Kunstig intelligens er ikke længere et spørgsmål om fremtiden. Den forandrer allerede den verden, eleverne skal leve og arbejde i. Derfor er skolens opgave ikke at holde AI ude, men at ruste børn og unge med den faglighed, dømmekraft og dannelse, der gør dem i stand til at forstå, anvende og forholde sig kritisk til teknologien.
Foreningen deltog i årets Sorø-møde, hvor kunstig intelligens var øverst på dagsordenen. Det var mere end et valg af tema. Det var en erkendelse af, at AI ikke længere er et teknologisk nicheemne, men et spørgsmål om skolens fremtid. Undervisningsminister Magnus Heunicke talte om behovet for et gearskifte. Det er svært at være uenig i. Spørgsmålet er snarere, hvad et sådant gearskifte egentlig indebærer.
Hvad var det lige, der skete?
Det mest bemærkelsesværdige ved AI er måske ikke teknologien i sig selv. Det er, hvor grundlæggende den allerede er ved at forandre den måde, mennesker arbejder, lærer og skaber viden på.

Den største risiko for skolen er måske ikke at tage fejl, men at komme for sent.
Udviklingen kan være vanskelig at få øje på, hvis man befinder sig et sted, hvor den endnu ikke har sat sig. Skolen kan let blive en sådan boble. Ikke fordi der mangler vilje eller nysgerrighed, men fordi skolens rytme er en anden end teknologiens. Man kan læse om AI, diskutere AI og afholde konferencer om AI uden for alvor at opleve, hvordan den allerede er ved at forandre den verden, eleverne skal leve og arbejde i. Forandringen er allerede i gang. Det afgørende er, at den ikke stopper. Det stiller nye krav til skolen – ikke blot til de teknologier, vi anvender, men til den måde, vi udvikler undervisning, faglighed og dannelse på.
Den største risiko for skolen er måske ikke at tage fejl, men at komme for sent. At stå tilbage på perronen og spørge: Hvad var det egentlig, der skete?
AI rejser nye spørgsmål for skolen
Den offentlige debat om kunstig intelligens i skolen har i høj grad kredset om de risici, teknologien kan medføre. AI rejser en række legitime spørgsmål, som skolen skal tage alvorligt.
En af de mest udbredte bekymringer er, om eleverne lærer mindre, hvis kunstig intelligens overtager en del af skrivearbejdet, problemløsningen eller idéudviklingen. Samtidig udfordrer AI de måder, vi traditionelt vurderer elevers kunnen på. Når en chatbot kan skrive overbevisende tekster eller besvare komplekse spørgsmål, bliver det vanskeligere at afgøre, hvad eleven selv kan. Det kalder på nye former for undervisning, evaluering og prøver, hvor elevernes forståelse, refleksion og anvendelse af viden bliver tydeligere.
AI udfordrer ikke nødvendigvis prøverne – den udfordrer de prøveformer, vi har været vant til.

