Danmarks Private Skoler arbejder hver dag for at skabe de bedst mulige vilkår for de frie og private skoler gennem politisk interessevaretagelse, rådgivning, overenskomster, kurser og fælles udvikling. Det stiller krav til en organisation, der både er demokratisk forankret, strategisk ledet og rustet til at udvikle sig i takt med opgaven. Derfor arbejder bestyrelsen med foreningens organisering og langsigtede bæredygtighed.
Danmarks Private Skoler er en skoleforening med en klar ambition om at være en stærk og troværdig fælles stemme for de frie og private skoler. Foreningen arbejder hver dag for at styrke skolernes frihed, udviklingsmuligheder og rammevilkår – gennem politisk interessevaretagelse, rådgivning, overenskomster, kurser, netværk og en løbende dialog med medlemsskolerne.
De senere år er opgaverne blevet både flere og mere komplekse. Forventningerne til skolerne vokser, og det samme gør forventningerne til deres fælles forening. Det stiller krav til en organisation, der både kan håndtere de daglige opgaver og samtidig arbejde strategisk og langsigtet med de rammer, der former skolernes fremtid.
Derfor har bestyrelsen i årets løb arbejdet med foreningens organisering, arbejdsform og langsigtede udvikling. Stærke interne strukturer er en forudsætning for, at Danmarks Private Skoler også fremover kan være en legitim, handlekraftig og bæredygtig interesseorganisation for medlemsskolerne.
En skoleforening med et fælles ansvar
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier er først og fremmest en skoleforening. Medlemskredsen består, som navnet siger, af frie og private grundskoler og gymnasier. Dette grundforhold sætter præmissen for hele foreningens virke. Foreningen repræsenterer skolerne som helhed og arbejder derfor for at skabe de bedst mulige rammer for deres samlede virke og udvikling. Det ændrer ikke ved, at foreningen arbejder målrettet for gode vilkår for skolernes ledelser, medarbejdere og bestyrelser, fordi deres muligheder for at lykkes er afgørende for stærke og velfungerende skoler.

Fælles for dem er, at de understøtter foreningens formål: At skabe de bedst mulige vilkår for de frie og private skoler.
Foreningens arbejde spænder bredt. Hver dag rådgiver sekretariatet medlemsskolerne om blandt andet personalejura, ledelse, bestyrelsesarbejde, økonomi, pædagogiske spørgsmål, tilsyn og GDPR. Der forhandles overenskomster, udvikles kurser, konferencer og netværk, udarbejdes analyser og politiske oplæg, kommunikeres med medlemsskolerne og arbejdes målrettet med politisk interessevaretagelse. Nogle opgaver løses i den konkrete sag. Andre kræver et længere strategisk perspektiv. Fælles for dem er, at de understøtter foreningens formål: at skabe de bedst mulige vilkår for de frie og private skoler.
Foreningens generalforsamling er det øverste demokratiske organ. Her vælger medlemsskolerne otte personer til foreningens bestyrelse: Fire, der repræsenterer skolernes bestyrelser og fire, der repræsenterer skolernes ledelser.
Bestyrelsen udpeger en formand og to næstformænd blandt sine medlemmer. Foreningens formand og formandskab arbejder under bestyrelsens ansvar og efter den af bestyrelsen fastlagte politiske linje.
Denne organisering er ikke tilfældig. Når formanden vælges blandt de bestyrelsesmedlemmer, som medlemsskolerne har valgt, skabes der en tydelig sammenhæng mellem det demokratiske mandat, bestyrelsens samlede ansvar og den politiske ledelse af foreningen. Det betyder, at formanden leder foreningens arbejde med afsæt i bestyrelsens fælles beslutninger og ikke på et selvstændigt mandat. Samtidig skaber modellen klare roller, en entydig placering af ansvaret og den kontinuitet, der gør det muligt at arbejde langsigtet for skolernes fælles interesser – også når personer og opgaver ændrer sig over tid.Nederst på formularen
Et stærkt samspil om skolernes interesser
Bestyrelsen mødes typisk otte gange om året. Her drøftes aktuelle skolepolitiske udfordringer og muligheder, den strategiske retning for foreningens interessevaretagelse fastlægges, og bestyrelsen tager ansvar for foreningens overordnede udvikling, økonomi og sekretariatets rammer. Det er et betydeligt ansvar, som bestyrelsens medlemmer løfter ved siden af deres virke på medlemsskolerne, og som samtidig sikrer, at foreningens arbejde hele tiden tager afsæt i skolernes virkelighed.
Formanden er foreningens synlige repræsentant, men interessevaretagelsen bygger på et tæt samspil mellem bestyrelse, forretningsudvalg og sekretariat.

