelsesmæssige, pædagogiske og undervisningsrelaterede spørgsmål.
Foreningen har desuden en omfattende kursusvirksomhed for skolernes ledelser og bestyrelser.

Danmarks Private Skoler

Ny Kongensgade 15
1472 København K

T: 3330 7930
E: info@privateskoler.dk
W: www.privateskoler.dk

©2026 Danmarks Private Skoler