Trivselsdagsordenen | Fællesskabets betydning

Den er ikke til at komme uden om; samtalen om børn og unges mentale sundhed, samtalen om ”trivsel” og ”mistrivsel”. Den er skolerne og foreningen også en del af. I denne artikel sættes særligt fokus på fællesskabets betydning og på skolens værdier i dens rolle som forebyggende instans.

Sundhedsstyrelsen definerer mental sundhed som ”en tilstand af velbefindende, hvor individet kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress og indgå i fællesskaber”. Man fristes til at spørge, HVOR ”glad” man skal være for at være mentalt sund? Eller omvendt – HVOR ”nedtrykt” man skal føle sig for at være mentalt usund? Disse spørgsmål er en del af en større diskussion om grænsedragningerne i den samtale, der ikke er til at komme uden om i disse år, samtalen om børn og unges ”trivsel” og ”mistrivsel”. En samtale de frie og private skoler naturligvis er en del af.

”Fællesskab” er ikke en universalløsning

Center for Ungdomsforskning belyser i en nyere publikation; “Fællesskaber i ungdomslivet” (2023), unges forhold til fællesskaber. Her beskrives blandt andet en række positioner, som kan være svære i et fællesskab. Det kan f.eks. være en usynlig position, hvor man oplever, at man er ligegyldig. Det kan også være en dyrekøbt position, hvor man hele tiden betaler overpris for at være med. Pointen er, at fællesskaber ikke i sig selv er en universalløsning på mistrivsel. Der skal hele tiden arbejdes med fællesskaberne, for at de bliver opbyggende frem for nedbrydende. Konklusionen er blandt andet, at det er vigtigt, at voksne tør blande sig. Der er brug for, at de voksne hjælper med at sætte rammer og lave spilleregler i de unges fællesskaber.

Fællesskabet er energikrævende

En analyse blandt børn og unge i 5. – 8. klasse, lavet af Børns Vilkår (2022), viser, at børns psykiske trivsel falder op gennem skolealderen, særligt blandt piger. I 8. klasse er det næsten hver tredje pige og hver ottende dreng, der har lav ’livs-tilfredshed’. Hvad ligger bag? Ifølge de adspurgte børn og unge selv, oplever de, at fællesskabet er et individuelt ansvar; at det er deres egen skyld, hvis de ikke passer ind. De fortæller, at det kan være hårdt at leve op til forventningerne, fordi det ofte kræver, at de ændrer på sig selv. De spiller roller og har svært ved at slappe af i fællesskabet. Der er mange krav og forventninger om personlighed, udseende, præstationer og interesser inden for fællesskabet. Det er energikrævende og kan være ensomt.

Hvilke værdier bærer fællesskabet?

”Fællesskab” er en værdi, der tillægges stor betydning på de fleste frie og private skoler: Fællesskaberne i skolen og fællesskabet om det, der er skolen. Trivslen er afhængig af, hvilke værdier og hvilken kultur, der er indeholdt i fællesskabet.

Vi ved, fra foreningens tidligere undersøgelser, at frie og private skoler, der på mange parametre klarer sig godt, har det tilfælles, at skolens rammer er tydelige, og at skolens værdier er levende i hverdagen for elever, medarbejdere og forældre. Værdierne bruges som grundlag for og argumentation for beslutninger og prioriteringer. Værdierne muliggør, at forventninger bliver afstemt. De samme frie og private skoler har den opfattelse tilfælles, at trivsel og tryghed ikke er givet, men noget, der skabes. Med afsæt i værdierne iværksættes konkrete initiativer med fokus på individet i skolen og fællesskabet i skolen.

For mange frie og private skoler vil det være meningsfyldt at koble arbejdet med trivsel i skolens fællesskaber til skolens værdigrundlag, sådan at der skabes en tydelig sammenhæng.

At tage udgangspunkt i skolens værdisæt er stort set altid en vej frem, men hvis det skal løse ”noget rigtigt”, kræver det ofte en oversættelse af nogle ret overordnede værdibegreber. Disse værdibegreber kunne eksempelvis være ”Tolerance”, ”Omsorg”, ”Mod” eller ”Respekt” – men hvad betyder disse værdibegreber i den levede skolehverdag og i skolens arbejde med fællesskaber og trivsel? Betyder det, at ’tolerancen’ skal give plads og veltilpashed i fællesskabet, uanset rolle, evner, udseende, alder, køn osv.? Betyder det, at ’omsorg’ skal skabe empati og blik for hinanden, men uden at besidde? Betyder det, at ’mod’ skal skabe individer, der tør gå mod strømmen og tør at sige fra og til – på en ordentlig måde? Betyder det, at ’respekten’ skal lære alle at se muligheder i forskellighed frem for begrænsninger? Eller hvad? Det er op til skolen at oversætte fra det abstrakte til det konkrete – og til det situationsbestemte.

Mere fokus på dynamikkerne i fællesskabet

Trivslen sikres ikke, fordi man er en del af et fællesskab. Trivslen er afhængig af dynamikkerne i fællesskabet. Der bør måske derfor sættes mere fokus på fællesskaberne, også når skolerne skal drøfte forebyggelse af såkaldt ’mistrivsel’? Mange finder det vanskeligt. Forståelsen af betydningen af fællesskabets dynamikker er ofte svær at udleve i skolens praksis. Det kan skyldes indgroede reaktionsmønstre, eller at skolens aktører ikke har tilstrækkelig viden om disse dynamikker. Mange skoler tyer til løsninger på individniveau. En kendt udfordring er, når forældre til et barn, der føler sig krænket eller mobbet, forventer, at skolen finder ”den skyldige” og ”straffer” vedkommende. At mobning eller marginalisering af grupper eller individer kan følge en klasse, selv om de enkelte børn og unge, der var en del af mobbeproblematikken, flytter, viser, at det er vigtigt at fokusere på dynamikkerne i fællesskabet i klassen – og i fællesskabet på skolen.

Medlemsskolerne gør noget ved det

”Man har som voksen lyst til at gå ind og gøre noget, men hvad er det, man skal gøre?”. Sådan afsluttes den foromtalte publikation ”Fællesskaber i ungdomslivet” (Center for Ungdomsforskning). Der gives ikke, i publikationen, et enkelt svar på det spørgsmål, men en række generelle opmærksomhedspunkter, der kan give stof til eftertanke (her frit gengivet):

Man må prøve at slippe opfattelsen af, at fællesskaber i sig selv er en universalløsning for at skabe trivsel. Fællesskaber kan også virke nedbrydende.

Man skal tage ansvar for unges sociale trivsel og holde øje med og række ud efter børn og unge, der befinder sig i svære positioner eller i periferien af fællesskaberne, men arbejdet med det enkelte individ kan ikke stå alene. Man hjælper også det enkelte individ ved at blande sig i rammesætningen af de fællesskaber, de indgår i eller er på kanten af.

Man bør blande sig i unges fællesskaber i institutionelle og organiserede sammenhænge og bidrage til at rammesætte dem. De unge kan sagtens selv lave fællesskaber, men er det alene op til dem, risikerer de at forstærke eksisterende hierarkier og værdier. Man kan med fordel arbejde med at styrke rummeligheden, mangfoldigheden og bredden i fællesskaberne. Man kan have særligt fokus på facilitering af grupper og rammer i forhold til værdierne omkring det sociale liv. Man kan f.eks. hjælpe med at gøre op med snævre kriterier for, hvad der anses for populært og tillægges værdi.