Udviklingen er allerede i gang. På hhx er der gennemført forsøg med nye prøveformer i faget Afsætning A, hvor eleverne har kunnet anvende generativ AI som en del af eksamensprojektet. Evalueringen viste, at både elever og undervisere oplevede forsøget positivt, og at den mundtlige eksamination fortsat gav et solidt grundlag for at vurdere elevernes egne faglige kompetencer. Erfaringerne peger dermed på, at AI kan integreres i prøver på en måde, hvor teknologien understøtter læringen uden at svække den faglige bedømmelse. AI udfordrer ikke nødvendigvis prøverne – den udfordrer de prøveformer, vi har været vant til.
Samme opgaver – nye udfordringer
Generative modeller kan formulere sig overbevisende, også når de tager fejl. De kan videreføre bias fra de data, de er trænet på, og de rejser spørgsmål om datasikkerhed, personoplysninger og gennemsigtighed. AI ændrer ikke skolens dannelsesopgave. Den giver den et nyt indhold. Eleverne skal ikke blot lære at anvende teknologien, men også udvikle kritisk tænkning, kildekritik, etisk refleksion og dømmekraft. Det er i virkeligheden en forlængelse af skolens traditionelle opgave: At ruste elever til at forstå og forholde sig kritisk til den verden, de er en del af.
Endelig rejser AI spørgsmål om ulighed. Ikke alle elever har de samme forudsætninger for at bruge teknologien kvalificeret, og på længere sigt er det heller ikke sikkert, at alle får adgang til de samme AI-værktøjer. Allerede i dag er der betydelige forskelle mellem gratis og betalingsbaserede modeller, og udviklingen kan føre til et marked, hvor de mest avancerede AI-løsninger kun er tilgængelige for dem, der har ressourcerne. Spørgsmålet bliver dermed ikke kun, om man har adgang til AI, men også hvilken AI man har adgang til.
Erfaringerne peger samtidig på, at de fagligt stærkeste elever ofte er bedst til at bruge AI som sparringspartner, mens fagligt svagere elever lettere kan blive afhængige af dens svar. Dermed risikerer teknologien at forstærke eksisterende faglige forskelle. Men AI rummer også et potentiale for det modsatte. Teknologien kan give elever nye muligheder for individuel støtte, forklaringer og sparring og dermed være med til at mindske forskelle i elevernes forudsætninger for at lære og deltage. Om AI forstærker eller mindsker ulighed, afhænger derfor også af, hvordan teknologien bringes i anvendelse, og hvilke kompetencer eleverne udvikler til at bruge den.
Betydningen af at kunne anvende AI kvalificeret viser sig allerede på arbejdsmarkedet, hvor medarbejdere med stærke AI-kompetencer mange steder arbejder hurtigere, træffer bedre beslutninger og skaber større værdi end kolleger, der endnu ikke har tilegnet sig de samme kompetencer.
For Danmarks Private Skoler peger både mulighederne og udfordringerne i én retning. Svaret er ikke at holde AI ude af skolen, men at udvikle undervisningen. Hvis AI bliver en integreret del af uddannelse og arbejdsliv, er lige adgang til teknologien ikke nok. Eleverne skal også have mulighed for at udvikle de kompetencer, der gør dem i stand til at bruge AI kvalificeret. Stærk faglighed, kritisk tænkning, digital dannelse og menneskelig dømmekraft bliver derfor ikke mindre vigtige i en tid med kunstig intelligens. De bliver tværtimod forudsætningen for, at teknologien kan blive et redskab for flere.
Virksomhederne er allerede et andet sted
Hvis man ser på den offentlige debat om AI, kan man let få indtryk af, at spørgsmålet først og fremmest er, om teknologien skal bruges. Sådan ser virkeligheden ikke længere ud i mange virksomheder. Her er AI allerede blevet en del af arbejdsgangene, og spørgsmålet er i stigende grad, hvordan teknologien bruges bedst.

Det er en del af den virkelighed, som de elever, der sidder i klasseværelserne i dag, skal rustes til at forstå og navigere i.
Den første fase handlede om at få medarbejderne i gang. Nu handler det også om at vælge den rette teknologi til den rette opgave og balancere kvalitet, pris, datasikkerhed og ansvarlighed. Én AI-model passer ikke nødvendigvis til alle opgaver, og nogle større virksomheder udvikler derfor systemer, der gør det muligt at vælge mellem forskellige modeller alt efter behov. AI er med andre ord ved at udvikle sig fra et enkelt værktøj til en ressource, der skal forstås, styres og prioriteres.
Det interessante er ikke kun teknologien, men hvor hurtigt arbejdsformerne omkring den ændrer sig. Mange virksomheder er på få år gået fra at eksperimentere med AI til at organisere dele af deres arbejde omkring den. Det er en del af den virkelighed, som de elever, der sidder i klasseværelserne i dag, skal rustes til at forstå og navigere i.
Skolen skal kunne lære, mens verden forandrer sig
Det rejser et grundlæggende spørgsmål for skolen: Kan den udvikle sig hurtigt nok? Undervisningsministeren taler om ”et gearskifte”.
Skolens udvikling har traditionelt været præget af grundighed, analyser, forsøgsordninger og gradvise reformer. Men AI udfordrer denne udviklingslogik, fordi nye modeller, anvendelser og kompetencekrav opstår hurtigere, end traditionelle processer kan følge med. Det betyder ikke, at skolen skal opgive grundigheden. Men den må blive bedre til at lære, mens forandringerne finder sted.
Der kommer ikke en færdig model for undervisning med kunstig intelligens. Derfor bliver erfaringer fra praksis mindst lige så vigtige som analyser og anbefalinger. Her kan skolen lære noget af den måde, virksomheder arbejder med prototyper og proof of concept på: Man opstiller en hypotese, afprøver den, evaluerer og justerer.
Det kan ske gennem lokale forsøgsrum. Nogle skoler eller klasser kan arbejde intensivt med AI, mens andre i perioder kan afprøve AI-frie læringsmiljøer. Formålet er ikke på forhånd at beslutte, hvilken model der er den rigtige, men at skabe systematiske erfaringer, som skolerne kan lære af og dele med hinanden.
Netop de frie og private skoler har en stærk tradition for at udvikle skole gennem lokal frihed, pædagogiske initiativer og forskellige måder at løse skolens opgave på. Den tradition er en styrke i en tid, hvor ingen kender alle svarene. Risikoen er ikke først og fremmest at afprøve noget, der senere viser sig at kunne gøres bedre. Risikoen er at vente på den perfekte løsning, mens verden omkring skolen forandrer sig.
Lærerne er afgørende
Udviklingen sker imidlertid ikke af sig selv. Hvis eleverne skal lære at anvende kunstig intelligens fagligt, kritisk og ansvarligt, kræver det lærere, der har mulighed for at opbygge erfaring med og forståelse for teknologien. Lærerkompetencer bliver derfor et afgørende spørgsmål i skolens møde med AI.
Det afgørende er lærernes faglige og didaktiske dømmekraft.