Formanden leder bestyrelsens arbejde og er foreningens politiske repræsentant udadtil. Det gælder i dialogen med politikere, ministerier, myndigheder og samarbejdspartnere samt i det brede netværk af relationer, hvor der løbende arbejdes for at skabe forståelse for de frie og private skolers vilkår og udviklingsmuligheder. Formanden er foreningens synlige repræsentant, men interessevaretagelsen bygger på et tæt samspil mellem bestyrelse, forretningsudvalg og sekretariat, hvor hver bidrager med deres særlige ansvar og kompetencer.
Bestyrelsen har nedsat et forretningsudvalg bestående af formanden, de to næstformænd og sekretariatschefen. Forretningsudvalget forbereder og følger op på bestyrelsens arbejde og sikrer sammen med sekretariatet fremdrift, koordinering og kontinuitet mellem bestyrelsesmøderne. Sekretariatet understøtter samtidig det politiske arbejde med faglige analyser, rådgivning og organisatorisk beredskab. Det er i dette samspil mellem bestyrelse og sekretariat, at foreningens politiske gennemslagskraft skabes.
Bestyrelsens og sekretariatets fælles udgangspunkt er foreningens formål: At beskytte og fremme de frie og private skolers frihed, rettigheder og rammevilkår. Det er her, det organisatoriske arbejde og den politiske interessevaretagelse mødes, og det er her, foreningens legitimitet har sit afsæt.
En organisation i udvikling
Bestyrelsen har gennem det seneste halvandet år arbejdet målrettet med foreningens organisering, arbejdsform og langsigtede udvikling. Arbejdet blev igangsat allerede før formandsskiftet og har omfattet temadrøftelser, analyser og en løbende dialog i bestyrelsen om, hvordan Danmarks Private Skoler også fremover kan stå stærkt som medlemsskolernes fælles organisation.
Baggrunden er enkel. Foreningens opgaver er blevet både flere og mere komplekse. Samtidig har bestyrelsen noteret sig den interesse, som medlemsskolerne har vist undervejs for blandt andet formandskab og bestyrelsessammensætning. Det er naturligt, at sådanne spørgsmål drøftes i en medlemsorganisation, og de har været en anledning til at se nærmere på, hvordan organisationen bedst understøtter foreningens opgave – ikke blot i dag, men også på længere sigt.
Stærke interne strukturer er efter bestyrelsens vurdering en forudsætning for, at Danmarks Private Skoler også fremover kan skabe resultater for medlemsskolerne. Derfor har bestyrelsen valgt at arbejde grundigt med spørgsmål om bl.a. organisering, rekruttering og kontinuitet.
Arbejdet har udfoldet sig i fire sammenhængende spor. De er ikke fire selvstændige projekter, men elementer i én samlet strategi med ét fælles formål: At styrke foreningens kontinuitet, robusthed og evne til også i fremtiden at varetage medlemsskolernes interesser.
Et stærkt formandskab
Det første spor handler om formandskabet – formanden og de to næstformænd – og om samspillet med den samlede bestyrelse. Formålet er ikke at ændre foreningens grundlæggende organisering, men at skabe størst mulig klarhed om roller, ansvar og samarbejde samt at sikre kontinuitet i formandskabets arbejde.

Derfor arbejder bestyrelsen med at skabe et fælles fundament, som sikrer, at foreningen også fremover kan fastholde sin politiske retning, stabilitet og handlekraft, når centrale roller på et tidspunkt overgår til nye kræfter.
Arbejdet har blandt andet omfattet drøftelser af principper for gode overgange og succession. En stærk interesseorganisation må ikke være afhængig af enkeltpersoner. Derfor arbejder bestyrelsen med at skabe et fælles fundament, som sikrer, at foreningen også fremover kan fastholde sin politiske retning, stabilitet og handlekraft, når centrale roller på et tidspunkt overgår til nye kræfter.
I den forbindelse har bestyrelsen også behandlet de synspunkter og spørgsmål, som medlemsskolerne har rejst om formanden, formandsskifter og foreningens fremtidige organisering. Drøftelserne har været en anledning til at genbesøge de principper, der ligger til grund for foreningens organisering, og har bekræftet, at den nuværende model fortsat giver den stærkeste sammenhæng mellem medlemsskolernes demokratiske mandat, bestyrelsens samlede ansvar og formandskabets politiske arbejde. Samtidig har arbejdet peget på behovet for større tydelighed om roller, styrket kommunikation og en fortsat udvikling af de processer, der understøtter kontinuitet, tillid og en bæredygtig udvikling af foreningen.
