Det er tydeligt, at det danske velfærdssamfund står over for store udfordringer. Fremskrives udviklingen, forudses helt uoverstigelige vanskeligheder i forhold til bl.a. finansiering, rekruttering og organisering. Der er hverken penge eller personale nok til at imødekomme de stigende krav.

Ordet ’velfærd’ bliver sommetider udnyttet, fordi det er et ’plusord’ – et godt ord, som kan forbindes med noget positivt. ’Velfærd’ er dog ikke hvad som helst, selv om der i ordets betydning ligger ’ønskværdige vilkår for individets daglige trivsel’. I et samfundsperspektiv handler velfærd om en række goder, der tilbydes borgerne, så som sygehusvæsen, pasning og uddannelse. Et samfund, der i udstrakt grad har sådanne goder, kalder vi for et ’velfærdssamfund’. Danmark benævnes som et sådant samfund, og de fleste af os er enige om, at det er værd at bevare.

En alliance

Foreningen har indledt et samarbejde med en række organisationer, der organiserer frie og private aktører, inden for det man jf. ovenstående definition kan kalde ’velfærdsområdet’. Samarbejdet benævnes ”Det frie initiativ”.

Baggrunden for initiativet, og for at der er skabt en alliance, er bl.a. en fælles stigende bekymring for modstanden mod at lade private aktører fungere inden for velfærdsområderne.

Alliancens aktører kan bredt konstatere, at borgernes mulighed for selvbestemmelse er under pres. Alle aktører kan ligeledes berette om, hvordan også deres område i stigende grad sættes under en myndighedskontrol, der i sidste ende kan medføre, at det ikke som fri og privat aktør er muligt at tilbyde alle borgere et reelt alternativ – en anderledes måde at få løst opgaverne på.

’Det frie initiativ’ består af en række organisationer, der ønsker at sætte fokus på værdien af de frie og private initiativer på velfærdsområdet og deres betydning for samfundet:

Landsorganisationen Danske Daginstitutioner, Dansk Sundhed og Velfærd, Dansk Industri, KA Pleje, Daginstitutionernes Landsorganisation, Foreningen af Kristne Friskoler, Selveje Danmark, Dansk Erhverv, Kristelig Handicapforening, Sundhed Danmark, Handicapbranchen Danmark og Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier.

’Det frie initiativ’ finder det nødvendigt at tænke og gøre noget anderledes, hvis det skal sikres, at der også i fremtiden er mangfoldige tilbud af høj kvalitet til børn, unge, udsatte, patienter og ældre. Det er også nødvendigt at gøre op med forestillingen om, at det offentlige, civilsamfundet og det private er hinandens modsætninger. I virkeligheden er de hinandens forudsætninger, og velfærdssamfundets udfordringer løses kun, hvis stat, kommune og de frie og private udbydere af ’velfærd’ samarbejder til borgernes bedste.

Målet for ’Det frie initiativ’ er at sikre borgernes medbestemmelse og bidrage til at udvikle et godt samarbejde mellem offentlige og private aktører. For at nå dette mål er gruppen aktiv i forhold til dialogen med politikerne. Gruppen har bl.a. afholdt møder med en række partiledere for derigennem at orientere om alliancen og dens arbejde. Gruppen har desuden udarbejdet fem principper*, der skal danne grundlag for samarbejdet om at styrke velfærden og velfærdssamfundet, hvor fokus er på kvalitet og den bedste løsning for borgeren.

Hvorfor er vi med?

At kunne vælge frit – herunder at kunne vælge, hvor ens barn skal undervises – er et udtryk for den demokratiopfattelse, vi har i Danmark. Det hænger tæt sammen med nogle af de frihedsrettigheder, vi hylder med grundloven: Foreningsfrihed, religionsfrihed, ytringsfrihed, personlig frihed. Danskerne kan efter eget valg deltage i aktiviteter og fællesskaber, som giver dem værdi, herunder i øvrigt i de fællesskaber, der ikke har deres rod i staten, men i civilsamfundet.

Civilsamfundet i alle dets forgreninger løser også samfundsmæssige udfordringer og opgaver.

Velfærdssamfundet er i høj grad blevet bygget op af et stærkt civilsamfund, der har set samfundets store udfordringer og taget ansvar – det gælder bl.a. oprettelsen af frie og private skoler. Hverken civilsamfundet, staten – eller markedet – kan dog alene rose sig af at være ansvarlige for det velfærdssamfund, vi har.

Et stærkt civilsamfund og en stærk offentlig sektor har udviklet velfærdssamfundet til det, vi kender i dag. Der er derfor heller ikke nogen, der har patent på at levere velfærd og uddannelse til danskerne.