Det handler ikke om, at alle lærere skal være teknologieksperter – og heller ikke alene om at lære at bruge de værktøjer, der findes i dag. De vil udvikle sig, og nye vil komme til. Det afgørende er lærernes faglige og didaktiske dømmekraft: at kunne forstå teknologiens muligheder og begrænsninger, vurdere kvaliteten af det, den producerer, og omsætte nye muligheder til meningsfuld undervisning i det enkelte fag.
Det stiller også krav til rammerne omkring lærernes arbejde. Når teknologien hele tiden udvikler sig, kan kompetencerne ikke alene bygges op gennem enkeltstående kurser i bestemte systemer. Der skal være mulighed for løbende at opbygge erfaringer, undersøge betydningen for fagene og udvikle undervisningen sammen. AI-kompetence handler derfor om mere end teknologiforståelse. Den handler om faglighed, kritisk sans, didaktisk refleksion – og om evnen til kvalificeret at forholde sig til en teknologi i fortsat udvikling.
At udvikle skolen uden at miste dens formål
For Danmarks Private Skoler ændrer kunstig intelligens ikke skolens grundlæggende opgave. Skolen skal fortsat danne hele mennesker med faglighed, ansvar, nysgerrighed og dømmekraft. Men den opgave skal løses under nye vilkår.
Vi skal ikke vælge mellem AI og faglighed. Jo stærkere elevernes faglige fundament er, desto bedre kan de bruge teknologien kvalificeret. Elever skal fortsat lære at læse, skrive, regne, analysere og argumentere. De skal kunne vurdere svar, opdage fejl og tage selvstændigt stilling.
Et vigtigt princip kan her være Human in the loop. Begrebet stammer fra teknologiens verden og beskriver grundlæggende en tilgang, hvor mennesket fortsat indgår aktivt i en proces, selv om dele af den automatiseres. Overført til skolen kan Human in the loop også forstås som en didaktisk tankegang: Undervisningen tilrettelægges, så eleven fortsat skal forstå, vælge, vurdere og tage ansvar. AI kan bidrage med forslag, analyser, feedback og inspiration, men eleven skal kunne forholde sig fagligt og kritisk til det, teknologien producerer.
Det flytter det didaktiske spørgsmål. Det afgørende er ikke alene, om AI må bruges, men hvornår, hvordan og med hvilket formål teknologien skal indgå i læreprocessen – og hvad eleven selv skal kunne og gøre. Nogle gange kan AI understøtte læringen. Andre gange kan læringen netop kræve, at eleven arbejder uden. Human in the loop er dermed ikke et argument for mest mulig AI, men for en bevidst didaktisk placering af mennesket og teknologien i undervisningen.
En skole for fremtiden
Danmarks Private Skoler bygger på en skoletradition, hvor undervisning altid har haft et sigte ud over skolen selv. Formålet har været at ruste børn og unge til det liv, der venter efter skolen – som mennesker, samfundsborgere og medarbejdere. Det værdigrundlag er lige så aktuelt i mødet med kunstig intelligens, som det har været i mødet med tidligere samfundsforandringer.

Det er en del af vores kerneværdier at forny skolen med udgangspunkt i de værdier, der har båret den gennem generationer.
Gennem generationer har de private skoler udviklet sig i takt med samfundet. Nye fag, undervisningsformer og teknologier er kommet til, mens skolens grundlæggende opgave har været den samme.
Sådan bør vi også møde kunstig intelligens. AI ændrer redskaberne, arbejdsformerne og nogle af de kompetencer, eleverne får brug for. Men den ændrer ikke skolens grundlæggende formål. Tværtimod understreger den betydningen af det, som altid har været kernen i god skole; stærk faglighed, menneskelig dømmekraft, ansvarlige fællesskaber og evnen til at forholde sig kritisk og reflekteret til verden.
For Danmarks Private Skoler er det derfor ikke et valg mellem tradition og fornyelse. Det er en del af vores kerneværdier at forny skolen med udgangspunkt i de værdier, der har båret den gennem generationer.
AI er ikke fremtiden. Den er begyndelsen. Skolens opgave er ikke at beskytte eleverne mod den teknologisk udvikling, men at ruste dem til at forstå den, forme den og tage ansvar i den.