Rekruttering, udvikling og kontinuitet
Det andet spor handler om at sikre en stærk og bæredygtig bestyrelse – både nu og i fremtiden. Bestyrelsen har derfor arbejdet med principper for rekruttering, kandidatudvikling, introduktion af nye bestyrelsesmedlemmer og en mere bevidst planlægning af kontinuitet og succession.
En stærk bestyrelse opstår ikke tilfældigt. Den bygger på en løbende udvikling af nye kræfter, en god introduktion til foreningens arbejde og en fælles forståelse af roller, ansvar og opgaver. Målet er, at nye bestyrelsesmedlemmer hurtigt får indsigt i foreningens kultur, opgaver og strategiske retning, samtidig med at bestyrelsen over tid bevarer de erfaringer og den viden, der gør det muligt at udvikle foreningen og varetage medlemsskolernes interesser – både gennem politisk interessevaretagelse, rådgivning og de mange øvrige opgaver, som er en del af foreningens virke.
Arbejdet handler derfor ikke alene om at introducere nye bestyrelsesmedlemmer, men om at skabe en langsigtet og bæredygtig tilgang til udviklingen af bestyrelsen som samlet hold.
En arbejdsform med blik for både nutid og fremtid
Det tredje spor handler om bestyrelsens arbejdsform. Bestyrelsen ønsker en arbejdsform, der både giver plads til de langsigtede strategiske drøftelser og til de aktuelle udfordringer, som løbende opstår i en skoleverden præget af forandring.
En væsentlig del af bestyrelsens ansvar er at sætte retning for foreningens udvikling flere år frem. Samtidig skal bestyrelsen kunne reagere, når nye politiske initiativer, reformer eller aktuelle problemstillinger kalder på hurtige beslutninger eller nye prioriteringer. Begge perspektiver er nødvendige for at sikre en relevant og handlekraftig forening.
Derfor arbejder bestyrelsen løbende med sin arbejdsform og varierer mødeformer og arbejdsprocesser, så der skabes de bedst mulige rammer for strategiske drøftelser, kvalificerede beslutninger og fælles refleksion. Målet er en bestyrelse, der både kan arbejde langsigtet og samtidig bevare nærheden til den virkelighed, medlemsskolerne står i.
Tættere på medlemsskolerne
Det fjerde spor handler om relationen til medlemsskolerne. Danmarks Private Skoler er en medlemsorganisation, og derfor skal bestyrelsens arbejde være tæt forankret i den virkelighed, skolerne står i. En stærk interesseorganisation bygger på en løbende dialog med sine medlemmer og på en forståelse af de udfordringer, muligheder og prioriteringer, der præger skolernes hverdag.
Bestyrelsen arbejder derfor med, hvordan dialogen med medlemsskolerne kan styrkes yderligere, og hvordan bestyrelsens arbejde og prioriteringer kan gøres endnu mere synlige og gennemsigtige. Det handler både om at skabe større nærhed til medlemsskolerne og om at give et tydeligere indblik i det arbejde, der foregår på skolernes vegne.
Relationen til medlemsskolerne er ikke blot ét spor blandt flere. Den er forudsætningen for foreningens legitimitet. Det er gennem dialogen med medlemsskolerne, at bestyrelsen kvalificerer sine prioriteringer, udvikler foreningens arbejde og sikrer, at interessevaretagelse, rådgivning og øvrige medlemsaktiviteter tager afsæt i skolernes behov og erfaringer.
En stærk organisation skaber stærk interessevaretagelse
Arbejdet med bestyrelse, formandskab, arbejdsformer og medlemsdialog har ét fælles formål: At sikre, at foreningen også fremover kan være medlemsskolernes stærke fælles stemme og skabe de bedst mulige rammer for de frie og private skoler.
Siden foreningens stiftelse i 1891 har Danmarks Private Skoler udviklet sig i takt med samfundet, men altid med det samme formål.

En stærk interesseorganisation bygger ikke alene på faglig viden og politisk gennemslagskraft. Den bygger også på klare roller, tydeligt ansvar, kontinuitet og et tæt samspil mellem medlemsskoler, bestyrelse og sekretariat. Det er dette samspil, der giver foreningen legitimitet og gør det muligt både at håndtere de konkrete udfordringer i hverdagen og samtidig arbejde langsigtet med skolernes rammevilkår.
Siden foreningens stiftelse i 1891 har Danmarks Private Skoler udviklet sig i takt med samfundet, men altid med det samme formål: At beskytte og fremme de frie og private skolers frihed. Det kræver en organisation, der formår at forene tradition og fornyelse – og som bygger på de værdier, der er foreningens røde tråd.