Samarbejdet og samspillet mellem det civile og det offentlige har ofte ført til, at nye ideer er opstået. Det samarbejde er i dag presset af en politisk diskussion, der sår tvivl om og mistænkeliggør særligt de private aktører. Der sættes spørgsmålstegn ved motivet for at være privat, og der arbejdes for at udelukke private aktører fra velfærdsområdet.

Vi mener, at private aktører er en del af løsningen på mange af de udfordringer vores velfærdssamfund står overfor, men ofte ses ’det offentlige’ som den eneste legitime udbyder. De private aktører bliver ikke set som en værdifuld ressource. Det synspunkt truer en lang række ikke-offentlige institutioner, herunder de frie og private skoler, der i dag drives med høj kvalitet. Som repræsentanter for selvejende, frie og private aktører på velfærdsområdet ser foreningen, sammen med resten af alliancen, med stor alvor på den udvikling.

Sammen med ’Det frie initiativ’ foreslår vi, at der bygges bro mellem de offentlige, de private og de selvejende aktører for at løse de velfærdsudfordringer, vi står overfor. Vi tror ikke, at vi løser samfundets problemstillinger ved at udskamme og forbyde en lang række eksisterende tilbud. Vi løser dem ved at vise mod og gå nye veje. Sammen.

*Det frie initiativs fem principper:

1. Plads til forskellighed: Selvbestemmelse for den enkelte i valget af velfærdstilbud

Det enkelte menneske skal være udgangspunktet for indretning af velfærden. Borgerne skal sikres mest mulig selvbestemmelse, og de forskellige leverandører bør have mest mulig frihed til at indrette og organisere leveringen af velfærdsydelsen. Derved kan de imødekomme både borgernes ønsker og lokale forskelligheder. Mennesker er ikke ens, men forskellige, hvad angår individuelle værdier, familieforhold, uddannelser, interesser, geografi og meget mere. Når landets borgere er forskellige, skal aktørerne også kunne differentiere sig, så borgerne så vidt muligt kan få velfærdsydelsen i overensstemmelse med deres egne værdier, ønsker og behov. Hvis det frie valg i forbindelse med skattefinansierede frie og private tilbud undermineres, vil borgernes egenfinansiering af velfærdsydelser eskalere, og selvbestemmelsen vil i stigende grad udelukkende være for dem, som har råd.

2. Styrket retssikkerhed for borgerne i mødet med det offentlige

Alt for mange borgere, herunder børn og unge, venter for lang tid på at få afgjort en sag om hjælp fra det offentlige. Det er fuldstændigt uacceptabelt, da der ofte er tale om sager af afgørende betydning for den enkelte. På nogle områder er borgernes retssikkerhed for svag, fordi myndighederne har en klar økonomisk interesse i ikke at give den mest specialiserede hjælp. På andre områder har kommunerne/staten for mange kasketter på, idet de både visiterer til hjælpen, driver tilbud, der leverer velfærdsydelserne samt finansierer indsatserne og fører tilsyn med samme. Det skader borgernes retssikkerhed, når kommunerne eksempelvist fører tilsyn med sig selv.

3. Tillid til medarbejderne – fokus på borgeren

Det vigtigste er, at kvaliteten af det samlede tilbud er godt. Derfor skal der være maksimal frihed til at tilrettelægge opgaveløsningen i det daglige, samtidig med at det skal dokumenteres, at den enkelte borger trives og udvikler sig. Der skal være gennemsigtighed i den faglige og oplevede kvalitet.

4. Åbenhed om pris, kvalitet og tilfredshed

Der er behov for sikkerhed for, at de mange milliarder, vi bruger på velfærden, rent faktisk kommer borgerne til gode. Vejen fra bevilling til indsats skal være tydelig, kort og effektiv med fokus på kvalitet til gavn for borgeren. Det offentlige tilskud skal muliggøre et reelt frit valg for borgerne.

Der skal være åbenhed om pris, kvalitet og tilfredshed med de enkelte tilbud gennem nationale målinger af den leverede kvalitet og brugertilfredshed, for offentlige såvel som ikke-offentlige aktører.

5. Fair og lige vilkår

Alle regler, der ensidigt er pålagt ikke-offentlige aktører, f.eks. sociale tilbud og daginstitutioner skal afvikles, ellers skal det offentlige aktører underlægges de samme regler. For at styrke gennemsigtigheden og sammenligningsgrundlaget skal offentlige myndigheder underlægges regnskabs- og revisionspligt.