Hvem beslutter, hvor langt friheden skal række?

Der sker generelt en øget regulering af de frie og private skoler, men ikke nødvendigvis som følge af egentlige politiske beslutninger. Over de seneste år har lovbemærkninger, vejledninger og tilsynspraksis haft større konsekvenser for de frie grundskolers frihed og for forældres mulighed for at etablere og drive undervisningstilbud som alternativ til det offentliges. 

  

Den danske statsadministrations historie og tradition er lang. Den rækker tilbage til de tidligste regenter. På trods af disses større eller mindre ’enevælde’, har der altid været behov for administration og forvaltning af magten: Indkrævning af skatter, udvikling og udgivelse af love, retsvæsen, ordenshåndhævelse og meget mere. Forvaltning var og er en forudsætning for opretholdelsen af magten og staten. I dag har vi et omfattende statsapparat med utallige ministerier, styrelser, forvaltninger m.v.

”Bureaukratiet har grebet om sig”, vil mange hævde. Selve ordet bureaukrati bruges ofte som et skældsord og som noget, der burde være mindre af. En moderne, legitim retsstat forudsætter dog en bureaukratisk statslig administration, der sikrer ensartethed, ligestilling, grundige processer, retssikkerhed og borgerrettigheder. Ideelt set.

Rum til fortolkning?

Nogen hævder, at vi bevæger os fra et ’folkedemokrati’ til et ’mediedemokrati’, hvor politikerne er mest optaget af ”det politiske show”. Der er et pres for hurtige beslutninger med stor symbolværdi, når politikerne må spille med på såvel traditionelle som digitale mediers præmisser. Nogle politikere virker mere optaget af at vise handlekraft, end hvad der sker, når politikken møder virkeligheden og skal realiseres. Man kan hævde, at nogle politikere slipper ’sagen’ for hurtigt. Den følges ikke til dørs. Dermed overlader politikerne et stort rum til embedsværkets fortolkning af de beslutninger, der er truffet af politikerne i Folketinget.

Går det hele for stærkt?

Måske er forklaringen ”bare”, at det hele går alt for stærkt, når politiske aftaler skal omsættes til love og implementeres? Lovgivningsarbejdet er i de senere år øget i tempo. Folketinget behandler en stigende mængde lovforslag. Det er åbent erkendt blandt folketingspolitikere, at det til tider går alt for stærkt, og at lovgivning vedtages uden behørig grundig proces.

I foreningen kan vi også mærke presset. Vi modtager årligt omkring et halvt hundrede lov- og bekendtgørelsesudkast fra ministerierne, som vi skal forholde os til og afgive høringssvar på. Mange af disse høringer udsendes med kritisabelt korte frister. Nogle gange fra dag til dag. Presset forplanter sig i hele systemet, og det er klart, at det kan være vanskeligt for høringsparterne, såvel som politikerne, at nå at gennemskue alle konsekvenser i relation til nye lovforslag m.v.

Ønske om mindre kompleksitet og mere styring?

Knaphed på tid og ressourcer er en udfordring, også i ministerier og styrelser. Det skaber ønsker om større effektivitet og mindre kompleksitet. Administration, regulering og forvaltning bliver nemmere, når de forhold, der administreres, er ensartede og harmoniserede med nærliggende områder, og når de, i videst muligt omfang, kan måles og kontrolleres ved numeriske værdier, hårde data og ja/nej-registreringer.

Nogle gange har embedsværket måske selv interesse i, at regler og rammevilkår for forskellige områder bliver fastlagt på en bestemt måde, fordi disse områder derved bliver lettere og enklere forvalte? Måske sker nogle af ændringerne i virkeligheden for embedsværkets egen skyld – ikke for folkets eller de folkevalgte politikeres?

Skolegang på frie og private skoler er som bekendt ikke en standardvare, der kan sammenlignes 1:1 med den offentlige skole. Den frie skolesektor repræsenterer diversitet og forskellighed. Dermed er den besværlig at forvalte. Måske er det derfor, at de frie og private skoler ønskes sat ind i mere konforme og afmålte rammer, som kan reguleres og tilpasses i statslige regneark og strategipapirer?

Vi oplever bl.a. et statsligt beskrevet fokus på ”kvalitet i undervisningen”, som ved første øjekast kan synes vanskeligt at være imod, men samtidig er det bekymrende, når bl.a. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i dens formulerede strategi vil være ”retningsanvisende” og ”sikre kvalitet”. Hvad er det for et syn på kvalitet af skole og undervisningstilbud, der skal anvises til? Hvis Styrelsen beslutter, hvad der er god skole (og fører tilsyn derefter), fratager den forældrenes og skolernes ret til at foretage denne vurdering.

Embedsværket imødekommer de politiske ønsker

Det er i udstrakt grad embedsværkets opgave at imødekomme og udføre en regerings og ministers politik, dog opleves det nogle gange sådan, at embedsværket går langt i selvstændige fortolkninger for at forsøge at leve op til politiske ønsker, også selvom det ikke har været åbent politisk diskuteret.

Politiske signaler og tilkendegivelser synes at resultere i en ændret og skærpet adfærd i forvaltningen, på trods af, at der ikke er truffet egentlige ændrede politiske beslutninger eller aftaler.

Det er ikke blot en teoretisk diskussion. Der er konkrete eksempler, der i praksis har eller kan få vidtgående konsekvenser for frie skolers frihed og rammer. Det gælder f.eks. ved oprettelse af nye frie skoler. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en vejledning om ansøgningsprocessen for de initiativgrupper, der ønsker at oprette en fri grundskole. Formålet med vejledningen er at guide skoleinitiativer gennem hele den statslige godkendelsesprocedure. Den indebærer dog også benspænd. Den fastslår bl.a., at nye skoleinitiativer senest 1. marts, 6 måneder før skolen starter, skal indsende underskrevet leje- eller købsaftale for skolens bygninger og lokaler. Dette krav har ikke udspring i politiske aftaler eller ønsker. Det er Styrelsens ønske.

Styrelsen ønsker at beskytte kommende børn og forældre mod usikre skoleprojekter. Desuden letter det Styrelsens arbejdsgange, når der angives tidlige frister. Selv om det i sig selv kan lyde både fornuftigt og sympatisk, så dækker tankesættet over en vildfarelse. Det er ikke op til embedsværket at skabe værn mod usikre skoleprojekter. Det er ene og alene forældrene, der suverænt beslutter, hvilket undervisningstilbud deres børn skal modtage, og om de mener, skoleinitiativet er tilstrækkeligt levedygtigt i forhold til både værdier, pædagogik, økonomi, lokaler m.v.

I realiteten er det meget få skoleprojekter, der kan præsentere en endelig aftale om lokaler på det angivne tidspunkt. Mange skoler får først senere i processen endelig klarhed over bygninger.

Der er altså tale om en vejledning i ministeriel praksis, som annoncerer krav, der er ganske alvorlige for friheden til at oprette frie grundskoler. Skoleforeningerne for de frie skoler fik (igen) få dage til at kommentere den konkrete vejledning. Da vi pegede på problemstillingerne, fik vi meddelt, at Styrelsen ikke agtede at ændre et komma.