Et af de centrale politiske mantraer for øjeblikket er ”mere frihed til folkeskolen”. Ønsket er at give frihed til folkeskoler – og øvrige institutioner, så ledelser, ansatte, forældre og elever kan indrette sig og træffe de beslutninger, som harmonerer med, hvad de finder bedst og mest hensigtsmæssigt.
”Der er brug for at give folkeskolerne mere frihed”. Frihed er ’det nye sort’, når politikerne skal komme med løsningen på skolens udfordringer. ”Folkeskolen skal sættes mere fri”. Men fri fra hvad – eller til hvad? Hvor fri skal de danske skoler egentlig være, når det kommer til stykket?
Vi ved, hvad frihed handler om
Hos os i de frie og private skoler ved vi godt, hvad frihed indebærer og betyder. Friheden er vores grundvilkår. Uden friheden, ingen frie og private skoler. Frihed handler om uafhængighed, selvstændighed, rettigheder og fravær af tvang. Det er på det grundlag, vi driver skole. Vi håber, at folkeskolerne reelt får mere frihed og kan undslippe noget af den centrale styring, men vi tror ikke, det bliver nemt at nå dertil.
Hvem kan ’håndtere’ friheden?
Regeringen har lavet frikommuneforsøg for at sætte folkeskolen fri. Det er dog en noget begrænset ordning. Friheden anvendes af kommunerne til at fravige (enkelte) centrale bestemmelser i folkeskoleloven.
Mette Frederiksen (S) annoncerede i den seneste nytårstale, at frihedsforsøgene skal udvides til at omfatte samtlige af landets kommuner. I februar udtalte hun til Avisen Danmark: ”At blive sat fri kræver ganske meget af den enkelte kommune og den enkelte leder på en institution, skole eller plejehjem. Det kræver energi, overskud og engagement, fordi det kræver mere ledelse at blive sat fri, og god ledelse kræver tid”.
Efterfølgende har Finansministeriet og KL indgået den økonomiske rammeaftale for kommunernes økonomi i 2023. I denne aftale er det præciseret, at den enkelte kommune ikke uden videre kan erklære frihed. Der skal indsendes ansøgning, og staten og KL skal koordinere og fordele frihedsrettighederne ’ligeligt’ mellem kommunerne og i forhold til geografisk spredning, kommunestørrelse og socioøkonomi. Frihed er altså ikke noget, man har eller kan tage. Det er noget, man skal ansøge om og tildeles. Af staten. Det er altså ikke alle begunstiget at kunne ’håndtere friheden’. For som statsministeren udtalte, kræver det energi, overskud og engagement (!).
At være folkeskoleleder må være et til tider opslidende job. Hvem laves der skole for? Det er i hvert fald ikke kun for elever, forældre og medarbejdere. Det er i mindst lige så høj grad en opgave, der skal tilfredsstille de lokale kommunalpolitikere og embedsfolk i forvaltningerne. Folketingspolitikere og ministre vil også blande sig.
Det, som stat og kommuner nok i virkeligheden er nervøse for, er at slippe styring og kontrol. Hvad nu, hvis en folkeskole bruger friheden til at lave skole på en måde, som er anderledes end folkeskolen i den anden ende af kommunen? Eller hvad nu, hvis en lokal folkeskole træffer nogle valg og beslutninger, som en kommunalpolitiker eller minister er uenig i?
”Forliget om skolereformen står i vejen for at give frihed til skolerne”, mener SF, som vil af med det, hvorfor de har opsagt det brede folkeskoleforlig. Om partierne kan enes om, hvor langt friheden skal række, vil derfor vise sig efter folketingsvalget.
Mere frihed, men ikke til de frie
Det er ikke uden nysgerrighed og en vis forundring, at vi i de frie og private skoler følger med i debatten om folkeskolens frihed – eller i hvert fald intentionerne herom. Specielt, fordi vi selv oplever, at friheden for de frie og private skoler fra centralt hold over år er blevet indskrænket. Vi oplever i stigende grad den politiske og forvaltningsmæssige styringstrang. De fleste politikere anerkender den frie skoletradition, men sætter gang på gang spørgsmålstegn ved, hvor fri den frie skole må være.
Friheden kan være enormt besværlig at håndtere for dem, som skal være med til at finansiere skolerne, men ikke har fuld råderet over indholdet og den daglige drift. Friheden er besværlig at forvalte, når skoler anvender friheden til at holde skole på alle tænkelige måder og med alle tænkelige udtryk og indhold. Det passer sjældent ind i en politisk styringskæde og tankegang.
#Skolechat
Lyt til afsnittet:
“Skal skolen sættes fri?”
Heller ikke når det kommer til de frie og private skoler (eller måske især når det kommer til dem?), kan politikere ’tåle’ at undlade en offentlig markering med afstandtagen, hvis ’sager’ dukker op, på trods af at de frie skoler efter landets love har udstrakt frihed. Tværtimod følger der ofte en bemærkning om, at man bør ’stramme op’.
Hvis man virkelig vil friheden for folkeskolen – og for den frie og private -, må det medfølgende besvær samtidig erkendes og anerkendes. Man må respektere, at der lokalt træffes beslutninger eller laves skole, som man ikke nødvendigvis selv synes om eller vil ønske for ens egne børn. Det er selve kernen i skolefriheden, at man sætter andre fri til at skabe noget, som man selv kan være uenig i.
Når bare vi gør det, politikerne vil
Politisk må man gøre op med sig selv, om man tør friheden. Tør man overdrage reel frihed og ansvar til den lokale folkeskole? Tør man acceptere, at skolerne ’tester noget nyt og anderledes’, og at kommunale tilbud kan afvige fra hinanden? Tør man politisk acceptere de fejl og vildskud, der vil opstå, samtidig med, at der udvises fortsat tillid til, at skolerne selv kan løse det?
Eller kan skolerne kun være fri, når de udelukkende gør det, som politikerne ønsker?
